Faktaboks

Ester Talke Boserup

Ester Boserup

Ester Boserup blev student 1929, studerede statsvidenskab og tilsluttede sig datidens venstresocialistiske bevægelse, dyrkede marxistisk teori og var 1931–32 redaktør af den skandinaviske udgave af Monde (fra 1932 Plan). 1935 blev Boserup cand. polit. og året efter ansat i nationalbankens valutakontor (senere valutacentralen og direktoratet for vareforsyning). Her virkede hun fra 1940–47 som kontorchef (udnævnt 1942) i en central position som leder af institutionens sekretariat. 1947–57 var Boserup forskningsmedarbejder hos professor Gunnar Myrdal i Geneve ved FN's økonomiske kommission for Europa. Hun var senere medarbejder ved Myrdals værk Asian Drama (udgivet 1968) og opholdt sig i længere perioder 1957–59 i Indien og 1964–65 i Senegal.

Boserup arbejdede efter 1957 selvstændigt med økonomisk forskning og løst forskellige opgaver for danske og internationale institutioner. Her i landet arbejdede hun for landsplanudvalget, var formand for socialforskningsrådets landbrugsudvalg og rådet for Instituttet for udviklingsforskning. 1973-75 var hun medlem af planlægningsrådet for forskningen. I det internationale arbejde deltog hun i ledelse af ekspertgrupper knyttet til FAO og Verdensbanken samt var formand for International social science counsil's projekt for udviklingsbistand 1966-69. og medlem af FN's ekspertkomité for udviklingsplanlægning 1972-80. 1975 var hun medlem af den danske delegation til kvindekongressen i Mexico. Boserups omfattende videnskabelige arbejde var båret oppe af et kosmopolitisk socialt engagement der bl.a. gav sig udtryk i en særlig interesse for kvindernes stilling i forskellige lande og deres afgørende betydning for udviklingsprocessen. 1979-85 var hun således medlem af FN's forsknings- og uddannelsesinstitut for kvinder og 1982-85 af EF's rådgivende komité for udviklingspolitik.

Foruden artikler i Nationaløkonomisk Tidsskrift og andre danske og internationale fagtidsskrifter skrev Boserup bl.a. The Conditions of Agricultural Growth, 1965 (spansk udg. 1967, fransk udg. 1970, svensk udg. 1973, japansk udg. 1975); Woman's Role in Economic Development,1970 (svensk udg. 1971, dansk udg. Kvinde i uland, 1974, italiensk udg. 1982, tysk og fransk udg. 1983, indonesisk udg. 1984, spansk udg. 1993). Sammen med I. Sachs udgav hun Foreign aid to newly indepent Countries, 1971. I værket Population and Technological Change, 1981, fremhæves samspillet mellem befolkningsvækst og teknologi. Tildelt Jens Rosenkjærprisen 1970, Tagea Brandts rejselegat 1978, Award, Association for Women in Development 1992. Boserup blev æresdoktor ved Landbohøjskolen i Wageningen, Holland 1978, ved Københavns universitet 1979 og ved Browns University, Rhodes Island 1985.

Familie

Forældre: direktør Holger Victor Børgesen (1874–1912) og damefrisør Talke Margrethe Cathrine Hansen (1876–1952). Gift 5.9.1931 på Frbg. (b.v.) med professor Mogens B., født 28.8.1910 i Fakse, død 12.1.1978 i Kbh., s. af købmand C. J. B. (1879–1966) og oversygeplejerske Julie Annette Clausen Lund (1878–1961).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Berl. tid., 14.11.1975.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig