Erik Strömgren

Erik Strömgren, Erik Robert Volter Strömgren, 28.11.1909-15.3.1993, læge. Erik Strömgren blev student fra Metropolitanskolen 1927 og tog medicinsk embedseksamen 1934. Fra første færd stilede han efter en grundig uddannelse som psykiater. Selv erkendte han den betydning Freud og schweizeren E. Bleuler havde haft for hans holdning til faget. Han dygtiggjorde sig dels ved ansættelse på Rigshospitalets psykiatriske klinik, hvis leder H. Helweg Erik Strömgren kom i nær og fagligt udbytterig berøring med, dels ved udenlandske studieophold, især i München. I denne by fandtes, i det dér blomstrende institut for psykiatrisk arvebiologi og epidemiologi, den solide jordbund for den forskning Erik Strömgren havde sat som sit mål allerede fra sin studentertid: at yde et videnskabeligt funderet dansk bidrag til undersøgelserne over sindslidelsernes statistiske forekomst og arvegang inden for en afgrænset befolkningsgruppe. Erik Strömgren følte sig i særlig gæld til instituttets leder, Bruno Schulz for metodologisk påvirkning. Hans indtrængende arbejde, der var forudgået af fremlæggelse af en selvstændig statistisk metode (1935) resulterede i dissertationen Beiträge zur psychiatrischen Erblehre, 1938, et værk af internationalt format i hvilket der, ved dets nøjagtighed, kunne påvises væsentlig sikrere tal for sygdomsrisikoen for sindslidelserne. Erik Strömgren foretog året efter i skriftet Episodiske Psykoser, 1940, en klar, pædagogisk gennemgang af vanskelige grænsetilfælde og udredte deres nosologiske placering, og han fortsatte disse bestræbelser i den lille, fængslende og originale bog Om Bevidsthedsforstyrrelser, 1945, hvori det gennemgås hvilke abnormtilstande der er en følge af ændringer i de forskellige former for sådanne forstyrrelser. 1943 var Erik Strömgren blevet ansat ved statshospitalet ved Århus og samtidig blevet lektor ved Århus univ. med undervisning i psykiatrisk genetik. To år senere overtog han stillingen som overlæge ved hospitalet og udnævntes ved samme lejlighed til professor i psykiatri. Hermed var hans livsbane afstukket. I de følgende år udviklede han sit hospital til et centrum for psykiatrisk forskning ved at udvide det med specialinstitutter for hjernepatologi, demografi, cytogenetik, retspsykiatri og psykofarmakologi. Han varetog såvel overlægestilligen som professoratet frem til 1980.

Ved skabelsen af denne forskningsinstitution virkede Erik Strömgren inspirerende på det hjemlige psykiatriske arbejde og medvirkede især til dets anseelse uden for landets grænser. Hans organisatoriske evne blev i de følgende år taget i brug ved tilrettelæggelsen af det psykiatriske hospitalsvæsen rundt om i landet. Ved hans indflydelse blev en psykiatrisk universitetsafdeling oprettet i Odense.

Erik Strömgrens anseelse førte ham desuden ind på internationale opgaver: 1949–70 var han medlem af den danske komité i UNESCO og 1961–71 medlem af World Psychiatric Association. Siden 1955 var han konsulent ved WHO, især vedrørende skizofreni-problemer. Samtidig med at Erik Strömgren således på smukkeste måde repræsenterede vort land inden for det internationale forum forsømte han ikke det videnskabelige forskningsarbejde. Hans omfattende bibliografi indeholder foruden de allerede nævnte følgende vigtige arbejder: On the problem of diffuse brain sclerosis, 1944 (s.m. L. Einarson og A. V. Neel) samt en artikel om behandling af den maniodepressive psykose med lithium. Erik Strömgren indførte denne behandlingsform her i landet 1954 men overlod den videre udforskning til institutionens kolleger. Endvidere udgav han, til dels sammen med medarbejdere, censusstudier over psykiatriske patienter i Danmark, indlagt på hospitalerne henholdsvis 1963, 1969 og 1978, kaldet "fem, ti og femten år senere", dvs. efter undersøgelsernes begyndelse 1958. I samleværket Psvchiatrie der Gegenwart skrev Erik Strömgren afsnittet om Psychiatrische Genetik, 1967. Endelig forfattede han den her i landet normative lærebog i psykiatri, stadig ført up to date, nu i 13. udg. oversat til engelsk. Til forskningsarbejderne må henføres det såkaldte Samsøprojekt, en fuldstændig oversigt over de psykiatriske lidelsers natur og forekomst i et afgrænset øområde, repræsentativt for hele kongeriget. Han var redaktør for Acta Neurologica et Psychiatrica Scandinavica, senere Acta Psychiatrica Scandinavica 1953-81.

Lærdom, all-round kunnen, stringent intellektuel evne sammen med en fornem akademisk fremtræden var de egenskaber der prægede Erik Strömgren som hospitalsleder og forsker. Som videnskabsmand var Erik Strömgren metodisk registrerende, kritisk sondrende og ordnende, med sikkert overblik over tidens faglitteratur, forsigtig over for nytænkning der ikke er solidt underbygget. Den psykologiske side af psykiatrien havde fra tidlig tid hans varme interesse, hvilket dog ikke hindrede ham i, vistnok efterhånden i større grad, at erkende og eftergå de somatologiske og arvemæssige synspunkter. Et af Erik Strömgrens senere skrifter, Contributions to psychiatric epidemiology and genetics, 1968 viser hans dybtgående undersøgelser af disse problemer. Hans altid vågne trang til eksakte, målelige resultater synes i dette arbejde at føre til at han hældte til det sidstnævnte synspunkt.

Erik Strömgren var æresmedlem af Deutsche Gesellschaft für Psychiatrie und Nervenheilkunde og korresponderende medlem af schweiziske, amerikanske, engelske, franske og svenske videnskabelige selskaber. Han modtog 1964 Ernst Carlsens pris, 1973 det danske Odd-fellow-samfunds pris, 1975 Anders Jahres pris og 1976 Kraepelin-medaljen i guld. Han holdt 1965 den årlige Kraepelin-forelæsning ved universitetet i Munchen og 1969 Adolf Meyerforelæsningen i American Psychiatric Association. Æresdoktor ved Lunds universitet 1984.

1979, på hans 70-års-fødselsdag, oprettedes Erik Strömgren-Fonden; den uddeler årligt en medalje til en fremtrædende psykiatrisk forsker.