Frederik Ahlefeldt, f. 1662

Frederik Ahlefeldt, f. 1662, Friedrich Ahlefeldt, 21.4.1662-10.6.1708, greve. Født i Flensborg, død i Regensburg, skal være begr. i Radsted k., Lolland. A. tilbragte sin ungdom på rejser i udlandet og blev 1681 kammerherre og landråd. 1683 udnævntes han til vicestatholder i Slesvig og Holsten samt fik løfte om posten som guvernør og amtmand over Sønder Ditmarsken når faderen engang gik af. S.å. sendtes han i maj til England for at lykønske prins Jørgen i anledning af giftermålet med prinsesse Anna. Ved faderens død 1686 tiltrådte han grevskabet Langeland og udnævntes s.å. til gehejmeråd. Det er tvivlsomt om A. har fået nogen militær uddannelse, men 1689 udnævntes han til oberst og chef for Prins Georgs regiment hvoraf en bataljon under oberstløjtnant S. v. Oertzen gik med hjælpekorpset til England. Selv deltog han ikke i kampene i Irland men fik 1690 tilladelse til at deltage i felttoget ved Rhinen ved den kejserlige hær hvor han opholdt sig 1691–92 men uden at han vides at have haft nogen egentlig kommando. Sept. 1692 udnævntes han til brigader og kommanderede fra nu af bataljonen Prins Georg med hvilken han i juli 1693 indtog redouten ved Stock med ret store tab. Efter generalmajor J. A. v. Elnbergers henrettelse uden for Gent 1695 ansattes A. som generalmajor ved infanteriet efter at han i den forudgående tid ofte havde opholdt sig i længere tid ad gangen i sit hjem medens oberst v. Oertzen havde ført hans afdeling. I de følgende års kampe førte han det danske infanteri der indgik i general Vaudemonts korps. Efter fredsslutningen i Rijswijk i okt. 1697 vendte A. tilbage til Danmark, afgav sin kommando og overtog atter statholderskabet over Slesvig og Holsten i dec. s.å. Som en af landets højeste embedsmænd bar han ved Christian Vs begravelse rigsæblet. Under det kortvarige felttog 1700 sendtes han til Sachsen for at føre et hjælpekorps på 3.000 mand til Holsten; men korpset splittedes af luneburgerne, og A. måtte med resterne søge tilbage til Sachsen. 1701 udnævntes han til generalløjtnant, men i den følgende fredsperiode gav han sig mest af med administrationen af sine vidtstrakte godser og byggede Gråsten slot færdig. 1706 blev han efter general Andreas Harboes død øverstkommanderende over hjælpekorpset i kejserlig sold i Ungarn og chef for et af infanteriregimenterne i korpset (1. danske). Han indtraf først ved korpset i foråret 1707 da dette kom i kvarter i Bayern. Den kejserlige regering der stadig var i pengetrang forsømte korpset i høj grad, og A. selv der 1707 var blevet general af infanteriet, var stadig syg. Hans hustru plejede ham trofast til det sidste, men efter at han en tid havde besøgt badene i Eger i Böhmen døde han i Regensburg.

Blandt hans mange godser kan nævnes Gråsten, Søgård, Ballegård, Sebbelev og Avnbølgård i Sønderborg amt. Det tyske rigsgrevskab Rixingen (i det tidligere bispedømme Metz) solgtes 1703, men familien vedblev længe at føre titlen. Der var ingen børn i nogle af hans ægteskaber hvoraf navnlig det første bragte ham en stor formue idet han med sin 14-årige brud fik en tønde guld (100.000 rdl.) i medgift. Han var en forkælet og forfængelig natur. Hans fornemme fødsel, store forbindelser og rigdomme sammen med hans ærgerrighed bragte ham frem i høje militære stillinger som han måske i nogen grad manglede kvalifikationer til at bestride.