Ferdinand Braun

Ferdinand Braun, Ferdinand Albrecht Braun, 7.9.1756-19.12.1813, søofficer. Født i Fredensborg, død på Frederiks hospital i Kbh., begravet på Holmens kgd. B. blev kadet 1765, sekondløjtnant 1774, premierløjtnant 1781, kaptajnløjtnant 1788 og kaptajn 1796. 1780–81 var han med orlogsskibet Indfødsretten på konvojrejse til Kapstaden, 1794–95 chef for briggen Nidelven og 1797–98 chef for fregatten Iris, begge til Vestindien. 1801 var han chef for blokskibet Dannebrog, 60 kanoner, hvor Olfert Fischer havde hejst sin stander indtil skibet blev skudt i brand. Under slaget var Dannebrog særlig engageret af lord Nelsons admiralskib Elephant, 74 kanoner, Glatton, 54 kanoner, og Ganges, 74 kanoner. Da der efter ca. halvanden times kamp udbrød ild i Dannebrog flyttede Olfert Fischer sin stander til linieskibet Holsten medens B. endnu i nogen tid fortsatte kampen indtil han hårdt såret måtte overgive kommandoen til næstkommanderende, kaptajn Lemming. Kl. 12.30, da der kun var tre brugelige kanoner strøg Lemming flaget efter at have sendt ca. 150 mand i land medens de øvrige blev fanger. Dannebrog drev brændende nordpå og sprang i luften kl. 16.45 lidt nord for Trekroner. B. der mistede højre hånd som følge af sine sår modtog n.å. erindringsmedaljen i guld. Han afskediges 1802 med fuld gage i pension og kommandørkaptajns karakter. Han var 1787 formand i Sølieutnantselskabet.

Familie

Forældre: justitsråd, livkirurg Simon Gottfried B. (1702–72) og Frederikke Lovise Gundelach (ca. 1717–67). Ugift.

Ikonografi

Silhouet af Limprecht (Kgl. bibl.). Stik af J. Rieter, kopieret 1848 i litograferet mindeblad for 1801 og i træsnit af H. P. Hansen, 1873.

Bibliografi

P. C. Bundesen i Tidsskr. for søvæsen LXXII, 1901.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig