F.J. Billeskov Jansen

F.J. Billeskov Jansen, Frederik Julius Billeskov Jansen, 30.9.1907-21.6.2002, litteraturforsker. F.J. Billeskov Jansen blev student fra Herlufholm 1926 og cand.mag. i dansk og fransk fra Københavns universitet 1932. Efter nogle års virke som lærer i fransk (Zahles faglærerindekursus 1932–38) og dansk (Hærens officersskole 1935–38) samt som undervisningsassistent i begge fag ved Københavns universitet 1935–38 var han dansk lektor ved Sorbonne-universitetet 1938–41. 1941 udnævntes han til docent, 1946 til professor i dansk litteratur ved Københavns universitet. Afgået p.g.a. alder 1977.

F.J. Billeskov Jansens interesser var tidligt vendt mod fransk litteratur: et studieophold i Frankrig 1928 førte til afhandlingen L'héroïsme chez Comeille i Edda, 1932, fulgt af Sources vives de la pensée de Montaigne, 1935. Senere, som led i arbejdet på udgivelsen af Kingos Samlede Skrifter hvori han siden deltog (1939–74), fulgte afhandlinger om bl.a. Kingos topografisk-historiske digtning, 1935. 1936 vandt han Københavns universitets guldmedalje for en afhandling om De litterære Forudsætninger for Holbergs moralske Skrifter, hvis titel antyder stofafgrænsning og synspunkt for hovedparten af hans livslange Holberg-studium. Næste trin var den store komparative studie over Holberg som Epigrammatiker og Essayist, 1938–39 hvis første bind gav ham den filosofiske doktorgrad 1938; F.J. Billeskov Jansen kortlægger her med minutiøs grundighed Holbergs forudsætninger og kilder i europæisk epigramdigtning og essayistik og giver samtidig et detaljeret billede af Holbergs tankeverden.

De fortsatte Holberg-studier afsatte dels et antal kortere afhandlinger, dels en række højst værdifulde kommenterede tekstudgaver: i første omgang af Moralske Tanker 1943, Holbergs Memoirer, samme år, og ikke mindst Epistler, 1944–54, der med sine kommentarer og registre fungerer som vor største håndbog i Holbergs tankeverden; efter populære og pædagogiske udgaver af især komedierne fulgte Værker i 12 bind, 1969–71, med sigte på et bredere publikum. F.J. Billeskov Jansen stod snart som tidens fremmeste Holbergforsker; 1958 modtog han Holberg-medaljen. Han var formand for Holberg-samfundet 1959-85. Det antydede forløb, fra akademiske skrifter til publikationer for en bredere offentlighed, kan ses som en almindelig tendens i F.J. Billeskov Jansens virksomhed; vendepunktet ligger omkring 1950.

I Poetik I-II, 1941–45 (fransk udgave 1948) videreudvikler han det i disputatsen etablerede system af æstetisk-psykologiske kategorier og opstiller på dette grundlag en teori om digterværkets væsen og den æstetiske analyses principper; med sin autonome, strukturelle litteraturopfattelse der var omstridt, kan værket ses som en tidlig pendant til den angelsaksiske nykritik. På tankerne i Poetik bygger Danmarks Digtekunst (foreløbig 3 bind 1944–58) der utraditionelt anskuer poesihistorien som en æstetisk disciplin, isolerer poesiens historie fra den almindelige litteratur-, idé- og kulturhistorie og underbetoner de da gængse biografiske forklaringsmodeller til fordel for genrehistoriske. Metoden kommer til fuld udfoldelse i bind II, 1947, om det genrebevidste 1700-tal; i bind III, 1958, sker med den begyndende opgivelse af det genrehistoriske kompositionsprincip og den øgede vægt på idéhistorien en første tilnærmelse til litteraturhistorieskrivningens tradition som kommer klart frem både i Dansk Litteraturhistorie, 1964–66, hvortil F.J. Billeskov Jansen skrev kapitlet om 1890–1920 og et fortrinligt afsnit om 1700-tallet (i ny udg. 1976–77 behandler F.J. Billeskov Jansen hele perioden før 1800) og siden i Verdenslitteraturhistorie, 1971–74 som han (med-)redigerede og bidrog til med bindet om oplysningstiden 1700–1750.

Blandt F.J. Billeskov Jansens forskningsemner må efter Holberg nævnes Kierkegaard; også her går analyse og tekstudgivelse hånd i hånd, men nu med akademiske og mere populære skrifter i en samtidig bevægelse: efter den populære Hvordan skal vi studere Kierkegaard?, 1949, analyseres i Studier i Søren Kierkegaards litterære Kunst, 1951, kompositions- og stilformer under et genresynspunkt; hertil knytter sig Værker i Udvalg I-IV, 1950, der med sine originale kommentarer sigter mod nye Kierkegaard-læsere. F.J. Billeskov Jansen sigtede overhovedet som udgiver i stigende grad mod at bringe solide standardværker ud til en stor læserkreds; hans største indsats på dette felt er måske den righoldige antologi Den danske Lyrik I-IV, 1961–66 (ny forøget udgave I-V, 1986-87) der med tekstkritiske oplysninger, indledninger og ordforklaringer samler den danske lyriske tradition.

Op mod 1950 indledte F.J. Billeskov Jansen et ikke-litteraturvidenskabeligt forfatterskab idet han i essays og kronikker (udvalg: Inderlighed og Klarhed, 1948 og Naturen, Menneskene og Bøgerne, 1951) ikke blot drøftede sit fag, men også emner af psykologisk og almen livsfilosofisk art. I arbejdet for udbredelsen af kendskab til dansk litterær kultur, herunder litteraturforskning, spillede F.J. Billeskov Jansen en vigtig rolle som initiativtager og organisator: som stifter (sammen med Jens Kruuse) og redaktør (1943–50) af tidsskriftet Orbis litterarum, i styrelsen for talrige litterære og kulturelle selskaber, fra 1967 som medlem af Det danske akademi; flere danske litteraturhistorier og antologier på de europæiske hovedsprog er blevet til under hans medvirken. Af hans senere værker kan nævnes Liv og lærdom. Kapitler af dansk videnskabs historie, 1983, og Læsefrugter: fra et langt livs erfaringer med litteraturen, 1995, der er blevet karakteriseret som en litterær-faglig selvbiografi. Desuden har F.J. Billeskov Jansen behandlet Gustav Wied og hans forfatterskab i Gustav Wied. Den mangfoldige digter, 1997. Hans to sidste bøger blev Nordiske strejftog, 1998, der indeholder artikler om skandinavisk litteratur, og Ludvig Holberg og menneskerettighederne, 1999, der er en samling af hans ældre og yngre Holberg-studier.

De fleste af F.J. Billeskov Jansens studier drejer sig således om den ældre litteratur, med et tyngdepunkt i det danske 1700-tal og dets forudsætninger i europæisk, især fransk litteratur; man har villet se en sammenhæng mellem dette foretrukne studieområde og en vis disposition hos ham for orden og køligt overblik. Som genrekomparatist, i fortsættelse af sin lærer Paul V. Rubows bestræbelser, og ved at anlægge strukturelle synspunkter i et opbrud fra tidens herskende historiskrelativistiske tænkemåde brød han nye veje. Med tiden er han i stigende grad kommet til at stå som traditionens nidkære vogter.