Ernst Heintze, Josias Friedrich Ernst Heintze, 22.9.1800-26.1.1867, friherre, amtmand. Født på Schwarzenbeck ved Kiel, død på Niendorf ved Lübeck, begravet sst. H. studerede i Kiel og Göttingen og tog 1822 juridisk eksamen i Glückstadt. 1823 blev han auskultant ved overretten i Slesvig og 1829 medlem af den. 1834–45 var han medlem af regeringen på Gottorp, og sidstnævnte år udnævntes han til amtmand over Bordesholm, Kiel og Kronshagen amter, 1846–48 var han tillige amtmand over Neumünster amt og fra 1845 kgl. kommissær for de holstenske baner. Under krigen forblev han loyal mod den danske regering. Han blev medlem af fællesregeringen under Carl Moltke ved våbenstilstanden 1848 og var fra 12.10.s.å. til april 1849 medlem af den nye fællesregering under Th. Reventlow-Jersbeck og 2.2.1851-marts 1852 medlem af den øverste civilbestyrelse for Holsten under Adolf Blome hvor han bestyrede indenrigsdepartementet. 1852–55 beklædte han på ny sin amtmandspost, og 1859 var han en kort tid designeret til holstensk minister. – H. arvede 1832 godserne Niendorf og Reecke efter faderen, oprettede 1841 det H.ske forlods og ophøjedes 31.12.s.å. i friherrestanden. – Kammerherre 1836. Gehejmekonferensråd 1863.

Familie

Forældre: dr.jur. & med. Friedrich Adolph v. H.-Weisserode til Schwarzenbeck, Niendorf og Reecke (1768–1832) og Henriette Friederike Christiane Blome (1775–1845). -30.9.1823 i Slesvig med komtesse Elisabeth Cornelia Reventlow, født 28.8.1804 på Kaltenhof, død 1.5.1893 på Niendorf, d. af greve, generalmajor Henrik R. til Wittenberg, Kaltenhof og Åkær (1763–1848) og grevinde Anna Sophie Baudissin (1778–1853).

Udnævnelser

R. 1840. DM. 1842. K. 1846.

Ikonografi

Barneportræt på familiebillede 1803 af F. C. Gröger. Portrætteret på W. Heuers litografi af den slesvigholstenske regering, 1848. Silhouet (stadsbiblioteket, Dortmund).

Bibliografi

Chronik des Geschlechts Heintze, udg. Else Heintze, Hannover-Dohren 1926 28 84.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig