Frederik Barfod

Frederik Barfod, Povl Frederik Barfod, døbt Barfoed, 7.4.1811-15.6.1896, historisk forfatter, politiker. Frederik Barfod blev student 1828, privat dimitteret, men fik aldrig taget nogen embedseksamen. Efter huslærervirksomhed på landet tog han 1832 til København hvor han med besvær tjente til livets ophold bl.a. som lærer. Ved Det forenede velgørenhedsselskabs drengeskole som var oprettet på hans initiativ 1834 (og hvis navn siden 1926 er "Frederik Barfods skole") måtte hverken han eller hans medlærere lønnes. 1846–56 virkede Frederik Barfod som bibliotekar i Det skandinaviske selskab, men en embedsstilling fik han først da han 1855 blev fuldmægtig i rentekammerets arkiv. Herfra kom han 1861 til Det kongelige bibliotek hvor han virkede som assistent til 1866 da han trak sig tilbage.

Det var som politiker og forfatter Frederik Barfod gjorde indtryk på sin samtid. Oprindelig en svoren tilhænger af Frederik VI's enevælde kom han i vennekredsen "Tylvten" der bl.a. omfattede hans senere svoger Vilhelm Birkedal og de vordende politikere C.C. Hall, F.M. Knuth og D.G. Monrad, i kontakt med tidens politiske røre. Hertil kom stærk påvirkning fra N.F.S. Grundtvig. I tilslutning til ham stiftede Frederik Barfod 1839 Danske samfund, et mødeselskab der fik aflæggere flere steder i landet, og udgav 1839–42 det første fællesnordiske tidsskrift Brage og Idun hvortil han hentede lødige bidrag fra forfattere i Nordens lande. Straks efter Frederik VI's død tonede Frederik Barfod rent flag på venstrefløjen, var ivrig deltager i de første nordiske studentermøder og førte som medarbejder ved det liberale dagblad Fædrelandet et frisprog der nedkaldte en række offentlige anklager og domfældelser over ham. 1841 blev han ved hof- og stadsretten foruden høje bøder idømt et års censur. Næste år fordoblede højesteret i samme sag både bøder og censur. Kulminationen nåedes 1846 hvor Frederik Barfod havde karakteriseret administrationen af trykkefrihedslovgivningen som lovløs. Det kostede ham atter bøder og nu fem års censur der dog bortfaldt ved kongeskiftet 1848. Inden denne højesteretsdom var det lykkedes Frederik Barfod 1846 i et lille skrift En dansk Hverdagshistorie i lutter Aktstykker at ironisere over regeringens sagsanlæg foranlediget af en vise af Frederik Barfod om svælget mellem herre og bonde hvor han priste bondevennernes ledere.

1844–47 var Frederik Barfod redaktør af bladet Almuevennen, og 1848 valgte bondevennerne på Møn ham til medlem af den grundlovgivende rigsforsamling. På Constantin Hansens grundlovsmaleri er Frederik Barfod – korrekt – afbildet med rød kalot. I rigsforsamlingen fik han grund-lovsudvalgets forslag om trykkefrihedsparagraffen skærpet, så den fastslog: "Censur og andre forebyggende forholdsregler kunne ingen sinde på ny indføres" – en bestemmelse der er fastholdt i de senere grundlove. Frederik Barfod havde siden sæde i folketinget indtil 1869 med en kort afbrydelse 1853 da han efter uforbeholden tilslutning til Ejdergrænsen ikke opnåede genvalg på Møn. Ved et suppleringsvalg nogle måneder senere blev han repræsentant for Sakskøbingkredsen, men fjernede sig i stigende grad fra bondevennerne og nærmede sig højre som han støttede i forsvarssagen. Sort kalot afløste den røde. Trods ordrige indlæg i debatterne opnåede han ikke større politisk indflydelse, men om hans indgående fortrolighed med det politiske miljø i samtiden vidner hans under mærket L.K.D. forfattede Den grundlovgivende Rigsforsamlings Historie, 1849, og hans Dansk Rigsdagskalender fra 1856.

Som historisk forfatter var Frederik Barfod i sit es. Fra hans skrivepult spredtes artikler og bøger med pålidelige personalhistoriske data – og skarpe domme over samtid og fortid. Allerede 1835–36 havde han under pseudonym udsendt en Poetisk Læsebog for Børn og barnlige Sjæle – ledsaget af værdifulde digterbiografier. 1848–49 fulgte Danmarks Gejstlighed, en personalhistorisk-statistisk Aarbog, hvor præcise data vekslede med subjektive karakteristikker. Da Fr. V. Hegel opfordrede ham til at ny-udgive Ove Mallings Store og Gode Handlinger fra 1777 foretrak han at give sin egen skildring af fædrenes bedrifter, Fortællinger af Fædrelandets Historie I–II, 1853 der blev hans hovedværk. Trods konkurrencen med A. Fabricius' Danmarkshistorie – der kom året efter – vandt den så mange læsere at der i alt kom fire udgaver, den sidste 1874. "Ånden fra 48" præger dette som alle Frederik Barfods senere arbejder, herunder de i hans alderdom fuldførte – og svagere – Danmarks Historie 1319–1536 og 1536–1670, i seks bind 1885–93.

Frederik Barfods beskedne økonomiske kår – først 1876 fik han tildelt årlig understøttelse på finansloven – hæmmede aldrig hans indsats for de ideer han brændte for: åndsfriheden, skandinavismen og kampen mod tyskheden. Hans ydre fremtræden: det kæmpemæssige fuldskæg, den gennemtrængende stemme, det brede foredrag, de åbenmundede udtalelser – kunne kalde på smilet, men hans ildhu og retlinethed indgød respekt. Hos Frederik Barfods dattersøn, historikeren Vilhelm la Cour, genfindes nogle af hans bedste egenskaber.

En søn Ludvig Harbo Gote Birkedal-Barfod (27.5.1850–17.10.1937) blev efter konservatorieuddannelse 1873 organist ved Metodistkirken i Rigensgade, 1877–94 ved Frue kirke i Svendborg, og derefter til 1926 ved Frederikskirken i København. 1914–15 udgav han den store koralbog Menighedens Melodier I–II.