Ferdinand Tutein

Ferdinand Tutein, Frederik Christian Ferdinand Tutein, 17.11.1830-25.9.1912, politiker, godsejer. Født på Marienborg, Møn, død i Randers, urne på Bispebjerg kgd. T. gik til søs som 16-årig, deltog i krigen 1848 som frivillig herregårdsskytte, blev student 1849, privat dimitteret, læste jura nogle år, var ansat på et handelskontor, drev 1861-65 en fiskeeksportforretning i Skagen og købte 1865 Høgholt hovedgård i Hørmested, Vendsyssel. Han byggede hovedbygningen om, anlagde et stort bibliotek og var en driftig landmand der 1887-94 var formand for Hjørring amts landboforening og sad i bestyrelsen for de forenede jyske landboforeninger 1890-93 og for landhusholdningsselskabet 1889-95. Politisk tilhørte han de nationalliberale og var medlem af rigsrådets folketing 1864-66. Ved junivalget 1866 indvalgtes han i folketinget i Frederikshavnkredsen, stemte for den reviderede grundlov, men faldt ved oktober-valget s.å. Modsat flertallet af nationalliberale sluttede han sig efter 1870 til venstre og stod C. Berg nær. Han tog ledende del i den til tider voldsomme venstreagitation i Vendsyssel og repræsenterede 1887-93 Nørre Sundby-kredsen i folketinget. Allerede 1888 var han blandt de forhand.lingsvillige "limfjordspolitikere" og gik over til Frede Bojsen, men måtte pga. sygdom opgive rigsdagsarbejdet Og nedlagde sit mandat 1893. Han søgte 1898 forgæves valg i Nørre Sundby og nærmede sig i sine sidste år socialdemokratiet. Økonomiske vanskeligheder tvang ham 1899 til at sælge Høgholt. Fra 1903 var han klasselotterikollektør i Randers. Han var et godt, men uroligt hoved hvis ekscentricitet hans svigersøn Gustav Wied har benyttet i personskildringer hist og her i sine bøger. – T. var 1866 medstifter af dansk forening for lystsejlads, senere kgl. dansk yachtklub, og dens formand de første tre år.

Familie

Forældre: godsejer P. A. T. (1797– 1885) og Anna Eckardt (1810-87). Gift 24.3.1862 i Hørmested med Jensine Christine Ørtoft, født 24.5.1840 i Dronninglund, død 30.3.1908 i Randers (gift 1. gang 1858 med gravør Oluf Elifsen Vedfald, gift 1. gang med Mette Kirstine Larsdatter (Damgaard), 1806-58), d. af urmager i Dronninglund, senere i Sæby Jørgen Christensen Ø. (1800-tidligst 60, gift 2. gang 1855 med Marie Caroline Petersen, født 1829) og Elisabeth Jensdatter (1814-50).

Ikonografi

Afbildet på mal. af fem børn fra Marienborg af A. Schiøtt ca. 1840, brændt men bevaret i to kopier, den ene måske af Schiøtt selv. Litografi af I. W. Tegner, 1890, efter foto. Tegn. af Knud Gamborg, 1890, og udateret (begge Fr.borg). Foto.

Bibliografi

N. P. Madsen-Mygdal: Politiske oplevelser, 1912 103– 08. Vendsyssel tid. 26.9.1912. Socialdemokraten for Randers og omegn s.d. Politiken 27.9. s.å. Thomas Larsen: En gennembrudstid II, 1922. Aug. F. Schmidt i Ålborg stiftstid. 7.8.1955. Danske slotte og herregårde, 2. udg. red. Aage Roussell X, 1966 224f.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig