Erik Pontoppidan (1616-1678)

Erik Pontoppidan, Erik Eriksen Pontoppidan, 21.1.1616-12.6.1678, biskop. Ligesom sine fire brødre blev Erik Pontoppidan sat til bogen; han kom i Odense skole, 1633 i byens gymnasium og 1635 til universitetet. Allerede i gymnasiet havde han skrevet et latinsk bryllupsdigt, og hans dygtighed både i teologien og sprog vakte tidligt opmærksomhed, ikke mindst hos Jesper Brochmand (1585-1652) i hvis hus han en tid boede. Både som student og efter attestats (1638) var han informator for unge adelsmænd. 1641 rejste han med understøttelse af kongen og Ellen Marsvin til Holland og Frankrig, blev samme år immatrikuleret i Franeker, kom tilbage 1643 og tog magistergraden. Et tilbud om at blive professor i poesi afslog han fordi det var forbundet med stillingen som provst for kommunitetet, og han levede nu nogle år i hovedstaden uden embede. 1649 blev han slotspræst på Antvorskov og hospitalspræst i Slagelse, 1665 præst i Køge og provst over Ramsø herred, og 1673 på indtrængende opfordring fra kongens side biskop i Trondhjem. 1675 fik han af kongen tildelt den teologiske doktorgrad.

Som teolog indtager Erik Pontoppidan en ejendommelig mellemstilling mellem sin samtids ortodoksi og den senere pietisme, idet hans opbyggelige skrifter ligesom denne med forkærlighed dvæler ved Jesu blod som sonofferet og renselsesmidlet for synden, jf. hans Gudelige oc gaffnlige Betænckninger offver Vor Frelsers Jesu Christi hellige oc Højværdige Bloed-Daab (fasteprædikener 1653) og Teratologia ceu Appendix. Det er Kort oc eenfoldig Forklaring offver de Tegen, som skede i oc effter Vor Frelsers Jesu Christi Lidelse (fasteprædikener 1652, udg. 1653).

Også som salmedigter dvæler han i sin første salmesamling, Vor høi-plagede Frelsers Jesu Christi Bloed-Daab, 1653, ved dette emne, mens Siælens Opløftelse til Herren, 1671, mindre er præget deraf. Hans bedste salmer har en tiltalende jævnhed i tonen, men er ikke fremragende. Det samme gælder hans hyldestdigt til Christian V (1670) som Peder Syv optog i sin visebog (IV, 50).

Som biskop var Erik Pontoppidan trods sit svage helbred en flittig visitator. Han lagde særlig vægt på undervisningen og havde små opmuntringsgaver med til skolebørnene. Også lapperne tog han sig af og fik inden sin død Luthers katekismus oversat til lappisk. Både af stiftets præster, som han gerne ville hjælpe i alle henseender, og af den øvrige befolkning var han ualmindelig afholdt.

I sine yngre dage havde Erik Pontoppidan syslet med latinsk poesi og bl.a. udgivet et bind latinske elegier over bibelske emner, Bucolica sacra, 1643, også en enkelt gang skrevet et digt på græsk. Denne digtning skaffede ham titel af "poeta laureatus", men den er, ligesom det skuespil om Tobiæ Gifftefær, 1635, han bearbejdede efter latin, nu glemt. Derimod mindes han som den der tidligt begyndte et virkeligt studium af modersmålet. Hans Grammatica Danica, et grundigt værk på næsten 600 sider, udkom 1668 (optrykt i H. Bertelsen: Danske Grammatikere II, 1917, ny udg. 1979), men synes i hovedsagen at have været færdig udarbejdet før han blev præst, selv om han i den mellemliggende tid har gjort tilføjelser og ændringer, endogså så sent at en del vigtige forbedringer først er kommet med i et tillæg.

Det er et grundigt arbejde som giver mange for os værdifulde oplysninger, og man ser, at han som de andre samtidige er stærkt påvirket af Jacob Madsen Aarhus, senere vist også af Peder Syv som efter forflyttelsen til Køge var hans naboprovst. Herom har vi et andet vidnesbyrd i det håndskrift (Thott 1505, 4°) som indeholder et ungdomsarbejde, Phosphorus Philologicus, om sprogfejl i dansk.

Det er til dels indarbejdet i grammatikken, men hans søn tænkte dog at udgive det og fik det forsynet med Rasmus Bartholins approbatur. Herefter kommer imidlertid i håndskriftet forskellige ting fra senere år, deriblandt sammenlignende ordlister mellem dansk og dels islandsk, dels gammelt tysk, som vidner om videregående studier, sagtens foranlediget af Peder Syvs "Betænkninger". Ligeledes findes en lappisk ordliste og et udkast til en dansk etymologisk ordbog.

Et andet stort ung-domsværk (også med senere tilføjelser) er hans danske rimordbog Vocabularium Danico-Rhythmicum som næsten helt er bevaret (Gl. kgl. saml., 3605, 8°), et vældigt flidsværk som skulle vente flere hundrede år på sin afløser.

Erik Pontoppidans eneste søn, Valentin, blev adlet under navnet Liliencrantz, men døde barnløs.