F.J. v. Dewitz

F.J. v. Dewitz, Franz Joachim v. Dewitz, 17.10.1666-9.9.1719, officer, diplomat. Død på Frederiksgave, begravet i Sønderby k. v. D. begyndte sin løbebane i dansk tjeneste som page ved hoffet men formedelst nogle ungdommelige letsindigheder blev han meget tidligt sendt til udlandet hvor han i kejserlig tjeneste deltog i krigen mod tyrkerne. 1688 blev han løjtnant i et dansk rytterregiment og deltog 1689-98 i kampene i Irland og Flandern, fra 1691 som ritmester, 1693 major, 1697 oberstløjtnant. Fra 1701 (som oberst) til 1709 deltog han i krigene i Flandern m.m. og blev såret 1704 ved Höckstädt. 1706 blev han brigader, 1709, på Mariboroughs indstilling og ved et springavancement, generalmajor. S.å. blev han hjemkaldt og kom i dec, efter kort tids tjeneste i Holsten, til hæren i Skåne hvor han hurtigt blev overgeneralen, Christian Ditlev Reventlows højre hånd. Han viste straks her sine fortrinlige føreregenskaber: klart overblik over kampforhold, offensiv rytterånd, højt moralsk mod og selvtillid, energisk, målbevidst ledelse af sine regimenter under kampen, v. D. er, skriver Reventlow om ham til kongen, "l'unique homme de tête qui m'est donné å l'armée", og en anden gang: "Der [Chr.] Rodsteen ist ein braver Kerl; hat aber nicht die Capacität von D., welcher gewisz eine Sache so wohl als Jemanden anzuordnen und zu regulieren weisz, und ein Mann, auf den man weiter reflectieren sollte ... und ferm in dem, was er gouverniert". I slaget ved Helsingborg 10.3.1710 kommanderede v. D. venstre fløjs to træfninger. Da Rantzau var blevet hårdt såret blev overkommandoen overdraget til v. D. skønt han var den yngste af generalmajorerne, og med energi og omtanke ordnede han forsvaret af Helsingborg og afslog Stenbocks opfordring til overgivelse. I et krigsråd natten til den 13. var stemningen delt med hensyn til om byen skulle holdes, men på forespørgsel resolverede kongen at den skulle rømmes, hvilket skete de følgende dage. De syge og sårede overførtes alle til Sjælland, hestene blev stukket ned, magasinbeholdningerne ødelagdes, og 15.3 kl. 21.00 forlod v. D. som den sidste byen. Kongen påtænkte at lade foretage undersøgelse af regimenternes og de højere officerers forhold under slaget og rådførte sig bl.a. med v. D. herom og ønskede forslag af ham til kommissorium. For at undgå stridigheder og splid frarådede v. D. imidlertid indstændigt at den ene general skulle udtale sig om den anden, det ene regiments personale om det andets. Kongen fulgte hans råd. Han blev hvid ridder men til sin skuffelse først n.å. generalløjtnant.

Vinteren 1711-12 var v. D. med til at udarbejde felttogsplan i forbindelse med de allierede. Ved Gadebusch 1712 kommanderede han højre fløjs rytteri og førte det fortrinligt. Det siges at han havde opponeret skarpt mod den af Jobst Scholten udsete mindre heldige kampplads. Dette er måske rigtigt men disse to generaler arbejdede fortræffeligt sammen i de følgende år. Efter slaget førte v. D. de mindst medtagne danske og sachsiske rytterregimenter mod øst til forening med den russiske hær. Han rådede indstændigt zaren til angreb på den svenske hær der gik op i Holsten men kun tøvende fulgte zaren rådet. S.å. blev han general af kavaleriet. Sommeren 1713 sendtes v. D. som ekstraordinær gesandt til Berlin for at arbejde for Preussens tilslutning til den videre kamp mod Sverige og Holsten-Gottorp. Han var dog endnu for meget soldat til det diplomatiske hverv. Hans plumpe og af mange års feltliv og gigt hærgede skikkelse skaffede ham øgenavnet "Sancho Panza", og han bad om at blive hjemkaldt da han "ikke kunde taale at drikke saa meget" som nødvendigt var ved Friedrich Wilhelms hof. Efteråret 1714 deltog han i den foreløbige udarbejdelse af felttogsplanen for 1715, og om foråret n.å. udsendtes han som "Ministre plénipotentiaire" for at opnå Preussens og Hannovers deltagelse i krigen. Særlig af Preussens tilslutning til en kraftig krigsføring lovede han sig meget, mens han ikke ventede synderligt fra zarens side. Han løste sine hverv særdeles godt skønt de andre diplomater vedblivende morede sig en del på hans bekostning. Resultatet af hans arbejde blev traktaten i Schwedt maj 1715 om samlet angreb på svenskerne syd for Østersøen.

Efter at have deltaget i udarbejdelsen af den fælles plan for felttoget 1715 ledede han med held de stadig løbende militær-politiske forhandlinger med de allierede. Ved erobringen af Rügen kommanderede han det samlede rytteri og førte personlig det angreb hvori Karl XII blev såret. v. D. blev generalguvernør i Stralsund m.m. og kongen skænkede ham en juvel af 6.000 rdl.s værdi. Fra marts n.å. ledede han belejringen af Wismar, og skønt stærkt lidende af stensmerter m.m. gennemførte han foretagendet. Wismars besættelse førte til en voldsom strid med chefen for det i sidste øjeblik indtrufne russiske korps da v. D. ikke ville tillade russerne at tage del i besættelsen. Dette vakte zarens stærkeste forbitrelse mod og et dybt nag til v. D. der af politisk klogskab gav det udseende af at han handlede på egen hånd, uden kongens bemyndigelse. Zaren beklagede sig i stærke udtryk til kongen der dog godkendte v. D.s handling. For ikke at irritere zaren yderligere bad v. D. sig fritaget for samarbejde med denne og hans mænd på angrebsplanen mod Skåne s.å.; men kongen holdt på at han skulle blive, og at han skulle tage del i felttoget hvorfor v. D. gjorde sit muligste for at afvende zarens vrede. Da angrebet blev opgivet og en tilnærmelse til England forsøgt forhandlede v. D. sammen med Johan Georg v. Holstein med de engelske udsendinge i Kbh. Uvist af hvilken grund godkendte Fr. IV ikke resultatet, hvad v. D. bebrejdede kongen i sit indlæg i den "store Voterin" 1718. Her rådede han kongen til nu endelig at tage en beslutning: selv en dårlig beslutning er bedre end slet ingen. I rådslagningerne 1717 om et dansk-engelsk angreb på svenske orlogshavne og en dansk ekspedition mod Gotland deltog han sammen med general Scholten.

Febr. 1719 forelagde overkrigssekretær Gabel på kongens vegne projekt om et felttog mod det vestlige Sverige, navnlig angreb på Göteborg. Konseilet gav det fuld tilslutning men de to generaler afviste skarpt muligheden for at indtage Göteborg og holdt i stedet på et stort anlagt angreb på Skåne. Kort efter rejste v. D., skønt syg og "ganske kontrakt af Podagra og Kiragra" som kongen skriver, til Kbh. og rådede kongen til tilslutning til zaren. Kongen havde imidlertid sat sin lid til kong Georg og tog v. D. denne henvendelse meget fortrydeligt op. Uagtet v. D. i febr. havde afvist tanken om belejring af Göteborg, ses det dog at han ved et senere besøg i Kbh. har talt med Gabel derom og synes at have stillet sig til rådighed under en eller anden form når hans helbred efter en kur i Wiesbaden havde bedret sig, og fra dette kursted holdt han sig sommeren 1719 i forbindelse med Gabel. Efter et tilbagefald kom han nogenlunde til kræfter men nåede først hjem efter kongens og Gabels afrejse til Norge til felttogets gennemførelse og kort efter døde han. Som sin morbror og svigerfar havde v. D. valgt Danmark, og i mere end en menneskealder og i et betydningsfuldt og vanskeligt tidsrum havde han som soldat og diplomat ydet sit nye land særdeles værdifuld tjeneste. Fra 1701 ejede han Hindsgavl, fra 1707 Frederiksgave. - En bror, Ulrik Otto v. Dewitz, født 14.6.1671, død 5.8.1723, kom 1689 i dansk tjeneste, men kæmpede mest i udenlandsk, således 1709 som chef for det danske kyradsérregiment i kejserligt sold. 1711 deltog han som dansk officer ved Gadebusch. Afsked 1719 som generalløjtnant. Hv. R. 1719. - (F.J.v.D) Gehejmeråd 1713.