Frederik 8.

Frederik 8., Christian Frederik Vilhelm Carl, 3.6.1843-14.5.1912, konge. Efter at Frederik en tid havde gået i Mariboes skole lededes hans undervisning i hjemmet af professor L.V. Petersen, samtidig med at han deltog i kadetakademiets militære øvelser. Efter sin konfirmation 1860 udnævntes han til sekondløjtnant i infanteriet og fortsatte sin militære uddannelse ved 19. infanteribataljon i Nyborg og ved 4. dragonregiment i Næstved. Under krigen 1864 var han attacheret general Cai Hegermann-Lindencrones stab i Jylland, blev 1867 general uden for nummer, var 1874 og 1877 chef for lejrdivisionen ved Hald og blev 1891 hærinspektør.

Ved faderens tronbestigelse 15.11.1863 blev Frederik som kronprins medlem af statsrådet og støttede her faderens forsøg på at bevare Slesvig, Holsten og Lauenborg i personalunion med kongeriget da der blev tale om Slesvigs deling. Efter preussernes erobring af Als anså Frederik krigen for tabt. Han accepterede de hårde fredspræliminarer og den endelige fred om hvilken han i statsrådet 12.11.1864 sagde at "det var Vorherres Vilie og at dette var den eneste Trøst". Med erfaringerne fra 1864 og erkendelsen af Bismarcks Tyskland som kommende stormagt gik han ind for absolut neutralitet ved den tysk-franske krigs udbrud 1870.

Frederik besøgte i de første år af sin kronprinstid de vigtigste europæiske hoffer og fik særlig tilknytning til England og Rusland ved søstrenes ægteskaber, Alexandras med den engelske, Dagmars med den russiske tronfølger. Sin bror kong Georg af Grækenland havde han et særlig fortroligt forhold til. Den tyske kronprins Friedrich var ved sit ægteskab med en engelsk prinsesse svoger til Alexandra. Således havde Frederik i en tid, da fyrsterne endnu besad reel indflydelse, lejlighed til gennem familieforbindelser at erhverve sig indsigt i europæisk politik i de nær ved 43 år han var kronprins.

Han gjorde allevegne et godt indtryk ved sin taktfulde og beskedne optræden, men savnede den udstråling og charme hans søskende besad. I Danmark var han vikarierende regent når faderen var på rejse i udlandet, men derudover var hans opgave at vente indtil hans tid kom, som faderen indskærpede ham når Frederik i sin uvirksomhed ønskede at få overdraget offentlige hverv, også af ikke-militær karakter. Hans ægteskab med den svenske prinsesse Louise 1869 vakte glæde i mange kredse der betragtede det som noget af en oprejsning for de skuffelser skandinavismen havde lidt 1864. De nygifte fik bolig i et af Amalienborg-palæerne og sommerbolig på Charlottenlund slot, og egnen her omkring lærte Frederik at kende og holde af på lange spadsereture. Han havde lyst til at gøre sig fri og færdes for sig selv eller højest i selskab med sin hofchef gennem mange år kammerherre Otto Bull. I udlandet rejste han helst ukendt som greve af Rosenborg eller greve af Kronborg.

Frederik ønskede ikke blot at kende statens anliggender, men også de mange arter af anden virksomhed der udgjorde det danske samfund. Han var en flittig tilhører i rigsdagen og havde kontakt med politikere af forskellige anskuelser og interesseområder. Gennem bøger og blade fulgte han med i de nye strømninger i litteratur, kunst og videnskab, deltog i møder i Videnskabernes selskab og kom mere og mere til den opfattelse at den skærpede politiske konflikt under konseilspræsident J.B.S. Estrup kunne indebære en fare for dynastiet og hele samfundet. Bag dette lå også hans kendskab til engelsk samfundsliv fra hans studietid i Oxford i midten af 1860'erne og påvirkninger fra svogeren kronprins Edvard gennem hvem han lærte det engelske kongehus' opfattelse af et konstitutionelt monarki at kende. Han valgte her et forbillede der afveg stærkt fra faderens opfattelse og brugte den ret ubetydelige indflydelse han havde til at fremme det politiske forlig 1894. Da det trak i langdrag med Estrups afgang udtrykte han ved sin sølvbryllupsfest juli 1894 i rigsdagens nærværelse sit ønske om at forliget "måtte blive gennemført i alle dets konsekvenser", hvori lå at et nyt ministerium burde omfatte begge forligspartnere. Hans syn på det konstitutionelle monarki kom også frem i hans afskedsord til sønnen Carl, da han 1905 blev Norges konge Haakon 7.: "Kun i fast tilslutning til folket kan en regering finde styrke til at udføre sit ansvarsfulde kald".

Dannelsen af det første venstreministerium 1901 der af Christian 9. betragtedes som et forsøg, var for Frederik en realitet der indebar fremtiden. Da han ved faderens død 29.1.1906 blev konge kom han med redebon vilje til at være konstitutionel monark. Det var ham magtpåliggende at skaffe det islandske folk en sådan forfatning og stilling i riget at det kunne føle sig tilfreds med sit forhold til Danmark. I Christian 9.s sidste år havde der været drøftelser med islændingene om Islands statsretlige stilling, og en af Frederiks første regeringshandlinger blev at udvirke at Islands alting blev indbudt til et besøg i Danmark hvor altinget fremsatte sine ønsker. Da Frederik sammen med rigsdagsmænd og erhvervsrepræsentanter besøgte Island 1907 nedsatte han en kommission af altings- og rigsdagsrepræsentanter som 1908 afgav betænkning hvorefter Island skulle være et selvstændigt land i realunion med Danmark, men til Frederiks store skuffelse blev forslaget forkastet i Island.

Frederik var også indstillet på at tilvejebringe et mere trygt forhold til Tyskland med henblik på den storkrig som han ud fra sin bedømmelse af de europæiske forhold anså for uundgåelig. Ved optanttraktaten af 1907 skabtes der mere tålelige kår for de danske nordslesvigere. 1906-07 førte departementschef L.C.F. Lütken fortrolige underhandlinger med den tyske generalstabschef v. Moltke vedrørende Danmarks forhold til Tyskland under en krig. Konseilspræsident og krigsminister J.C. Christensen gav Lütken en ret vidtgående ledetråd for underhandlingerne, og Lütken vovede sig yderligere frem. Frederik fulgte underhandlingerne nøje og billigede dem for formålets skyld, men følte sig også foranlediget til at rådføre sig med udenrigsministeriets tidligere direktør P. Vedel der tilrådede en konsekvent ligelig neutralitetspolitik. Nov. 1906 havde Frederik under besøg i Berlin en samtale med v. Moltke der stillede spørgsmålet: for eller imod Tyskland i en eventuel krig hvor England stod over for Tyskland. Tog Danmark stilling mod Tyskland ville det gælde landets eksistens. Gik Danmark med Tyskland kunne der være tale om tilbagegivelse af Nordslesvig. Frederik svarede diplomatisk undvigende og distancerede sig dermed fra Lütkens mest vovelige udtalelser. Marts 1907 mødtes v. Moltke og Lütken endnu en gang og Lütken gik i princippet ind på v. Moltkes tankegang, men det forpligtede kun ham selv, evt. J.C. Christensen, som han fremhævede sin enighed med. Det forpligtede ikke kongen eller landet.

Frederik havde allerede før systemskiftet venskabelig kontakt med venstrereformpartiets leder J.C. Christensen der var konseilspræsident 1905-08. Juli-august 1908 foretog Frederik og dronning Louise en rejse gennem Jylland, ledsaget af konseilspræsidenten, og besøgte hans hjem i Hee. Det var J.C. Christensens ønske at gøre Frederik mere populær, og det lykkedes også, samtidig med at der faldt en vis glans over ham selv, men en måned senere meldte den tidligere justitsminister P.A. Alberti sig til politiet og tilstod falsk og bedrageri. Det ramte Frederik hårdt. Han havde næret ubetinget tillid til Alberti og havde på J.C. Christensens anbefaling udnævnt ham til gehejmekonferensråd ved hans afgang som minister halvanden måned tidligere. Blandt ministrene var der uenighed om hvorvidt ministeriet kunne fortsætte, men da udenrigsminister Raben-Levetzau indgav sin afskedsansøgning til kongen personlig opfordrede F. Christensen til at indgive ministeriets demission hvilket skete.

De næste par år blev for Frederik en vanskelig tid. Ivrig forsvarsven som han var havde han set hen til at J.C. Christensen skulle gennemføre en styrkelse af forsvaret efter at forsvarskommissionen havde afgivet betænkning juli 1908. Nu faldt denne opgave i ministeriet Neergaards lod. Frederik var tilhænger af Københavns landbefæstning, men accepterede Neergaards forslag om dens nedlæggelse om 8-10 år mod anlæg af en række fremskudte forberedte stillinger på landfronten. J.C. Christensen gik imod de fremskudte forter og Neergaard demissionerede. 11 medlemmer udtrådte af venstrereformpartiet i protest mod J.C. Christensen. I denne vanskelige situation henvendte Frederik sig til grev L. Holstein-Ledreborg om at danne et ministerium til gennemførelse af en ny forsvarsordning. Han afslog, og Frederik forsøgte da andre parlamentariske muligheder samtidig med at han – mod sine principper – også søgte at få dannet et ministerium under ledelse af den uden for rigsdagen og partierne stående admiral A. de Richelieu som var villig, men et sådant ministerium frarådedes fra politisk side. Holstein-Ledreborg blev da påny opfordret og lovede nu at tage en forhandling med venstregrupperne om et forlig om forsvaret. Det opnåede han, således at de fremskudte forter, bortset fra to fløjforter nord og syd for København, skulle opgives og J.C. Christensen påtage sig forsvarsministeriet. Frederik var betænkelig ved denne ændring af det oprindelige forslag, men da generalerne accepterede forliget, kunne Frederik overdrage Holstein-Ledreborg at danne regering 16.8.1909. Den nye ordning betød en styrkelse af forsvaret, men var dog alligevel en skuffelse for Frederiks forventninger til nyordningen. Oktober 1909 vedtog folketinget en radikal mistillidsdagsorden til ministeriet Holstein-Ledreborg, og overensstemmende med parlamentarismen demissionerede Holstein-Ledreborg og opfordrede Frederik til at lade de radikale danne ministerium. Frederik som i sin nød kort forinden havde været inde på tanken om et forretningsministerium under Richelieu, fulgte indstillingen fra Holstein-Ledreborg og styrkede dermed den parlamentariske statsskik i Danmark. Det radikale ministerium Zahle sad kun kort tid. Ved valget 1910 forenedes de tre venstregrupper i partiet venstre, og Klaus Berntsen, som Frederik værdsatte højt, blev konseilspræsident og begyndte forberedelsen til en grundlovsændring.

Dens gennemførelse oplevede Frederik ikke. Foråret 1912 fik han et hjerteanfald og rejste derefter med dronning Louise og følge til syden. På hjemturen under et ophold i Hamborg gik han sin vane tro en aftentur uden sin sædvanlige ledsager kammerherre Bull der ikke var med på rejsen. Under spadsereturen fik han et nyt hjerteanfald og sank død om på gaden 14.5.1912. Han havde i sin korte regeringstid øget sin anseelse ved den levende interesse han viste for befolkningens anliggender og ved sin ejendommelige følelsesbetonede veltalenhed. Han havde en naturlig menneskelig medfølelse med de enkeltpersoner han kom i nærmere eller fjernere forbindelse med og hans enestående hukommelse og genkendelsesevne gjorde sit til at hans indtryk af mennesker fastholdtes gennem årene. For tidens humane bestræbelser fx på fængselsvæsenets område viste han en aktiv interesse ligesom han og dronningen udfoldede en betydelig privat godgørenhed.

Datteren, prinsesse Dagmar Louise Elisabeth, født 23.5.1890, død 11.10.1961, blev gift 1922 med hofjægermester Jørgen Carl Gustav Castenskiold til Kongstedlund (1893-1978) og frasagde sig derefter titel og rang.