Frederik 4., 11.10.1671-12.10.1730, konge. Skønt Frederik overtog regeringen uden forudsætninger for at blive en god regent, og heller ikke blev det, blev han ikke desto mindre en af de meget populære konger. Hans undervisning, ledet af Ditlev Wibe som hofmester, havde været usædvanlig ringe, hverken dansk eller tysk formåede han at skrive nogenlunde korrekt, fransk tilegnede han sig efterhånden mådeligt. Først 1699 blev han optaget i statsrådet, og indtil da havde han så godt som intet lært af historie eller statsvidenskab. Hans historieskriver Andreas Hojer citerer en af Christian Vs rådgivere, mecklenburgeren Adam Levin Knuth for det principielle synspunkt "En Prins bruger ingen Videnskaber; at lære quæler den naturlige Vittighed" som skal have været medbestemmende ved kronprinsens opdragelse, og det synes som om udviklingen af enevældens forvaltningsapparat og bureaukrati medførte den antagelse at monarken frem for alt ikke burde være sagkyndig, men den der, hævet over sagerne, valgte de kyndige rådgivere. Man kan næppe frikende disse for ihvertfald stiltiende at bifalde synspunktet.

Frederik var kun jævnt begavet, ikke i besiddelse af større menneskekundskab og uden tilbøjelighed til fordybelse for at skaffe sig virkelig indsigt. I det daglige småligt mistænksom, men dog med en følelse af forpligtelse over for dette at regere, hvilket for ham først og fremmest betød at kongen skulle være tilgængelig for menigmand uden om forvaltningen. Han opretholdt derfor ugentlige audienser hvor enhver kunne møde frem og aflevere skrivelser med klagemål eller projekter som derpå forelæstes kongen af en sekretær før de evt. gik videre til vedkommende administrationskontor. Uden at have overblik over statens affærer interesserede han sig overmåde for styrelsens detaljer, især inden for det økonomiske område hvor selv de mindste spørgsmål måtte forelægges ham. Om nogen overordnet planlægning var der ikke tale.

Fra faderen der ikke havde større tiltro til hans evner som regent havde han modtaget en skriftlig formaning om at vogte enevælden mod kupforsøg, et råd om at beholde de gamle rådgivere, og om især at lide på sine to halvbrødre, de to Gyldenløver. Som kronprins fik Frederik lov at vælge sin tilkommende mellem et begrænst antal protestantiske fyrstedøtre i Nordtyskland. Her besøgte han 1795 først det mecklenburgske hertughof i Güstrow. Men da han derfra rejste videre blev han indhentet af et budskab om broderen Christians alvorlige sygdom (denne var da i virkeligheden allerede død i Ulm), og uden at kunne fuldføre rejsen måtte han returnere til Güstrow hvor han så sig nødsaget til at fremføre sin bejlen – og valgte den ældste af prinsesserne. Der er ingen tvivl om at dette udfald var hvad forældrene ønskede, og at hans ledsagere på forhånd var orienteret herom. Ifølge en af disse skal han have fortrøstet sig til at hun ikke ville volde ham "Unruhe oder Molestie". Hun viste sig dog ikke i stand til at yde ham den fornødne overbærenhed.

Allerede 1699 indledte han et forhold til en af søsteren Sophie Hedevigs hofdamer, den 20-årige Elisabeth Helene v. Vieregg som han 1703 giftede sig med til venstre hånd. Og da hun det følgende år døde i barselseng efter at have født en Gyldenløve (død 1705) optog han forbindelse med en 14-årig pige ved dronningens hof, Charlotte Helene v. Schindel som 1709 blev hans elskerinde. Efter at have født ham en datter blev hun vraget til fordel for Anna Sophie Reventlow. Da han havde sin elskerinde boende i et palæ lige ved slottet kunne forholdet ikke undgå at føre til pinlige scener.

Straks ved regeringsovertagelsen blev Frederik stillet over for rigets altoverskyggende udenrigspolitiske problem, forholdet til Sverige hvis besiddelse af de skånske landskaber aldrig fra dansk side var erkendt som værende definitiv, og hvis alliance med det gottorpske hus havde placeret Danmark i en utålelig militærpolitisk situation. Netop som forholdene 1699 tilspidsede sig med en svensk invasion i Gottorp på hertugens anmodning døde Christian V, og Frederik indledte n.å. i samvirken med Sachsen-Polen et angreb på Sverige. Men da Karl XII dækket af en engelsk-hollandsk flåde gjorde landgang på Sjælland måtte Danmark samme år slutte freden i Traventhal.

Til trods for at denne fred ikke bragte nogen løsning på det dansk-svenske problem og kun var at betragte som en midlertidig stilstand for Danmarks vedkommende – i en konflikt der var en del af den igangværende store europæiske krig -begav Frederik sig i november 1708, kort efter at den svenske konge havde indledt sit vældige felttog mod Rusland, på en "lystrejse" til Italien. Med ham fulgte foruden regeringens to betydeligste personer, oversekretæren i danske kancelli Ditlev Vibe, og overkrigssekretæren Christian v. Lente, tillige hærens øverstbefalende Christian Ditlev Reventlow (1671-1738), således at vigtige beslutninger ikke kunne træffes i Kbh. mens rejsen stod på. Allerede 1692-93 havde Frederik som kronprins besøgt Italien og opholdt sig der 14 måneder, stærkt optaget af Italiens bygningskunst -hans lige så stærke optagethed af sydens kvindelige skønheder gik der ry af. Også nu 1708 rejste han incognito, som greve af Oldenburg, ikke for at være ukendt, men for at slippe for den besværlige og mere kostbare etikette der hørte til en konges optræden. I en til turen fremstillet rejsevogn og med et følge på mindst 70 personer og 39 heste forlod han 2.11.1708 hovedstaden på en rejse der varede omtrent 9 måneder.

Efter på hjemvejen at have fornyet militærforbundet med Sachsen-Polen genoptoges juli 1709 krigen mod Sverige, men den danske landgang i Skåne, iværksat under mottoet Aut nunc aut numquam (Nu eller aldrig), endte med det katastrofale nederlag ved Helsingborg 10.3.1710 for hvilket man ikke kan frakende kongen en del af skylden. Hans personlige ubeslutsomhed, til dels også hans optagethed af den nye elskerinde v. Schindel, bevirkede at hæren aldrig fik de instrukser den øverstbefalende havde bedt om. Det er næppe forkert når en samtidig hævdede at kongen elskede krig men var mere skikket til at deltage i et håndgemæng end til at lede et felttog.

Det følgende år udbrød den store pest i Kbh., og hoffet fortrak til Jylland hvor Frederik under et bal på Koldinghus forelskede sig i Anna Sophie Reventlow. 1712 bortførte han hende, på grund af moderens absolutte modstand, fra hendes hjem på Clausholm og lod sig vie til hende til venstre hånd. Endnu engang lod han sine private forhold gribe hindrende ind i rigets anliggender idet han også nu tøvede med at give den i Nordtyskland kæmpende hær de nødvendige ordrer. Alligevel endte krigen, ved Karl XIIs død, med dansk fordel, og det gottorpske problem løstes med magt ved at Slesvig 1721 med vestmagternes billigelse incorporeredes "i den danske krone". Med enevældens opfattelse af regentens forhold til sine besiddelser syntes det vigtigste at være at alle undersåtterne aflagde troskabseden til kongen. At der ikke derudover blev gjort forsøg på at knytte hertugdømmet nærmere til det øvrige Danmark i administrativ, økonomisk eller kulturel henseende skabte et fremtidigt problem som dengang ikke kunne forudses.

I indenrigspolitisk henseende domineredes Frederiks regeringsperiode af spændingen mellem landbrugets (godsejernes) interesser og militærets der ønskede ret til at udskrive nationalt mandskab blandt bønderne. 1701 oprettedes landmilitsen hvis bondesoldater skulle supplere de hvervede tropper – der på grund af deres kostbarhed ofte var udlejet til fremmede magter. N.å. afskaffedes til gengæld vornedskabet der havde bundet alle unge mænd på Sjælland, Lolland-Falster og Møn til stavnen. Men på grund af de betingelser der knyttedes hertil, bl.a. en meget lang overgangsperiode, fik bestemmelsen ingen videre betydning før stavnsbåndet indførtes 1733.

Frederik var kun i nogen grad personligt påvirket af de pietistiske tanker som kom til Danmark fra Tyskland, og som dronning Louise var vokset op med. I kulturlivet begyndte de dog at få indflydelse hvilket bl.a. kom til udtryk ved oprettelsen af 240 almueskoler på kronens ryttergods. Det var ligeledes den pietistiske missionstanke der lå til grund for Hans Egedes afrejse til Grønland 1721, men for kongen spillede det nok en lige så stor rolle at der ville være mulighed for økonomisk gevinst gennem handel. At det første danske teater i hovedstaden 1722 begyndte at spille Ludvig Holbergs komedier blev støttet af enkelte personer i administrationen, fx Frederik Rostgaard, men det havde næppe kongens interesse. Man kan ikke med nogen ret kalde Frederik en kender, endsige ynder af kunst i almindelighed; teater og opera kedede ham, om videnskab havde han et vagt begreb. Alene bygningskunsten og den dertil hørende havearkitektur havde hans usvækkede interesse, og han bestræbte sig for at få overført noget af den skønhed han havde fundet i Italien til Danmark, og i overlandbygmester J.C. Krieger, der tillige var gartner, havde han en smidig og opfindsom arkitekt. Mange steder i landet blev der ved de kongelige bygninger, foruden ved slottene omkring Kbh., anlagt fantasifulde og smukke lysthaver, fx i Odense, Skanderborg, ved Koldinghus, i Sønderborg og Slesvig (Neu Werk). Frederik er ubestrideligt "den største haveanlægger Danmark har kendt" (Hakon Lund). Blandt de bygningsværker Frederik lod opføre må især nævnes Frederiksberg slot, opført 1699 og 1708-09 af Ernst Brandenburger og J. C. Ernst, kancellibygningen (Den røde bygning) 1715-20 (Ernst), Fredensborg 1720 (Krieger) og 1722-29 det lille lystslot Frydenlund til dronning Anna Sophie. Derimod afstod han fra at virkeliggøre planen om at erstatte det middelalderlige Københavns slot med et nyt. I stedet lod han det gennemgå en omfattende restaurering. Få år senere blev det dog af efterfølgeren revet ned til grunden.

Efter krigens afslutning og dronning Louises død legaliserede Frederik sit forhold til Anna Sophie ved en ny vielse og ophøjede hende til dronning. Politisk var dette en uklog handling, og den skabte dyb og ulægelig splid i kongefamilien. Det betød samtidig et skifte i kredsene af rådgivere til fordel for Anna Sophies slægtninge, mand og mand imellem benævnt "den reventlowske bande", et udtryk for at den opfattedes som en klike. Samtidig fik kongens mistro til den danske adel ny næring, således som det kom til udtryk i de regeringsregler (dateret 24.4.1723) han udformede til sønnen Christian (VI). Han advarer heri denne mod at ansætte personer af dansk adel i høje stillinger, og nævner enkelte som har "den gamle Adel og Surdej i deres Hjerter". Hans angst for kup fra denne side synes helt grebet ud af luften, men kan forklares ved den slet skjulte kritik han fornemmede fra dronningens standsfæller, og har muligvis samtidig som umiddelbar foranledning afsløringen af en dilettantisk kupplan hvor en fhv. norsk amtmand og projektmager Poul Juel havde opereret med planer om at løsrive Færøerne, Grønland og Norge fra det øvrige rige. Skønt kupplanerne ved forhørene endte i den blå luft blev Juel henrettet og hans svenske medskyldige sat i kastellet på livstid.

Frederiks samliv med Anna Sophie efter 1721 blev overmåde lykkeligt, og for ham var det utvivlsomt en befrielse at komme ud af et forhold de begge betragtede som synd. At alle deres børn døde som små opfattede han som en himlens straf. Hans sidste år blev pinefulde, han plagedes af vattersot og led under følgerne af en ulykke han var ude for ved en eksplosion i et kanonstøberi i København. Til trods for tiltagende svaghed begav han sig 1730 på en mønstringsrejse, nåede til Gottorp men måtte vende om, og døde i Odense, til det sidste optaget af at betrygge Anna Sophies fremtid.

Familie

Født på Københavns slot, død på Odense slot, begravet i Roskilde domkirke. Forældre: Christian V (1646-99) og Charlotte Amalie af Hessen-Kassel (1650-1714). Gift 1. gang 15.12.1695 på Københavns slot med prinsesse Louise af Mecklenburg-Güstrow, født 28.8.1667 i Güstrow, død 15.3.1721 i København, d. af hertug Gustav Adolf af Mecklenburg-Güstrow (1633-95) og Magdalena Sibylla af Gottorp (1631-1719). Gift 2. gang 4.4.1721 på Københavns slot med Anna Sophie Reventlow (Anna Sophie), født 16.4.1693, død 7.1.1743 på Clausholm, d. af storkansler grev Conrad Reventlow (1644-1708) og Sophie Amalie Hahn (1664-1722). Med Louise far til Christian VI og Charlotte Amalie (1706-82). Bror til Carl (1680-1729) og Sophie Hedevig.

Ikonografi

Et ufuldført stik, muligvis fra ca. 1675, kan forestille Frederik, men identiteten er meget tvivlsom. Lille mal. af P. Rublagh, 1680 (Fr.borg). Afbildet på mal. s.m. faderen af Jacob d'Agar i 1680erne (audienssalen, Fr.borg), lille skitse dertil (Rosenborg). En række forskellige mal. af d'Agar (Rosenborg, Fr.borg, Gisselfeld, Adolphseck ved Fulda, Middachten i Holland). Mal. af D. v. Krafft (Gripsholm), af H. Rigaud, 1693 (St. mus., Rosenborg, Gavnø), mindre forarbejde hertil 1693 (Fr.borg), stik derefter af J. Friedlein, 1700, og min. af Hiller, 1715? (Rosenborg). Flere mal. af Rigaud 1691-1702; en anden type end den, mal. fra 1693 repræsenterer synes overleveret i kopi i et par min. (Rosenborg, Fr.borg), idet et stik i denne type af G. P. Busch bærer påskriften Rigaud pinx. Min. af J. Barbette, 1694 (Landesmus., Kassel), talrige min. af samme (Fr.borg, Rosenborg, British Mus.). Relief af J. Cavalier (?) fra 1690erne (Fr.borg). Turneringsbilleder (Rosenborg). To medaljer af A. Meybusch, 1695, medalje af samme 1700 og 1701, og af A. Norman, 1702. Afbildet på J. Friedleins små stik af salvingen 1700 efter tegn. af B. Mahsius, 1703. Medaljer af C. Wineke 1701, 1704, 1708, 1713 og 1719, af P. Berg fire medaljer 1705-09, ni medaljer 1713-22 samt en 1730; af begge disse medaljører udaterede medaljer. Mal. af F. i salvingsdragt af B. le Coffre (Brahetrolleborg), skitse til dette (Fr.borg), gentagelse med ændringer (Rosenborg). Afbildet på gouache af salvingen af B. Grodtschilling, 1706 (sst.). Mal. i hel figur af B. le Coffre (Fr.borg), kopi efter dette (post og telegrafvæs.), gentagelser af Coffre i hoftestykker (Middachten; Gavnø), en variant (Egeskov) er gengivet i stik af J.G. Mentzel og i litografi af E. Fortling efter tegn. af Top. Nogle portrættyper tillægges d'Agar (Chr.borg, Fr.borg, Gelting). Anonym medalje 1705. Medalje af Mikkel Røg, 1706. Buste af Thomas Quellinus (Fr.borg). Relief sign. I.U. (Fr.borg). Pastel af Rosalba Carriera, 1709 (sst.). Afbildet på mal. af regatta i Venezia 1709 af Luca Carlevaris (sst.). Relief af Meissenstentøj, formentlig 1709 (Davids saml., Fr.borg). Mal. af David Hoyer, 1709 (Chr.borg), med ændret dragt af samme (Fr.borg), sidstnævnte stukket af P. Schenk 1709, også i andre stik. Mal. i beslægtet type af M. C. Thrane (Rosenborg). Malet s.m. Fr. Wilh. af Preussen og Fr. Aug. af Sachsen og Polen af F.W. Weidemann (forhen Charlottenburg, Berlin); stik af den samme gruppe af J.F. Wentzel, 1709, medalje med samme motiv af H.P. Groskurt. Medalje af A. Montauti. Stik af F. i salvingsdragt på tronen 1710. Stik af A. Reinhard, 1712, efter tegn. af Claus å Møinichen. Anonym medalje 1713. Stik af P. Schenk i anledn. af Tønningens overgivelse 1715. Stik 1716. Mal. af B. Denner, formentlig 1717 (Rosenborg, Giesegård), litograferet. Stik af H. Westphalen, 1718, efter skrivemestertegn. af F. til hest af J.C. Oehlers. Buste af J.C. Sturmberg, 1718 (kancellibygn., Kbh.), tegn. dertil (Rigsark.). Buste af Just Wiedewelt, 1719 (Rosenborg). Anonym medalje 1719. Mal. af L. Weyandt, gengivet i stik. Medalje af A. Schultz, 1721. Min. af A. E. Willars s.å. (Rosenborg). Mal. tilskr. H. Krock (sst.), ansigtet efter sigende malet af N. Wichmann. Mal. sign. af Krock (Rosenholm), mal. i samme type tilskr. Wichmann, muligvis med urette (Amalienborg), gentagelse (Orebygård), en variant tilskrives G. Kneller (Pederstrup). Mal. af Wichmann? (Fr.borg) er stukket af G. Dheulland og af F.M. la Cave. Stik af A. Reinhard, 1724. Medalje af Olav Wif, 1725. Min. tilskr. G. Salemann ca. 1725 (Jægerspris). Afbildet på gouache af A. E. Willars ca. 1725 (Fr.borg). Mal. af J. S. Wahl, formentlig 1727 (Rosenborg), 1728 (Gottorp), kopi efter dette af A. Brunniche (Holsteinborg), flere gentagelser af Wahl (Fr.borg, Holsteinborg, Gavnø) samt kopier (Erholm), typen stukket af J. M. Preisler ca. 1777, af A. Flint, gengivet i træsnit og flere litografier. Mal. af F. i salvingsdragt af Wahl (forhen Hirschholm slot). Elfenbensrelief af Magnus Berg fra 1720erne (Mus. für Kunst und Gewerbe, Hamburg), relief af samme 1727-539 30 (Rosenborg), tegn. af samme (St.mus.). Medalje af C. Wermuth 1729 og 1730. Rytterbillede af B. Grodtschilling, 1729 (Rosenborg). En del udaterede portr. (Rosenborg, Fr.borg, Adolphseck, Gisselfeld, Gavnø, Gl. Viffertsholm), rytter-billeder (Valdemar slot, Gavnø, Rosenborg, Sunning House i Berkeshire), buster (Tøjhusmus., marmorhaven ved Fredensborg), afbildet på mal. s.m. familien (Chr.borg), på en skærm (Brahetrolleborg). Relief (Museo dell' opificio delle pietre dure, Firenze). Stik af bl.a. J.F. Eggelhoff, af Beck, af P.J. Leidenhoffer efter tegn. af P. Decker, af J. Kenckel, og til hest af bl.a. E.L. Creite. Dødsmaske (Rosenborg). – Relief af D. Gercken ca. 1740 på sarkofagen (Roskilde domk.). Stik af J. Folkema efter tegn. af C. Cochin, af J. Haas efter tegn af Cramer, og stik af F. i salvingsdragt af Haas, 1757. Relief af Wiedewelt til det første Chr.borg, stukket af M.L.A. de Boizot. Afbildet på mal. af G. P. Rugendas af Stades overgivelse (Rosenborg), på mal. af A. C. Rüde ca. 1780 af freden på Frederiksborg (Fredensborg) og på mal. af N. A. Abildgaard, 1786 (St.mus.). Akvarel af C.A. Lorentzen af Tønningen (Fr.borg), mal. af samme 1787, stukket af Haas. Afbildet på mal. af C.W. Eckersberg, 1836, på tegn. og mal. af L. Frølich ca. 1853, s.m. Tordenskjold på mal. af C.C. Andersen, 1874, af V. Rosenstand 1886 og på tegn. af O. Bache. Afbildet på mal. af Vinc. St.-Lerche, 1887, samt på tegn. af Rasmus Christiansen. Afbildet på riffelmal. af G. A. de Bois Clair, 1692 (Rosenborg). Mal. af H. Düvens, 1703 (Valdemarsslot). Relief af A. Gercken (Fyns stifts mus.). Sølvstatuette af Peder Hansen Klein, 1720 (Rosenborg).

Bibliografi

Kilder. A. C. Gasparis Urkunden und Materialien, Hamburg 1786 5-28. Dansk månedsskr. 1865 I 51-57 (Fr.IVs regeringsregler). Danske mag. 5.r.II, 1891 243-64 (aktstykker vedr. Fr.IVs sidste år, sygdom og død).

Lit. Minerva 1789 31-73 (Fr.IVs ophold i Firenze 1709). Nye saml. til den da. hist. II, ved R. Nyerup og P.F. Suhm, 1793 1-48 181f (Erik Torms beretn. om Fr.IV). Nye da.mag. IV, 1823 85-103 (Fr.VIs ophold i Bologna 1709). Jens Møller i Skand.lit.-selskabs skr. XXIII, 1832 3-196. Danske saml. 2.r.V, 1876-77 24-55 350-58 (Dagbog over Fr.IVs rejse til Italien 1692 og 93). E. Petit i Hist.arkiv II, 1887 173-82 (Fr.IV i Firenze 1708). Fr. Weilbach i Hist.t. 10.r.III, 1935 256-66. H. Hjelholt i Histt. 10.r.IV, 1937-38 225-60. Hakon Lund: De kgl. lysthaver, 1977. Andreas Hojer: König Friederich des Vierten glorwürdigstes Leben I-II, 1829. Fr. Weilbach: Frederik IVs Italiensrejser, 1933.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig