Erik Banner, 5.10.1618-19.8.1687, stiftamtmand. Begravet i Ore k. B. rejste efter et ophold på Sorø akademi til Frankrig hvor han i flere år sad fængslet for gæld, og til Holland; blev efter hjemkomsten hofjunker, gik militærvejen og avancerede 1656 til ritmester, 1674 til generalmajor. 1657–61 havde han Holbæk i forlening. På stændermødet 1660 tilhørte han den kongeligsindede fløj af adelen og underskrev håndfæstningens kassationspåtegning af 16.10. 1661 ledsagede han som hofmarskal prins Christian (V) til hyldingen i Norge og blev 1662 norsk generalkrigskommissær, 1671 justitsråd og tilforordnet i højesteret og den norske overret samt amtmand over Frederikstads og smålenenes amt. 1673 forflyttedes han til Danmark som stiftsbefalingsmand på Fyn og amtmand over Odense, Dalum og Skt. Knuds klosters amter, men vendte 1679 tilbage til Norge hvor han var stiftsbefalingsmand og amtmand over Akershus stift og amt og vicestat-holder i Ulrik Frederik Gyldenløves fravær indtil 1681 da han fik sin afsked. B. lå som general-krigskommissær i stadig strid med de civile finansmyndigheder på grund af sin hensynsløse varetagelse af hærens finansielle interesser. Han fandt en tid lang støtte hos Christoffer Gabel og Gyldenløve, men blev efter sin afsked draget til ansvar for sin norske forvaltning og dømtes 1687 af kammerretten til at betale kronen 37.364 rdl. Da hans formueomstændigheder var elendige eftergav kongen ham dog denne sum, mod at han afstod sin pension (2000 rdl. årlig). At han som medlem af domskommissionen over Oluf Rosenkrantz nægtede at undertegne dommen (1682) har muligvis bidraget til at man tog så hårdt på ham. B. ejede Sparretorn – som han omdøbte til Bannerslund-Tybjerggård, som han 1672 solgte til U.Fr. Gyldenløve, og Oregård (købt 1679), men døde insolvent. –

Familie

Forældre: Otte Andersen B. til Gessingholm (død 1625) og Jytte Nielsdatter Bild (1585–1646). Gift 1. gang 1650 med Sophie Ottesdatter Rosenkrantz til Boserup, begr. 5.10.1670 i Kbh. (Nic. k.), d. af Otte Christoffer R. til Boller og Stjernholm (1569–1621) og Gisele Podebusk (begr. 1619). Gift 2. gang 2.11.1672 i Odense med Kirsten Henriksdatter Lindenov, født 3.12.1648 på Råbeløf, død 26. eller 27.9.1678 på Mullerup, d. af stiftamtmand Henrik L. til Øvedskloster (død 1673) og Beate Christoffersdatter Ulfeldt (ca. 1610–76). – Bror til Niels B.

Udnævnelser

Hv.R. 1671.

Bibliografi

Danm.s adels årbog LXVI, 1949 14. Saml. til det norske folks sprog og hist. IV, 1836, 45f. J. Bloch: Stiftamtmænd og amtmænd i Danm. og Island 1660–1848, 1895 22 64 70. Carl Christiansen: Bidrag til dansk statshus-holdnings hist. I, 1908 53 171f; II, 1922 233 956.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig