Fini Henriques

Fini Henriques, Valdemar Fini (døbt Finni) Henriques, 20.12.1867-27.10.1940, komponist, violinist. Født på Frbg, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). H. var som dreng en uregerlig krabat der kun havde liden sans for de kundskabskilder skolen åbnede ham adgang til. De gaver naturen på et bestemt felt havde benådet ham med fremviste han imidlertid frejdigt gennem stile- og læsebøgernes mylder af nodetegn og kompositoriske småudkast, såvel som derved at regnekunsten var et lukket land for ham indtil de forskellige talstørrelser, brøker o.lign. blev omsat i nodeværdier. H.s naturbegavelse, hans stærke og frodige musiker- og gøglersind, det glimt af geni der fængslede i hans musikalske kunstnergerning, viste sig tidligt og blev straks bestemmende for drengens livsskæbne. Hans barndom og tidligste ungdom må nærmest karakteriseres som vidunderbarnets om end virkefeltet indskrænkede sig til snævrere, mere private kredse. Hans medfødte evne, både som instrumentalist og komponist, slog hurtigt igennem. Han fik sin første klaverundervisning hos sin mor hvorefter han fortsatte hos den tyskfødte musiklærer Friedrich Hess. Efter at Niels W. Gade, der nærede varm interesse for drengen, havde frarådet ham at gå ind på Det kgl. musikkonservatorium, kom han i lære hos så betydelige kunstnere og pædagoger som violinisten Valdemar Tofte og kgl. kapelmester Johan Svendsen. For H. var dog dette kun en optakt til den karriere, den udvikling, som han tyve år gammel higede mod, og som han mente ventede ham i Berlin. Her fik han (1888–91) i den berømte Hochschule für Musik ingen ringere end Joseph Joachim som lærer i violinspil og studerede i øvrigt hos W. Bargiel og Hertel. Efter tre indholdsrige studieår drog han tilbage til Kbh., fik 1891 det Anckerske legat og rejste derefter på ny et år til Tyskland og Østrig. Hjemkommen konkurrerede han sig 1892 ind i Det kgl. kapel, først som bratschist, senere som violinist, en virksomhed han dog 1896 opgav til fordel for et frit liv som komponist, pædagog og koncertspiller hvad der passede adskilligt bedre for hans levende og impulsive naturel.

For H. som violinspiller betød studieårene hos mesteren Joachim der personligt sad inde med store traditioner, ikke mindst på Wienerklassicismens område, overordentlig meget, hvilket straks prægede den unge kunstners inspirerede og varme fortolkning af de Mozartske og Beethovenske værker. H.s store kærlighed som udøvende kunstner blev dog i første række kammermusikken, et område på hvilket hele hans spirituelle og inderligt oplevede fortolkningsevne udfoldede sig fuldtud. Han dannede sin egen strygekvartet og stiftede kammermusikforeningen Musiksamfundet hvis formand han var til 1931; i øvrigt koncerterede han både som solist, kammermusikspiller og dirigent talrige gange i de nordiske lande såvel som i Paris, Berlin, London o.fl.st. Under Vilhelm Herolds ledelse af Dagmarteatret som operascene (1910–11) virkede H. som kapelmester. Med sin artistiske verve, sit spillende lune og sin store følsomhed blev han dog gennem åringer især den hejt skattede fortolker af egne værker, det være sig violin- eller klaverkompositioner.

Inden for H.s produktion som skabende musiker er en række korte aforistiske karakterstykker, dels for klaver, dels for klaver og violin, i ganske særlig grad udtryk for noget centralt i hans hele kunstnerpersonlighed med den stærke og lykkelige inspiration, skarpe opfattelse, næsten sigøjneragtige gøglersind og ejendommelige naive umiddelbarhed som i sine mest geniale glimt føles beslægtet med H. C. Andersens eventyrstil. Blandt disse værker, der har gjort H. til en af de folkekæreste danske komponister, må især nævnes Aphorismer, Melodiske Profiler og Billedbogen, alle træfsikre musikminiaturer med emner fra børneverdenen, fortalt såvel for store som for små. Inden for de større musikformer har H. ganske særligt kastet sig over teater- og kammermusik. Han førte her som ægte romantiker de danske traditioner fra Gade – Hartmann – Heiseperioden videre med nye impulser, dels fra Wagner, dels fra den yngre franske skole. Hans melodik er varm og strålende uden at forfalde til fad sødladenhed, hans harmonik karakteristisk gennem en til tider lovlig stærk gentagen speciel brug af kromatiske vendinger. Det ædleste udtryk for H.s genialt begavede, frodige musikersind finder man i hans musik til Holger Drachmanns melodrama Vølund Smed (Det kgl. teater 13.3.1898) og til balletten Den lille Havfrue (Det kgl. teater 26.12.1909). Desuden har han komponeret musik til en række skuespil, som fx Prinsessen og det halve Kongerige (Casino 26.12.1908), Prinsessen der spandt (Dagmarteatret 1.9.1908), Carl Ewalds Canta (Det kgl. teater 19.1.1902), Peter Pan, 1930, operaerne Stærstikkeren (Det kgl. teater 20.5.1927) og balletten Tata (Det kgl. teater 21.4.1932). Blandt hans kammermusikværker er der særlig grund til at nævne den såkaldte børnetrio, 1904 og to både fra formens og indholdets side ualmindeligt holdningsfulde og helstøbte værker: violinsonaten i gmol 1893 og strygekvartetten i amol, 1910. H. har i disse værker overvundet den veghed og manglende prægnans der ofte hos senromantikerne skæmmer den brede og vidtspundne instrumentalmusik. Sit lyriske sind har H. fundet et ofte poetisk udtryk for i en række romancer, fx den skønne fortolkning af H. C. Andersens Det døende Barn, Dagen er omme, Skærsommervise, Blomsterbroen og Du Blomst i Dug. – Kgl. kammermusikus 1918.