Frantz Joachim Trampe

Frantz Joachim Trampe, d. 4.11.1682, officer. T. kom 1635 på gymnasiet i Stettin, var 1648 kornet i kejserlig tjeneste, 1654 major i spansk tjeneste i Nederlandene og er formentlig her blevet bekendt med Ulrik Christian Gyldenløve. 1657 fik han bestalling som oberst i dansk tjeneste og chef for et rytterregiment som han med stor dygtighed førte n.å. i krigen i Skåne m.m. og udnævntes til generalmajor. Da den svenske hær under Karl Gustav n.å. rykkede mod Kbh. gik T. med hovedstyrken af det her samlede rytteri frem til egnen mellem Køge og Roskilde, men fik ordre til at gå tilbage til Kbh. hvor han skal have opfordret til energisk modstand og tilbudt selv at føre et korps af rytteri og infanteri frem mod fjenden. Efter Roskildefreden s.å. blev hans regiment afleveret til fjenden, og han selv gik i svensk tjeneste. Da Karl Gustav aug. s.å. brød freden bad T. om afsked fra svensk tjeneste, da han havde afgivet løfte om at vende tilbage til Danmark når kongen opfordrede ham dertil, og begyndte i sin hjemegn at hverve tropper til dansk tjeneste. Der blev udstedt arrestordre mod ham, men i skrivelse til Karl Gustav henviste T. til at han, "ein armer Landskneckt" levede af sit sværd, og at han havde forpligtet sig over for kong Frederik, og Karl Gustav gav højmodigt slip på ham. 1659 havde han overkommandoen fra Helmers skanse til Nørreport hvorefter han i hertugdømmerne trådte under E. A. v. Ebersteins kommando og senere i feltherre Hans Schacks korps deltog i slaget ved Nyborg 1659. Efter freden blev han medlem af krigskollegiet og var en af kongens kraftigste støtter ved regeringsforandringen hvorunder han hævdede nødvendigheden af en stærk hær til støtte for kongemagten. De følgende år havde han først kommando over rytteriet i Jylland, blev dernæst kommanderende general i hertugdømmerne, men efter en kontrovers med regeringen afskedigedes han 1666. Han stod i et meget køligt forhold til Hans Schack. Han opholdt sig endnu nogen tid i landet, men hans videre skæbne kendes ikke.

Familie

Forældre: ritmester Joachim T. til Lindow i Bagpommern (ca. 1570–1630, gift 1. gang med N.N.) og Eva v. Küssow (død 1625). Ugift (?).

Bibliografi

Danske saml. 2.r.II, 1872–73 129. Danske mag. 4.r.VI, 1886 292 299 303 307 308. – C. Bruun: København II, 1890. Ernst Albr. v. Eberstein: Kriegsberichte, 2. udg. Berlin 1891. Louis F. v. Eberstein: Kriegsthaten des General-Feldmarschalls E. A. v. Eberstein, 2. udg. Berlin 1892. A. D. Jørgensen: Peter Schumacher Griffenfeld 1, 1893. J. A. Fridericia: Adelsvældens sidste dage, 1894 (reproudg. 1969). Af gehejmeråd Ditlev Ahlefeldts memoirer, udg. L. Bobé, 1895. K. C. Rockstroh: Udvikl, af den nationale hær i Danm. I, 1909. C. O. Bøggild-Andersen: Statsomvæltn. i 1660, 1936 (2. opl. 1971).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig