Erik 5. Klipping, 1249-22.11.1286, konge. Død i Finderup, begravet i Viborg domkirke. Erik var udvalgt til konge allerede 1254, fem år gammel, og faderen har tillige ønsket at få ham kronet endnu i sin egen levetid, men dette nægtede ærkebiskop Jakob Erlandsen (ligesom han forbød rigets øvrige biskopper at gøre det). Først efter Christoffers død 1259 kronedes Erik juledag s.å. i Viborg af de bisper der stod på kongehusets side i ærkebispestriden. Regeringen førtes af enkedronning Margrete Sambiria, og dens første hovedopgave bestod i at afværge truslerne fra Erik Abelsen og fyrst Jarimar af Rügen der allerede i foråret 1259, før Christoffers død, havde gjort invasion på Sjælland i forståelse med Roskildebispen og tillige med pavestolens velsignelse idet aktionen skulle opfattes som et forsøg på at befri den fængslede Jakob Erlandsen. Margrete Sambiria har dog ikke været stærk nok til at holde fjenderne fra livet; 1260 foregik der en foreløbig udsoning med Erik Abelsen der blev hertug af Sønderjylland, og med den norske og svenske kongemagt der gjorde arvekrav gældende efter Erik Plovpenning på vegne af hans to døtre Sophie og Ingeborg.

28.7.1261 kom det imidlertid til et slag på Lohede s.f. Dannevirke mellem Margrete og hertug Erik (der støttedes af de holstenske grever), og både Erik og hans mor faldt i holstensk fangenskab. Margrete Sambiria løslodes allerede det følgende år, men Erik gaves videre i fangenskab hos de brandenburgske markgrever hvorfra han først vendte tilbage 1264. Den øjeblikkelige brandenburgske interesse i danske forhold skal sikkert forklares med at Margrete Sambiria var pommersk prinsesse, og Brandenburg var interesseret i at udøve lenshøjhed over Pommern hvad der i disse år synes at være lykkedes. Men direkte indflydelse i Danmark har heller ikke været uden interesse for markgreverne; Albrecht af Brandenburg ægtede 1269 Eriks søster Mechtilde, og markgrev Johans datter Agnes blev 1273 gift med Erik selv.

Erik må have overtaget regeringen efter midten af 1260'erne, men der vides ikke meget om hans politik når der bortses fra den bitre strid med ærkebiskoppen af Lund som han havde overtaget fra faderen, og som først efter endeløse forhandlinger for pavestolen og for dennes udsendinge til Danmark bilagdes 1274 af pave Gregor 10. på det 2. Lyonkoncilium. På dette tidspunkt var Jakob Erlandsen død, og pavestolen kunne bevæges til megen imødekommenhed over for det kongelige standpunkt i sagen.

Eriks kongemagt var truet af Abelslægten der ved ægteskabet 1260 mellem Abels enke Mechtilde og Birger Jarl af Sverige havde skaffet sig indflydelse her. Samtidig forelå der generende arvekrav fra både svensk og norsk side i anledning af ægteskaberne mellem kong Valdemar af Sverige og kong Magnus af Norge og henholdsvis Sophie og Ingeborg, Erik Plovpennings to ældste døtre. Disse ægteskaber var aftalt endnu i Christoffers levetid, men fuldbyrdedes først efter hans død. Der er tegn til at Margrete Sambiria har villet lægge dem hindringer i vejen, men ikke har formået at gennemføre dette forehavende.

Kravene fra kongeslægtens sidelinjer har formentlig været så omfattende at Eriks kongemagt ikke kunne indfri dem alle uden at berøve sig selv eksistensgrundlaget, men de støttedes af så stærke udenlandske kræfter at de i en vis udstrækning måtte imødekommes. Efter hertug Erik Abelsens død 1272 kunne Erik dog i mere end ti år forhale at hertugdømmet overdroges til hans søn Valdemar (det skete først 1283), og i løbet af 1270'erne konfiskerede Erik også det gods som Erik Plovpennings to yngste døtre Jutta og Agnes havde givet til grundlæggelsen af Roskilde Agnete kloster, men som blev frigjort da søstrene udtrådte af klosteret omkring 1271 og forsøgte at disponere over deres ejendomme som om der ikke havde foreligget nogen klosterstiftelse. Også arven efter Abels yngste søn, Abel (død 1279), konfiskeredes. Disse forhold er formentlig en del af forklaringen på de alvorlige stridigheder der fra 1270'ernes midte udviklede sig mellem Erik og de danske stormænd. Disse var formentlig på forskellig måde knyttet også til kongehusets sidelinjer, og for at styrke sin position over for kongefrænderne havde Eriks kongemagt søgt at nyttiggøre forskellige udenlandske feudalretlige praksis til en mere autoritær styreform der givetvis også har beskåret stormændenes rettigheder. Da Erik 1276 på hoffet i Nyborg krævede stormændenes hylding af sønnen Erik Menved, nægtede i hvert fald marsk Stig Andersen (Hvide) at hylde ham.

1282 sejrede stormandsoppositionen imod Erik så vidt at kongen 29.7. på hof i Nyborg udstedte et forpligtelsesdokument (håndfæstning) der bandt ham til fremtidig at respektere en væsentlig del af stormændenes rettigheder og mindst én gang hvert år at afholde "det parlament som kaldes hof til afgørelse af rigets vigtigste anliggender. De følgende to år foregik der på disse danehoffer forhandlinger mellem kongen og "rigets bedste mænd" der resulterede i flere indskrænkninger i regeringens juridiske og administrative beføjelser. 1283 skete der en vis udsoning med kongefrænderne idet ikke blot Valdemar Eriksen fik hertugdømmet Sønderjylland, men også junker Jakob Nielsen fik grevskabet (Nørre) halland. Det fremgår dog at der fortsat var strid om kongens og hertugens rettigheder inden for hertugdømmet, og 1285 fængslede Erik hertug Valdemar og holdt ham fangen til næste forår hvor han løslodes mod at forpligte sig til at respektere en adgang for kongen til indflydelse over og indtægter af hertugdømmets krongods.

29.11.1284 på et møde i Odense tiltrådte Erik et landefreds-forbund der 13.6.1283 var indgået i Rostock for et tidsrum af ti år mellem en række nordtyske fyrster og indflydelsesrige handelsbyer. Eriks tiltræden er sket på byen Lübecks foranledning og står i forbindelse med denne bys daværende handelspolitiske konflikt med Norge. Den danske tilslutning til dette forbund har medvirket til at den lybsk-norske konflikt kunne løses ved voldgift af den svenske kong Magnus det følgende år, og den har tillige givet lübeckerne større sikkerhed for deres handelsrettigheder i Danmark. Eriks motiv til tilslutningen har været at dæmme op for den betydelige norske indflydelse i Danmark (den norske konge havde arvet besiddelser i Jylland), men selv om hans tiltræden af landefredsforbundet skete med stormændenes tilslutning har den måske bidraget til at skabe ny strid eller vække gamle modsætninger til live.

Natten til 22.11.1286 blev Erik dræbt i Finderup nær Viborg af ukendte mænd der ifølge årbogs-traditionens ældste og mest pålidelige lag havde stået ham meget nær ("Kong Erik dræbtes på sit leje i Sct. Cæcilie nat af sine egne mænd, dem han havde elsket højest, og der påførtes ham 56 sår" hedder det i Rydårbogen). Samtiden kendte ikke drabsmændene, og historieforskningen har ikke hidtil kunnet løse kriminalgåden. Ved en (ikke bevaret) dom dømtes pinsedag 1287 grev Jakob, marsk Stig, Niels Hallandsfar, Peder Porse, Peder Jakobsen, Niels Knudsen, Aage Kakke, Rane Jonsen og Arvid Bentsen skyldige i drabet. Ifølge Arild Huitfeldts gengivelse af en senere stadfæstelse (1305) af dommen 1287 er Arvid Bentsen alene dømt for "at han med hans egen hånd overvar det slemme mord" medens de øvrige er dømt for "råd, befaling og gerning til at ihjelslå ham". Alene når antallet af sår noteres har det for samtiden stået klart at der stod en sammensværgelse bag. De dømte søgte straks tilflugt hos kongen af Norge og undgik således de direkte følger af dommen 1287. De opererede i Danmark og i Norden som den norske konges mænd og hævdede at den danske konge i sin retslige procedure havde berøvet dem den rettergang de var berettiget til efter dansk lov, og dette er muligvis rigtigt. Noget sådant er allerede antydet i en vise af den tyske minnesanger Rumelant der på kongehusets initiativ agiterede mod de formodede drabsmænd forud for pinsen 1287. Landefredstraktaten af 1283 som Erik havde tiltrådt og hans efterladte respekterede indeholder da også regler om forfølgelse af alvorlige forbrydelser der meget ligner den proskription der er sket af de fredløse.

Hverken Eriks længst ødelagte grav i Viborg domkirke eller nogle (foreløbig kun ufuldkomment undersøgte) bygningsrester i Finderup giver sikker underretning om drabets nærmere omstændigheder. En tradition om at kong Erik havde forført marsk Stigs hustru udgår fra det følgende århundredes historieskrivnings forsøg på at finde motiver til kongemordet. Arild Huitfeldt arbejdede videre på disse gætterier, B.S. Ingemann udførte dem 1833 i romanform, og maleren Otto Bache anskueliggjorde dem for folket med sit berømte billede "De sammensvorne rider fra Finderup lade efter mordet på Erik Klipping" (1882). Erik Arup fremsatte 1932 i sin Danmarkshistorie den mening at de dømte var uskyldige og dommen således et justitsmord, ud fra den betragtning at just denne kreds af stormænd havde haft selve regeringsmagten i kongens seneste år (efter håndfæstningen 1282 som Arup kaldte Danmarks første grundlov).

Et forsøg på i stedet at udlægge hertug Valdemar af Sønderjylland som drabets bagmand (den svenske historiker Hugo Yrwing og, med en lidt afvigende begrundelse, den danske historiker Erik Kjersgaard) strander på at dokumentationen for noget sådant er sen og skrøbelig.

Levninger fra Eriks grav er udstillet i Viborg domkirke. Erik er afbildet sammen med Margrete Sambiria i Revalhåndskriftet af den lybske byret 1282.

Familie

Forældre: Christoffer 1. (ca. 1219-59) og Margrete Sambiria af Pommern (død 1282). Gift 11.11.1273 i Slesvig med Agnes af Brandenburg, død 1304, d. af mark-grev Johan 1. af Brandenburg (død 1266) og Jutta af Sachsen. – Far til Erik Menved, Christoffer II, Margrete (død 1341) og Richiza (ca. 1300). Bror til Mechtilde (-1300-).

Ikonografi

Afbildet på min. i manus, med den lybske ret (Reval), aftegnet 1890 af E. Rondahl. En af personerne på relieffet over kathoveddøren (vestportalen) i Ribe domkirke forestiller måske Erik. Afbildet på tapet af Hans Knieper 1581-83. Andre fantasiportr. i manus. fra ca. 1600 og stik fra 1600-tallet. Afbildet på tegn. af C. E. Andersen, 1843, og radering af Lorenz Frølich, 1853. Flere 1800-tals fremstillinger af drabet, bl.a. af O. Bache, 1882 (Fr.borg). Mindekors efter tegn. af J. B. Løffler, 1891, nær stedet for drabet.

Bibliografi

Kilder. Scriptores minores I, udg. M. Cl. Gertz, 1917-18 (reproudg. 1970). Annales Danici, udg. Ellen Jørgensen, 1920. Erik Klipping og hans sønner, udg. Ellen Jørgensen, 1927. Acta processus litium, udg. Alfr. Krarup og W. Norvin, 1932.

Lit. A. D. Jørgensen: Bidrag til Nordens hist., 1871. C. Paludan-Müller i Vidensk. selsk.s skr. 5.r. hist.-philos. kl.IV, 1872 319-85. L. Holberg: Konge og Danehof I, 1895. Kr. Erslev i Danm.s riges hist. II. Otto Blom og Henning Matzen i Hist.t.6.r.VI, 1895-97 især 782-88. Erik Arup: Danm.s hist I–II, 1925-32. Georg Galster i Fra nationalmuseets arbejdsmark, 1928 38-48. Niels Knud Andersen: Ærkebiskop Jens Grand I-II, 1943-44. Aksel E. Christensen: Kongemagt og aristokrati, 1945 (fot.optr. 1976). Hugo Yrwing: Kungamordet i Finderup, Lund 1954 = Skr. utg. Vetensk.-soc. i Lund VL (anm. ved Niels Skyum-Nielsen i Hist.t. 11.r.V, 1957-59 357-62, replik og debat sst. 11.r.VI, 1960-62 121-41). Niels Skyum-Nielsen: Kirkekampen i Danm. 1241-1290, 1963. Helge Toldberg: Marsk Stigviserne, 1963 = Studier fra sprog- og oldtidsforskn. CCLII. E. Kjersgaard i Skalk, 1971, nr. 6 18-29. Jens Vellev sst. 1974, nr. 6 10-15. Kai Hørby: Status regni Dacie, 1977. Thomas Riis: Les institutions politiques centrales du Danemark 1100-1332, 1977.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig