Fred. Rasmussen, Frederik Rasmussen, 18.7.1876-21.2.1932, mejerist, landbrugsminister i Pennsylvania. Født på Østerheden ved Hals, død i Harrisburg, Pennsylvania, begravet sst. R. tog præliminæreksamen fra Hals realskole 1892, arbejdede derefter ved landbruget hjemme og desuden et år som elev på Egeskov avlsgård på Fyn. 1899 forlod han Danmark og udvandrede til USA hvor han arbejdede ved forskelligartet virksomhed, bl.a. bygning af jernbanebroer og ved mejeribrug, indtil han 1902 blev elev på Iowa State College af Agriculture i Arnes hvorfra han tog landbrugseksamen som Bachelor of Science 1905. Efter at have været assistent ved Purdue University, Lafayette i Indiana 1905–06, hvor han ledede mejeriet og underviste i smørtilvirkning, overtog han en lærerstilling som assistant-professsor ved sin gamle skole Iowa State College, men allerede 1907, efter at han på en rejse havde studeret det europæiske mejeribrug, ansattes han som professor i mejeribrug ved New Hampshire State College. Med stor dygtighed og energi oparbejdede han her en mejeriafdeling der opnåede en anset stilling inden for det amerikanske mejeribrug, og under større forhold fortsatte han sin faglige virksomhed, da han blev professor og leder af mejeriafdelingen ved Pennsylvania State College 1916–19. Under første verdenskrig blev R. knyttet til statens administration af forsyningen med fødemidler, og 1919–23 beklædte han posten som landbrugsminister, Secretary of Agriculture, i Pennsylvania. Under hans ledelse blev landbrugsministeriets organisation reformeret fra grunden, således at dets virksomhed i flere henseender blev forbilledlig for andre stater i Nordamerika. R. tog som foredragsholder og som forfatter af bulletiner og tidsskriftartikler megen del i ministeriets udadvendte virksomhed blandt de praktiske landmænd; med sine betydelige agitatoriske evner øvede han en stor indflydelse, og en række vigtige tillidshverv inden for de nationale organisationer blev overdraget ham, bl.a. inden for ledelsen af samarbejdet mellem enkeltstaternes landbrugsministre i USA. Efter at have trukket sig tilbage fra landbrugsministeriet virkede R. som præsident for den store Pennsylvania Maryland Joint Stock Land Bank i Harrisburg og var tillige leder af International Association of Ice Cream Manufacturers i USA.

Familie

Forældre: gårdejer Niels R. (1839–1916) og Ane Kirstine Jensen (1844–1913). Gift 2.10.1919 med Faith Winifred Elliott, født 16.9.1890, d. af landmand Fay Winifred E. og Anna Wright.

Bibliografi

Danske i Amerika II, Minneapolis, Chicago 1908–09 285f. Ålborg stiftstid. 16.4.1919 og 11.6.1922. S. Sarensen i Vort landbrug XXXXI, 1922 395–97. A. P. Hansen i Ugeskr. for landmænd LXXVII, 1932 173f. J. F. Engberg i Mælkeritid. XXXXIV, s.å. 174–76. New York Times 22.2. s.å.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig