Frants Michael Regenfuss

Frants Michael Regenfuss, 28.2.1713-12.8.1780, kobberstikker, konkyliolog. Født i Nürnberg, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Garn.). R. blev uddannet som maler og kobberstikker. Omkring 1745 udkastede han en plan om et storstilet tavleværk over konkylier og kom 1754 til Danmark hvor A. G. Moltke havde vist interesse for værket. R. udnævntes til kgl. kobberstikker og opnåede betydelig økonomisk støtte hos den danske regering. Han fik hurtigt lavet de første 12 tavler, men det voldte store vanskeligheder at finde en tekstforfatter. Dette gav anledning til en del stridigheder inden 1. bd. udkom 1758 med de 12 tavler og en parallelt løbende tekst på tysk og fransk. Den blev skrevet af C. G. Kratzenstein og revideret af Lorenz Spengler, med bidrag af P. Ascanius og hofpræsten J. A. Cramer.Auserlesne Schnecken, Muscheln und andere Schaalthiere foreligger kun i ret få, til dels indbyrdes noget forskellige eksemplarer. Værket vakte stor opsigt i samtiden på grund af sit prægtige udstyr og ville, hvis det var blevet fortsat, være blevet et af konkyliologiens storværker. Det er et af de første billedværker i den linnæiske periode, og der blev ofte henvist til det af tidens systematikere; det har derfor bevaret en ikke ringe betydning ved afgørelse af prioritetsspørgsmål. Hertil bidrager også at en del originalstykker stadig findes i Zoologisk museum, idet værket baseredes på kongens, Moltkes, Spenglers og R.s egne, endnu delvis bevarede samlinger. Pga. Fr. Vs død 1766 udkom kun 1. bd. De 12 følgende kobberplader og nogle kolorerede og ukolorerede tryk opbevares på Zoologisk museum, og O. F. Müllers udførlige manuskript på Det kgl. bibliotek.

Familie

Forældre: parykmager Erhard R. og Maria Rosina. Gift 3.3.1755 i Feucht med Margrethe Helene Ludwig, født ca. 1707, begr. 19.3.1786 i Kbh. (Garn.) (gift 1. gang med substitut i landalmisseembedet Johann Martin Holling).

Bibliografi

C. C. A. Gosch: Udsigt over Danm.s zool. lit. II,1, 1873 292–310; III 1878 151–53. Kay W. Petersen i Naturens verden, 1975 421–27. Cras III, 1974 102–04.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig