Folmer Preisler

Folmer Preisler, 10.6.1874-27.9.1951, fabrikant. Født i Odense, død i Kbh. (Pauls), begravet på Frbg. kgd. P. knyttedes 1898 til H. E. Gosch & Co.s tænd-stikfabriker s.å. som dette firma overtog aktie-tændstikfabriken Godthaab, og indtrådte april 1900 i direktionen hvor han blev siddende til 1945, da han blev afløst af sin søn Jean Preisler (1900-76). Snart efter århundredskiftet gennemførtes endnu en betydelig koncentration af den danske tændstikindustri idet H. E. Gosch & Co. 1902 opkøbte aktierne i Kjøbenhavns Tændstikfabrik og aktietændstikfabriken Mercur hvorefter ledelsen samledes under fællesnavnet De forenede danske tændstikfabriker. I hovedfabrikken på Islands Brygge som opførtes 1907-08 og hvor efterhånden hele selskabets tændstikfabrikation samledes var P. gennem stadig forøgelse af arbejdstempoet og kvalitetsforbedring af fabrikatet i stand til at møde såvel inden- som udenlandsk konkurrence, og han opnåede resultater som muliggjorde en stærk konsolidering af selskabet. Samtidig med at P. således med stor dygtighed har udviklet og udbygget den danske tændstikindustri, er hans navn blevet knyttet til den danske blyantfabrikation idet blyantfabrikken Viking der startedes 1914 som et datterselskab af H. E. Gosch & Co. i første række skyldtes hans initiativ. P. viste ualmindelige evner, når det gjaldt om at vække offentlighedens opmærksomhed og skabte i en kritisk periode 1920-22 da konkurrencen fra udlandet var stor en formelig national samling om den danske blyant. Ved fabrikkens 25-års jubilæum 1939 gav han udtryk for sin taknemmelighed over pressens medvirken i kriseårene derved at han skænkede et beløb til udgivelse af en pressehistorie. Det blev anvendt af journalistforeningen i Kbh. i forbindelse med udgivelsen af Chr. Kirchhoff-Larsen: Den danske Presses Historie I-II, 1942-1947. Siden Industrirådets oprettelse 1910 var P. medlem af dette og af Industriforeningens repræsentantskab for hvilket sidste han 1934 blev næstformand og 1938-44 formand. Han var æresmedlem af selskabet Lysglimt, medlem af revisorkommissionen 1933-43 og af tilsynsrådet for Handelshøjskolen i Kbh. 1933-43.

Familie

Forældre: købmand Carl Peter Henrik P. (1826-91) og Petra Rasmine Margrethe Møller (1838-1922). Gift 23.6.1899 på Frbg. med Kamma Gosch, født 21.8.1876 i Sundbyøster, død 10.2.1950 i Kbh. (Pauls), d. af fabrikant H. E. G. (1840-98) og Frederikke A. Sletting (1849-1907).

Udnævnelser

R. 1923. DM. 1938.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

[H. C. Bering Liisberg:] Jubilæumsskr. 1855-1905. De foren. da. tændstikfabriker, 1905. A/S H. E. Gosch & Co.s tændstikfabriker og aktietændstikfabriken Godt-haab 1898-1923, 1923. Viking 1914-39, 1939. Børsen 9.6.1944 og 29.9.1951. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig