Erik Moseholm, 13.5.1930-12.10.2012, kontrabassist, komponist. Erik Moseholm fik studentereksamen i Fredericia 1949 og kom samme år til Kbh. hvor han 1952 tog lærereksamen fra Statsseminariet på Emdrupborg. Han placerede sig tidligt blandt hovedstadens førende moderne orienterede jazzmusikere. 1951 spillede han i barytonsaxofonisten Max Briiels orkester, som vandt i Ekstra Bladet og grammofonselskabet Tonos jazzkonkurrence, og med hvilket han i den anledning indspillede sin første grammofonplade (Crown Pilots/Don't Blame Me). Også det følgende år var han medlem af vinderorkestret, pianisten Jørgen Lausens sekstet.

Ved siden af jazzen dyrkede Erik Moseholm den klassiske musik. Han modtog undervisning af kgl. kapelmusikus Oskar Hegner og debuterede 1953 i Paul Hindemiths Sonata for kontrabas og klaver. Gennem en halv snes år var han medlem af Societas Musica og deltog i dette ensembles pladeindspilninger 1956-60 af bl.a. samtlige koncerter af Corelli. 1958 var han solist i Copenhagen Symphony Orchestras internationalt berømmede indspilning af Karl Ditterdorfs Dobbeltkoncert for kontrabas og bratsch. Samme år udpegede Den danske jazzkreds Erik Moseholm som "årets danske jazzmusiker". I 1959 dannede han sin første trio med hvilken han deltog i jazzfestivalen i Juan-les-Pins hvor den blev nummer 5 af 16 ensembler i en europæisk orkesterkonkurrence, og Erik Moseholm vandt prisen som bedste bassist.

Erik Moseholm havde en omfattende virksomhed som pædagog. 1962 udgav han skolen Jazz Bass Facing. Siden 1962 komponerede han flittigt for teater, film og TV. 1961 startede han Radiojazzgruppen som han ledede til 1966 da han blev ansat som programsekretær ved Danmarks Radio. Her var han ansat til 1992, fra 1976 som sektionsleder. 1966-1987 var han programansvarlig for Radions big band. I sine senere år optrådte han sammen med sin hustru, Vigga Bro, idet han akkompagnerede hendes historiefortællinger.

Han var en dygtig og idérig organisationsmand. 1964-66 var han bestyrelsesmedlem i Københavns musiker- og orkesterforening. 1962-67 var han medlem af jazzkredsen hvor han tog skridt til bl.a. orkesterturneer til skoler og ikke mindst til de årlige jazzstævner, først på Magleås, derefter på Vallekilde, og siden 1976 på Brandbjerg højskole. Han var initiativtager til oprettelsen af Dansk jazzmusikerforening 1966, Danmarks jazz-, beat- & folkemusikautorer 1971 og Foreningen af danske jazz-, beat- og folkemusikamatører (FAJABEFA) 1973. I 1971 startede han Multi-musik-festivalerne. S.å. blev han medlem af Statens musikråd hvor han deltog i udarbejdelsen af lov om musik af 1976. Han har endvidere skrevet en lang række bøger, bl.a. Radiojazzgruppen : den hemmelige krystal, 2003 og Da den moderne dansemusik kom til Danmark, 2010.

1992-97 var Erik Moseholm rektor for Det rytmiske musikkonservatorium

Familie

Erik Moseholm blev født i Fredericia og døde i København; begravet på Holmens kirkegård, København.

Forældre: rektor Knud M. (1900-1993) og musikpædagog Lilia Edith Hansen (1899-1983). Gift 1. gang 30.6.1962 i Fredericia med Hanne Bro, født 9.9.1939 i Fredericia, d. af købmand Thyge B. (født 1907) og lærer Kaja Rossig Nielsen (født 1908). Gift 2. gang 4.12.1969 i Ebeltoft med Bodil Gylling, født 18.6.1947 i Kbh., d. af Bent Christiansen (født 1924) og Else Bogø (født 1924). Gift 3. gang 23.12.1993 med skuespiller Vigga Bro, født 20.11.1937 i Fredericia, d. af lærer Viggo Bro (død 1937) og Anna Christensen (død 1964).

Udnævnelser

R. 1998.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Børge Roger Henrichsen i Jazzårbogen 1958 54-57. Jens Schoustrup Thomsen: E. M., 1962 = Danske jazzprofiler.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig