Frederik 1., 7.10.1471-10.4.1533, konge. Arild Huitfeldt fortæller at Frederik opdroges hos moderen på Kalundborg og at han siden sendtes til Köln for at studere, idet kong Hans havde skaffet ham et kanonikat ved domkapitlet. I virkeligheden vides intet sikkert om Frederiks opvækst, men et udateret udkast fra ca. 1480 der anbefaler Christian I at sende sin yngste søn til hertugdømmerne viser i hvert fald at han befandt sig i Danmark indtil dette tidspunkt. Hvis efterretningen om kanonikatet er sand har det snarest været et led i en plan om at forsørge Frederik som fyrstebiskop i Nordtyskland. Nu blev løsningen i stedet at han sikredes andel i hertugdømmerne. Allerede pantsættelsen af Slesvig til moderen 1.12.1480 kort før Christian Is død tjente vel Frederiks tarv, idet pantet skulle tilfalde Dorotheas arvinger efter hendes død. Det omtalte udkast hvis herkomst ganske vist ikke er klarlagt udtrykker samme bestræbelse. Traditionen om at Frederik var udset til eneste hertug af ridderskabet og i Christian Is sidste vilje stammer imidlertid først fra Frederiks stridigheder med Christian II mere end 40 år senere og kan næppe opretholdes.

I december 1482 valgtes kong Hans og Frederik begge til hertuger af Slesvig og Holsten, og i de følgende år styrede Hans, bistået af moderen, i sit og Frederiks navn. Fra 1488 kan det påvises at Frederik førte selvstændigt hof i hertugdømmerne, og han optræder nu også sporadisk i regeringshandlinger. Bevarede regnskaber afspejler et muntert ungdomsliv med hyppige rejser til Danmark og Nordtyskland. Måske har Frederik endnu i disse år været under opsyn af Enewald Souenbroder hvem han sidenhen titulerede "vor tugtemester". Frederiks senere uvilje mod pavekirken kan stamme fra dennes skæbne.

Efter at Frederik var blevet myndig deltes hertugdømmerne 10.8.1490. Frederik modtog som residens Gottorp slot med hele Sydslesvig samt spredte besiddelser i Nordslesvig og Holsten. Vel afvistes hans krav om underhold af Danmark ("udelelighedsbrevet" 1494), men han opnåede dog en ordning 1495 hvorefter halvdelen af moderens pantesummer udbetaltes ham efter hendes død. Det kan ikke bevises at Frederik -som det er blevet hævdet – også skulle have optrådt som svensk tronprætendent. Derimod fastholdt han konsekvent titlen "arving til Norge", velsagtens for at markere den kongelige byrd og ikke – således som det i lyset af den senere udvikling er blevet opfattet – som et udtryk for en rivaliseren med broderen.

Familiepolitisk fulgte han endnu 1502 denne ved sit ægteskab med en søster til kurfyrsten af Brandenburg der var kong Hans' svigersøn. Et 1499 påtænkt ægteskab med Sofie af Mecklenburg blev opgivet. Det fælles nederlag i Ditmarsken 1500 kan imidlertid have givet anledning til spændinger, og i kongens følgende krige med Lübeck holdt han sig neutral eller optrådte som mægler. Herunder indvikledes han sammen med biskop Jens Andersen Beldenak i den uheldige kautionssag der førte til at han 1504 måtte udrede et større beløb uden at kong Hans ville erstatte hans tab. Overfor Christian II indtog han en selvstændigere holdning. Antagelig som en modvægt til dennes alliance med kejserhuset knyttede Frederik sig til Frankrig (Amboise-traktaten 19.5.1518). Da Christian II i sommeren 1521 sikrede sig store begunstigelser af svogeren Karl V, bl.a. forleningsretten til Holsten, måtte det føles som en trussel mod Frederik. Under påvirkning af nye, mere dynamiske rådgivere, først og fremmest Johan Rantzau, protesterede han kraftigt og rejste på sin side omfattende – og ret fantastiske – erstatningskrav der bundede i Frederiks gamle, formentlige rettigheder som dansk kongesøn.

Ved Bordesholm-forliget 13.8.1522 vandt han en diplomatisk sejr, og i efterårets løb etableredes den forbindelse med de jyske råder der førte til oprøret mod Christian II i januar 1523. 26.3. hyldedes Frederik på Viborg landsting, udstedte en foreløbig håndfæstning og indtog i de følgende måneder hele Danmark. Håndfæstningen vedtoges endeligt i Roskilde 3.8.s.å. 7.8.1524 kronedes han i Vor Frue kirke i København, og 23.8. hyldede det norske rigsråd Frederik. Som konge vedblev han at holde hof på Gottorp. I Danmark indfandt han sig kun til de årlige herredage for at forhandle med rigsråderne, og til Norge kom han aldrig. Huitfeldt har træffende karakteriseret ham som "en gammel høne der nødig forlod sin rede i Gottorp". Det har ikke været personlige ambitioner der drev ham til at træde op imod Christian II. Styret overlod han især til rigshofmesteren Mogens Gøye og i hertugdømmerne foruden til Johan Rantzau til Melchior Rantzau. Af de bevarede forhandlingsakter ses at han kunne optræde særdeles myndigt overfor rigsråderne, men hans standpunkter har dog sandsynligvis været formulerede af rådgiverne.

Hans korte regeringstid prægedes af indre og ydre kriser: bondeopløb, uroligheder i købstæderne, det skånske oprør 1525 og Christian IIs angreb på Norge 1531-32.1 kirkestriden protegerede Frederik den lutherske bevægelse. Udenrigspolitisk knyttede han sig til de to førende protestantiske magter i Tyskland, Sachsen og Hessen. I april 1528 indgik han et forbund med Hessen og modtog i denne forbindelse landgrev Philip som sin gæst på Gottorp. En anden allieret var datteren Dorotheas gemal, hertug Albrecht af Preussen. 1532 afsluttedes en traktat med de øvrige protestantiske fyrster, uden at Frederik dog blev medlem af det schmalkaldiske forbund. Fra Frederik selv savnes helt personlige vidnesbyrd. Det vides end ikke om han talte dansk. Kansleren Wolfgang Utenhof har smukt skildret ham som den samvittighedsfulde, kløgtige og humane regent -men lovordene kan også bunde i Utenhofs misfornøjelse med efterfølgeren, Christian III. Tættest på Frederiks egen personlighed når vi måske i nogle ytringer af Johan Friis fra 1527 der respektløst omtaler ham med øgenavnet "Abraham med det grå skæg" og harcellerer over hans nærighed og griskhed. Johan Friis beskriver videre hans pirrelighed når terminen nærmede sig. En kraftigt udtalt husholderisk sans synes virkelig at have besjælet Frederik. Talrige var hans finansielle kontroverser med rigsrådet, og kancelliets personale søgte han ved personlig indgriben at reducere.

Heller ikke sine børn tillod han nogen ødselhed. Sønnen, den senere Christian III, holdtes knapt med indtægter, og af datterens beskedne medgift kom kun halvdelen til udbetaling. Til gengæld efterlod han sig ved sin død et fyldt skatkammer på Gottorp.

Familie

Død på Gottorp, begravet i Slesvig domkirke. Forældre: Christian I (1426-81) og Dorothea af Brandenburg (ca. 1430-95). Gift 1. gang 10.4.1502 i Stendal med Anna af Brandenburg, født 27.8.1487 i Berlin, død 3.5.1514 i Kiel, d. af kurfyrst Johan af Brandenburg (1455-99) og Margrethe af Sachsen (død 1501). Gift 2. gang 9.10.1518 i Kiel med Sophie af Pommern, født 1498,død 13.5.1568, d. af hertug Bogislaw X af Pommern (1454-1523) og Anna af Polen (1476-1503). Med Anna far til Christian III og Dorothea (1504-47). Med Sophie far til Adolf (1526-86), Elisabeth (1524-86), Frederik (1529-56) og Hans den ældre. Bror til kong Hans og Margrete (1456-87).

Ikonografi

Liggende figur på gravmæle 1514-18 formentlig af Hans Bruggeman (Bordesholm klosterk.). Lille mal., forestillende Frederik eller Christian II (Royal Society of Antiquaries, London). Afbildet på altertavle fra 1520 (forhen Herlufsholm k., nu forsvundet). Husumdaler 1522, rundt relief efter denne. Ribenobel 1524. Medalje af Jacob Binck, 1533 (kendes kun i senere støbning), gentaget 1544. Mal. tilskr. Jacob Binck, 1539 (Fr.borg), samme type på Chr. IIIs stamtavle (Nationalmus, i Stockholm), på enkedronning Sofies anetavle af A. Clement, 1624 (Nykøbing k.) m.fl., kopier (Fr.borg, Landesmus., Kassel) og ofte gengivet i manus, fra 15- og 1600-tallet (Kgl. bibl.)- Medalje dateret 1530, udført af Jacob Binck ca. 1550, gengivet i kobberstik 1587. Figur på gravmæle 1550-52 af Cornelis Floris (Slesvig domk.). På grundlag af denne er formentlig udformet en type der forekommer på to dobbelt-portr. og mal. (alle tre Gripsholm) og tegn. ca. 1600 (Kgl.bibl.). Afbildet på tapet af Hans Knieper i 1580erne, formentlig udformet efter "1530"-medaljen (Nat.mus.). Kniepers type er anvendt i mange kongeserier o.l. (Fr.borg, Gripsholm), kopi 1607 af Peiter Hartman (Malmø rådhus) og tegn. ca. 1600 (Kgl.bibl), gengivet i flere stik af bl.a. Haelwegh og Brühl. Et nu forsvundet mal. i kunstkammeret blev stukket 1761, endvidere af J.M. Preisler og A. Flint samt litograferet af E. Fortling, i træsnit af Rosenstand m.fl. Et stik af Haas er derimod snarere stukket efter medaljen. Træsnit 1599. Stukket fantasiportr. 1730. Frederik ved Kbh. 1523 er tegnet af C. de Pas, 1639 (St.mus.), malet af G. Honthorst ca. 1640 (Fr.borg). Andre scener malet af J. Ovens i 1660erne (Chr.borg), af Abildgaard 1778 (St. mus.), tegn. af C.F. Høyer, mal. af C.W. Eckersberg 1831, 1833. Mal. af Josse Goossens, 1910 "Ved digerne ved Brunsodde 1510" (Tønder amtshus' sal).

Bibliografi

Kilder. Nye da.mag. V, 1827 8-54 81-119 207-20 288-323; VI, 1828 108-35 (Forhandl. på herredagene og i rigens råd 1523-31). Danm.-No.s traktater, udg. L. Laursen I,1907.

Lit. Arild Huitfeldt: Fr. Is hist., 1597 (faksimileudg. m. titlen: Danmarks riges krønike, 1977). C.F. Allen: De tre nord. rigers hist. I-V, 1864-72. A. Heise i Hist.t. 4.r.V, 1875-77 269-332; sst. VI, 1877-78 163-208. Samme: Kristiern II i Norge og hans fængsling, 1877. Astrid Friis i Scandia VI, Sth. 1933 232-34. Johan Hvidtfeldt i Til Knud Fabricius, 1945. Georg Galster i Årbøger for nord. oldkyndighed, 1967 5-26. Mikael Venge: Christian IIs fald, 1972. Samme: Når vinden føjer sig..., 1977. Papirer. Erik Kroman: De sønderjyske fyrstearkiver, 1959 – Vejledende arkivreg. X.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig