Flemming Weis, Carl Flemming Weis, 15.4.1898-30.9.1981, organist, komponist. Født på Frbg, død i Hellerup, begravet Ordrup kgd. W. voksede op i en musikglad familie og begyndte allerede som dreng at komponere. Efter studentereksamen (Metropolitanskolen 1916) kom han på konservatoriet i København hvor han efter studier hos bl.a. Gustav Helsted (orgel og teori) og Christian Christiansen (klaver) bestod organisteksamen 1920 for derpå at drage til et af Europas gamle musikcentre, Leipzig, og søge videre uddannelse. Her blev han indskrevet ved Hochschule der Musik hvor komponisten Paul Graener blev hans vejleder i komposition og teori mens den internationalt kendte Karl Straube, ansat i Bachs gamle embede som kantor ved Thomaskirken, underviste ham i orgelspil. Også disse studier sluttede han med en afgangseksamen (1923). Den senromantisk-germanske påvirkning W. modtog i Leipzig kan høres i hans første "voksne" værker, men snart blegnede disse indtryk, og det blev i højere grad træk fra den sene Carl Nielsens musik som kombineredes med en varm Bach-interesse. W. forblev heller ikke upåvirket af mellemkrigsårenes altomgri-bende neoklassicisme, og det blev inden for dens musikantiske rammer han i 1938 udformede et af sine mest spillede og berømmede værker, blæserkvintetten Serenade uden reelle hensigter. Fra 1929 og næsten fyrre år frem var W. organist ved Annakirken i København, og med iver kastede han sig også ud i den organisatoriske del af det danske musikliv hvor hans stilfærdige ildhu gjorde ham uundværlig. Særlig værdifuld blev her hans indsats som formand for Det unge tonekunstnerselskab (DUT) 1942-56 hvor han bl.a. i 1947 kom til at stå som ankermand i arrangementet af den internationale ISCM-festival i København, samt arbejdet i Samfundet for udgivelse af dansk musik og Dansk komponistforening hvis formand han var 1967-71. Skønt W.s Fanlasia seria blev spillet både ved ISCM-festivalen i Strasbourg 1958 og ved de Nordiske musikdage i Stockholm 1960 har hans kræsent formede musik aldrig for alvor vakt international genklang. Efter i en hel del år at have koncentreret sig om de mindre former skrev han i begyndelsen af 70erne atter et par orkesterværker, og han forblev aktiv og anerkendt som komponist til sin død. Dagen efter hans 80-års dag uropførtes således strygekvartetten Und wird in den Alleen unruhig wandern wenn die Blätter treiben, som hans et halvt hundrede år yngre komponistkollega Bo Holten i sin avisanmeldelse kaldte "et fornemt og fint ciseleret stykke musik, noget af det bedste jeg har hørt fra Weis' hånd." Selv fungerede W. også som musikkritiker, i perioden 1953-61 ved Dagens Nyheder og fra 1964 til sin død ved Politiken. Med stor åbenhed registrerede han her tidens strømninger. Lige så ivrigt og præcist han spiddede sommerfugle i sin fritid, lige så sjældent lod hans nænsomt førte anmelderpen alt håb ude. – Blandt W.s hædersbevisninger var det Anckerske legat og Lange-Müller stipendiet 1942, Kodas belønningspris 1949 og Henri Nathansens mindelegat 1964.

Familie

Forældre: lektor Anton August W. (1853-1921) og Marie Erdmann (1874-1953). Gift 6.5.1927 i Kbh. med Ingeborg Marianne Trier, født 20.2.1902 på Frbg., død 23.11.1955 i Ordrup, d. af overretssagfører Isidor Ferdinand T. (1871-1958) og Johanne Munthea Elisabeth Grundtvig (1870-1939).

Udnævnelser

R. 1951. R.1 1964.

Ikonografi

Tegn. af H. Lollesgaard (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

Interview i Dansk musik t. LII, 1977-78 207-14 (heri værkfortegn.). – Vagn Jensen i Aktuelt 13.9.1962. Bo Holten i Musical Denmark 1982 nr. 32 2-5. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig