Fr. F. v. Pechlin

Fr. F. v. Pechlin, Friedrich Christian Ferdinand v. Pechlin, 22.1.1789-28.10.1863, baron, diplomat. Født i Nordborg, død på Dragsholm, begravet Kbh. (Garn.). Efter afsluttet skolegang i Pløn blev P. student fra Altona 1807. Han studerede jura i Heidelberg og Kiel og tog sin embedseksamen 1811 ved overretten i Slesvig. Anbefalet af hertugparret af Augustenborg ansattes han 1812 i tyske kancelli (Kbh.) og udnævntes 1813 som auscultant. Ved oprettelsen af Det tyske forbund 1815, som Holsten og Lauenburg blev medlemmer af, søgte og fik P. stillingen som legationssekretær ved det danske gesandtskab i Frankfurt a.M. Da hans chef, grev v. Eyben, døde i nov. 1825 blev P., der 1823-25 på ny havde gjort tjeneste i tyske kancelli, udnævnt til hans efterfølger. Indtil 1848 var han da gesandt ved forbundsdagen. Det var i denne periode det slesvig-holstenske spørgsmål voksede frem og efterhånden antog en sådan karakter at det truede den dansk-tyske helstats eksistens. Skønt P. af fødsel som uddannelse var tysk var han også en loyal repræsentant for den enevældige danske konge og hans stat. Derfor befandt P. sig vel under disse forhold og blev en absolut modstander af alle større forandringer i denne tilstand. Som medlem 1846 af kommissionen om arvefølgen hævdede han med styrke at hertugdømmet Slesvig 1721 var blevet indlemmet i kronen og derfor måtte følge kongelovens arveregler. Det samme gjaldt Lauenburg mens der var uvished for visse dele af Holsten. Efter disse regler udarbejdedes det åbne brev af 8.7.1846 der vakte så stor uvilje i slesvig-holstensk sindede kredse. Martsurolighederne 1848 bragte følgelig P. i en meget vanskelig situation. Selvom han havde en vis forståelse for den slesvig-holstenske bevægelse måtte han afvise alle forsøg på at knytte Slesvig nærmere til forbundet, og denne konflikt førte til at han anmodede om sin afsked som gesandt. Regeringerne i Kbh. – også det nye nationalliberale marts-ministerium – havde altid anerkendt hans loyalitet og dygtighed, og den nye regering kunne derfor ikke acceptere hans udtræden af dansk tjeneste. Han forlod alligevel Frankfurt, men benyttedes i den følgende tid til forskellige diplomatiske sendelser dels i London og Wien, dels ved fredsforhandlingerne mellem Danmark og Preussen 1850. Hans vigtigste mission gik i april 1851 til St. Petersborg hvor han opnåede zar Nikolaj Is tilsagn om at støtte prins Christians (IX) og hans descendenters arveret til den danske trone. 1852-56 var han guvernør i hertugdømmet Lauenburg, i virkeligheden en sinecurepost der afskar ham fra reel politisk indflydelse. Dette forhold samt hans vaklende helbred var utvivlsomt årsag til at han tog sin afsked 1856. De sidste år boede han i Pløn, men døde under et besøg hos nevøen, lensbaron G. F. O. Zytphen-Adeler på Dragsholm slot.

P. var en mand med et følsomt og kunstnerisk begavet sind. Hans digtsamlinger der udkom mellem 1842 og 1852 er ganske vist glemt, men hans erindringer Aus meinem Leben udmærker sig ved en livlig og fængslende stil med gode portrætter af tidens fremstående mænd. Det er et interessant bidrag til Danmarks udenrigspolitiske historie og er nu trykt i Danske Magazin (1971-74). P. tilhørte den gruppe af holstenske diplomater der i kraft af deres begavelse, dygtighed og diplomatiske erfaring betød meget for den danske stat i første halvdel af 1800-tallet. Senere fik de ikke virkelig indflydelse fordi de kategorisk afviste de nye nationale og liberale bevægelser hvis enorme sprængkraft de ikke synes at have fattet. De ville i stedet gennemføre en politik der under alle omstændigheder var dømt til at mislykkes, nemlig bevarelsen af status quo. – Kammerjunker 1812, kammerherre 1825, gehejmekonferensråd 1841.