Erling Olsen

Erling Olsen, Erling Heymann Olsen, 18.4.1927-27.6.2011, minister, økonom. Født i Kbh. (Rigshosp.). O. blev student fra den danske skole i Lund 1945 – forældrene var flygtninge i Sverige. Efter studier ved Kbh.s univ. tog han 1953 eksamen som cand.polit. og var de følgende fem år ansat i finansministeriet (det økonomiske sekretariat), hvorefter han 1958 blev ansat ved Kbh.s univ. som lektor, i 1970 professor. Året efter blev han dr.polit. Fra begyndelsen af 1960erne markerede han sig som socialdemokratisk politiker og var 1964-66 medlem af folketinget valgt i den socialdemokratisk set meget usikre Gentoftekreds. I disse år fortsatte O. sit videnskabelige arbejde og var på grund af sin livlige form en højt estimeret og inciterende lærer. Han var fortsat politisk engageret, skiftede 1970 over til Ryvangkredsen og var 1971-73 igen i folketinget og derefter på ny fra 1975 og frem til 1998. Inden da havde O. forladt det ordinære universitetsarbejde, idet han 1970 af den radikale undervisningsminister Helge Larsen blev udnævnt til rektor for det kommende universitetscenter ved Roskilde. Dermed blev han den der kom til at præge både de ydre rammer og undervisningens form. Hans arbejdskraft, organisatoriske talent og idérigdom havde her fundet et frugtbart arbejdsområde. Støttet af erfaringer fra USA og en bred faglig dækning fik han tilrettelagt den nye projektorienterede undervisning baseret på gruppesamarbejde. Selv blev han 1971 udnævnt til professor ved RUC. Politisk var han ikke på linje med centrets flertal der lå langt til venstre for O.s holdninger også videnskabsteoretisk, og ved det første rektorvalg 1973 fik han ikke stemmer nok til at forblive på lederposten. Han fortsatte dog som professor frem til 1982.Samme år overtog han imidlertid en ny stor organisatorisk opgave, da han blev formand for Hovedstadens trafikråd og gennemførte den rationalisering og sammenlægning af den kollektive trafik der indebar HT-ordningen. Det var tydeligt efter RUC-perioden, at det politiske nu stod i centrum for O. Selv om han fortsat sagde sin mening lige ud - bl.a. gav et forsvar for høje akademikerlønninger genlyd landet over – steg han op i det politiske system og blev 1977 politisk ordfører, 1978 boligminister i ministeriet Anker Jørgensen III (SV-regeringen) og fortsatte på posten i det fjerde ministerium Anker Jørgensen 1979. Som boligminister havde han en central placering i den økonomiske politik: energibesparende foranstaltninger, rentefradragsproblematikken, byggeriets beskæftigelsesforhold, sanering, alt dette havde en afgørende indflydelse på de almene økonomiske tendenser. Det har ikke kunnet undgås, at videre kredse mærkede, at O. også inden for regeringen fremførte opfattelser der ikke umiddelbart blev godtaget. Markant kom det til udtryk i februar 1980 hvor O. tog så stærkt afstand fra et næsten opnået forlig med et flertal i folketinget om en ændring af rentefradragsordningen, at dette forlig bristede. Offentligheden havde ventet, at O.s drastiske udtalelser ville have kostet ham ministerposten, men dette var ikke tilfældet. 1993-94 var han justitsminister i ministeriet Nyrup Rasmussen. O. betragtes almindeligvis som placeret til højre i socialdemokratiet; for en del skyldes dette nok hans konflikt på RUC, og det er værd at mærke sig, at han generelt arbejdede godt sammen med fagbevægelsen. Han afsluttede sin politiske karriere med at være folketingets formand 1994-98.

Såvel videnskabeligt som politisk havde O. et betydeligt forfatterskab. Som økonom skrev han en lang række afhandlinger og artikler. De større bøger dækker både økonomihistorie, -teori og -metode. I 1961 kom lærebogen Danmarks økonomiske historie siden 1750 der bærer præg af en sikker beherskelse af det omfattende stof, men i sin hårde systematik svækker de almene udviklingslinjer. Hans behandling af perioden 1914-31 i Dansk pengehistorie II, 1968, viser imidlertid, at han beherskede kunsten at skabe sammenhænge i et kompliceret stof. Det samme er tilfældet i disputatsen International trade theory and regional income differences. United States 1880-1950, 1971 der behandler hovedteorierne om den internationale handel, opstiller selvstændige modeller og på frugtbar måde søger at anvende dem på USAs regioner for derved at vise hvor svag handelen er, når det gælder at udligne regionale forskelle, erfaringer som senere er bekræftet inden for EF. Den statistiske analyse af det historiske materiale, som lå til grund for modellerne, afslørede dog betydelige svagheder. Som politisk skribent skrev O. sammen med partifællen og folketingskollegaen Robert Pedersen Fremskridtspartiet – ikke realistisk – ikke sympatisk, 1976 der ud fra samfundsvidenskabelige kriterier angriber partiets ideologi. I Den barberede Marx, 1979, søgte O. at vise, både at det danske socialdemokrati ikke er marxistisk i sine teorier, og at Marx' ideer ikke er praktisable i dag. 2010 blev han æresdoktor ved Roskilde Universitet.