Ernst Goldschmidt

Ernst Goldschmidt, Ernst Ludvig Goldschmidt, 12.1.1879-31.3.1959, maler, kunsthistoriker. Født i Kbh. (Mos.), død på Rigshosp., Kbh., urne i Gentofte (fællesgrav, Mariebjerg kgd.). G. blev sat i handelslære, dimitteredes fra S. Vermehrens tegneskole til kunstakademiet og søgte dette som elev febr. 1900-april 1903 samtidig med at han arbejdede i forretning. Derefter gik han på Zahrtmanns skole vinteren 1903-04 og nov.-dec. 1904. Han udstillede på Afviste kunstneres udstilling 1905, Charlottenborg forårsudstilling 1906, tilhørte Den frie udstilling 1907-13, men deltog i udvandringen herfra og stiftelsen af Grønningen 1915, hvor han siden var aktivt medlem. Han har endvidere udstillet i München 1913, Göteborg 1923, på Unionalerne i Stockholm 1927 og Kbh. 1931, Ung dansk kunst 1910, Moderne dansk kunst 1925, kunststævnet i Forum 1929, de danske udstillinger i Stockholm 1919 og USA 1927; separatudstilling i Kunstforeningen 1920. G. hørte til den vennekreds af unge malere der henimod 1910 fik betydning som en slags førere og gennembrudsmænd for nye, fra Frankrig stammende strømninger inden for malerkunsten. Han havde sit første studieophold i Paris 1906 (sammen med H. Giersing, Sig. Swane og Karl Isakson). Senere har han rejst i de fleste europæiske lande af betydning for det kunsthistoriske studium, og i Frankrig, hvor han har haft bopæl i en årrække, besøgt de fleste byer hvor der findes museer. Tidligt begyndte han at levere kunstkritiske artikler til skandinaviske blade og tidsskrifter. Han udgav Det nye Kunstblad (1910-11) og blev som Politikens (i perioder faste) anmelder kendt for sin stadige, hvasse opposition og som talsmand for ung dansk og moderne fransk kunst (medstifter af Foreningen fransk kunst 1918). Som maler var han impressionist, malede især landskaber med høj himmel og vid udsigt, desuden interiører med figurer og portrætter (forfatteren Sven Lange), og han vedblev at male ved siden af sin skribentvirksomhed. Som kunsthistorisk forfatter forfulgte han især sine malerinteresser i fremstillingen af stoffet, samtidig med, at dette var studeret med fuld videnskabelig grundighed. Han var en sleben stilist der efter fransk forbillede lagde vægt på sprogets elegance og evne til billedligt at omskrive de æstetiske momenter der var hans hovedinteresse. På grundlag af selvsyn og indgående kildestudier skrev han Frankrigs Malerkunst, dens Farve, dens Historie I–VIII + 1 supplementsbind, 1914-53. Tillige har han udgivet Dix eauxfortes de Oluf Hartmann med tekst, 1912 og Le peintre Pierre Subleyras, 1925, endvidere en biografi om Jean-Baptiste-Siméon Chardin, skrevet i Stockholm under 2. verdenskrig. Dansk udgave 1947. – I Fåborg museum hans bedste maleri Ved Viadukten.