Ernst Leberecht v. Arnstedt, 22.4.1706-10.5.1791, officer. Født på Brumby ved Nordgermersleben, Preussen, død i Grossenhain, Kursachsen, begravet sst. Ifølge Claude Louis de Saint-Germains projekt til den danske hærs omdannelse – forelagt kongen i marts 1763 – skulle de preussiske administrationsprincipper anvendes i størst mulig udstrækning. For at indføre denne indkaldtes A. der havde været generalintendant i den preussiske hær marts 1764 og udnævntes til generalløjtnant og i sept. til kommandør for kronprinsens regiment (ved tronskiftet 1766: kongens regiment). April 1765 blev han deputeret i general-krigsdirektoriet der var trådt i stedet for krigs-kancelliet og generalkommissariatet, og da Saint-Germain kort efter tronskiftet måtte træde tilbage og direktoriet ændredes til Vort høje Krigsraad blev A. medlem af dette. Kort efter oprettelsen deltes krigsrådet i to kollegier: høje krigsråd for kommandoen og landetatsgeneralkommissariatet for administrationen. For dette sidste blev A. præsident og på hans forslag angående fodfolkets nyordning resolverede kongen at dette skulle tages til rettesnor. I foråret 1767 fremsatte han sit betydningsfulde forslag til billigere og fastere økonomi i og omdannelse af hæren fra en hovedsagelig hvervet og af udlændinge bestående til en hovedsagelig national udskreven hær; men først syv år senere skulle denne tanke blive til virkelighed. A.s forslag "knækkede halsen på ham". En halv snes dage efter dets fremkomst blev han afskediget – dog med en rundelig pension på 1220 rdl.

Familie

Forældre: kgl. preuss. landkommissær Philipp Christian v. A. til Brumby og Hornhausen (1665–1716) og Felicitas v. Veltheim (1672–1749). Gift 1. gang med grevinde Maria Barbara Finck v. Finckenstein, født ca. 1710, død 27.10.1748, d. af grev Ludwig Ernst F. v. F. (død 1715) og Maria Helene F. v. F. (død 1713, gift 1. gang med Achatius Ernst v. Kreytzen). Gift 2. gang med Christiane Juliane Leisching, født 9.3.1723 i Krimmitschau, død 15.6.1798 i Lauenburg, d. af sognepræst, diakonus Christian Andreas L. (1683–1757) og Martha Maria Schmidt (1701–52).

Udnævnelser

Hv. R. 1766.

Bibliografi

K. C. Rockstroh: Udviklingen af den nationale hær III, 1926.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig