Fr. Nordlien, Frederik Theodor Martin Mortensen Nordlien, 24.10.1854-4.4.1924, generaldirektør for telegrafvæsenet. Født i Skallerup, død i Århus, bisat i Kbh. (Christiansk.s krypt). N. blev student 1873 fra Ålborg, 1878 cand. jur. og 1879 tillige cand.polit. Han var derefter sagførerfuldmægtig i Kbh., kom 1880 ind i indenrigsministeriet som volontør, blev 1882 assistent, 1894 fungerende fuldmægtig i det da nyoprettede ministerium for offentlige arbejder, og fik s.å. kgl. udnævnelse som fuldmægtig og ekspeditionssekretær. 1896 blev han kontorchef i indenrigsministeriet (kontoret for offentlige arbejder) og udnævntes 1901 til departementschef i ministeriet for offentlige arbejder) samt generaldirektør for telegrafvæsenet. Han ledede her den omfattende administration indtil han 1922 trak sig tilbage. – I årenes løb blev der på mange felter gjort brug af hans arbejdskraft og sunde omdømme. 1885-96 var han således assistent ved Kbh.s havneforvaltning hvor han medvirkede ved omordningen af havneforholdene før åbningen af Kbh.s frihavn 1894. Da planerne om salget af de vestindiske øer var fremme omkring 1902 foretog N. en undersøgelse vedrørende spørgsmålet om øernes rentabilitet som han forelagde finans- og trafikminister Christopher Hage; på dennes opfordring overtog N. derefter formandskabet i den nov. 1902 nedsatte vestindiske kommission der kort efter afrejste for at undersøge forholdene på stedet. Efter betænkningens afgivelse 1903 udnævntes N. okt. s.å. til øernes guvernør ad interim, et hverv som han varetog i hen ved halvandet år. 1903 udnævntes N. okt. s.å. til øernes guvernør ad interim, et hverv som han varetog i hen ved halvandet år.

1903 valgtes han til formand i repræsentantskabet for den dansk-vestindiske nationalbank og sad i dette efter at øerne var solgt til USA. – Som formand for eller medlem af talrige kommissioner og udvalg vedrørende jernbane-, telegraf- og havneforhold, statsbygninger m.m. fik N. i øvrigt lejlighed til at lade sin store indsigt og administrative evne komme samfundet til nytte; han var endvidere medlem af bestyrelsen for de lollandske jernbaner, Kbh.s Frihavns aktieselskab, Kbh.s Telefon Aktieselskab m.fl. og 1903-18 formand for repræsentantskabet for livsforsikringsselskabet Carentia.

Familie

Forældre: proprietær Thomas Andreas Mortensen (1822-1903) og Anna Maria Petersen (1825-85). Navneforandring 10.5.1901. Gift 1. gang 26.7.1883 i Kbh. (Holmens) med Anna Marie Eleonora Eckert, født 17.9.1857 i Kbh. (Frue), død 24.9.1896 på Frbg., d. af fuldmægtig ved Kbh.s toldkammer, senere toldoppebørselskontrollør i Lemvig Georg August Emil E. (1823-70) og Marie Cathrine Ipsen (1826-1910). Gift 2. gang 11.9.1901 i Kbh. (Fr. ref.) med Elisabeth Cathrine de Klaumann, født 24.10.1869 i Kbh. (Johs.), død 26.12.1956 sst. (Fr.ref.) (gift 1. gang 1894 med præst ved den fransk-reformerte menighed i Hertogenbosch i Holland Paul Emilie Huth, 1871-96), d. af assistent i justitsministeriet, senere borgmester og byfoged i Store Heddinge Frederik Jacob Gregorius Hjelm de K. (1834-1904) og Emma Gustave Marie Landkilde (1840-1901).

Udnævnelser

R. 1897. DM. 1904. K2. 1908. K1. 1917. S.K. 1922. F.M.l. 1903.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

111. tid. 14.7.1912. Dagens nyheder 5.4.1924.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig