Finn Ellerbek-Petersen

Finn Ellerbek-Petersen, Finn Allan Ellerbek-Petersen, 19.6.1925-.2008, præst, missionær. Født i Kbh. (Skt. Stefan). Allerede i gymnasietiden på Gl.Hellerup, som deltager i en bibelkreds, blev E.-P. klar over at han ville være præst. Som teologisk student kom han ind i en missionskreds for missionærbørn, ledet af hans senere svigerfar, lægemissionæren, dr. S. A. Ellerbek. Og som ungdomsdelegat ved Det danske missionsselskabs landsmøde 1949 i Fredericia hørte han landstingsmand Johs. Krarup, næstformand i missionsselskabet, fortælle om behovet for en præsteviet missionær i Buhaya i Tanzania. 1951 meldte E.-P. sig derfor til DMS; efter embedseksamen 1952 virkede han en tid som korpssekretær i KFUM-spejderne inden endelig antagelse og udsendelse fandt sted i januar 1953 til sprogstudium først på Oriental School i London og derefter fra september 1953 i Karagwe, Buhaya, Tanzania, E.-P.s arbejdssted i femten år. Fra 1955-64 var E.-P. distriktspræst i Lukajanga, derefter 1965-68 stiftssekretær med bopæl i Bukoba. I 1968 vendte E.-P. tilbage til Danmark af hensyn til børnenes uddannelse. Som missionær fik E.-P. en central placering i kirkens arbejde. Stilstanden under og efter 2. verdenskrig blev afløst af en stærk vækst i antallet af menigheder i Karagwe (fra 17 til 75 i E.-P.s missionærtid) hvilket stillede store krav til distriktspræstens indsats, især med hensyn til byggeri af kirker og skoler og uddannelse af ledere og evangelister. Hver måned samlede E.-P. således medarbejdere fra alle menigheder for at gennemgå økonomi, få rapporter, drøfte prædikentekster og udvælge evangelister. Igennem dette opbyggedes den kirkestruktur der nu danner grundlaget for Karagwe stift.

Erfaringerne som distriktspræst blev afgørende for E.-P.s teologiske og kirkelige syn der har lokalmenigheden i centrum. I en frugtbar spænding mellem studietidens barthianske påvirkning og den levende Afrika-erfaring så E.-P. at mission i fremtiden ville være afhængig af spørgsmålet om lokalmenighedens troværdighed og at missionsarbejdet derfor måtte sigte på at styrke de enkelte menigheder og deres medlemmer. Som sekretær i det nydannede Nordveststift fik E.-P. til opgave at arbejde med "stewardship": tanken om menigheden som et tjenende fællesskab. Både med Erik W. Nielsen og senere Ole Bertelsen, begge generalsekretærer i DMS i tresserne, førte E.-P. grundige drøftelser om dette begreb og dets konsekvenser ude og hjemme hvilket 1968 førte til at E.-P. for en treårs-periode ansattes som sekretær i DMS med særlig henblik på at arbejde med menighedssynet. E.-P. knyttedes særskilt til fem typiske menigheder men besøgte yderligere et meget stort antal danske sogne. Personligt fik han i den periode balance mellem Afrika-erfaringen og den danske folkekirkelige virkelighed og følte det ikke som noget brud da han 1971 blev præst ved Kingos-kirken på Nørrebro. I Kirkefondets udvalg for "Sogn og samfund" har han fortsat sit arbejde med menighedssynet, og sin tilknytning til DMS har han bevaret som medlem af bestyrelsen fra 1976.

Sin store fortrolighed med afrikansk kultur og med missionsarbejdet har E.-P. udmøntet i en omfattende virksomhed som foredragsholder og forfatter. Mest kendt er de to bind Afrikaglimt, 1964 og 1970, som han skrev sammen med sin kone, og Tekster til afrikansk religion, 1974. Et arbejde om Festivals in the younger churches blev prisbelønnet af Det lutherske verdensforbund 1964. I 1978 udgav E.-P. sammen med Niels Johansen bogen Tør du?, en missionsbog for unge som "ikke har overvejet troens mulighed", et udtryk for at missionsmotivet fortsat er det bærende i E.-P.s virksomhed.