Frederik Brekling, Frederik Breckling, 1629-16.3.1711, teolog. Frederik Brekling udgik fra et hjem hvor Johan Arndts mystisk-farvede tanker i høj grad havde vundet indgang. 1646 blev han student fra Flensborg og studerede først i Rostock og Königsberg, senere i Helmstedt hvor han kom i berøring med sin slægtning, synkretismens talsmand Georg Calixt. Derpå drog han til Wittenberg hvor han bl.a. hørte de strengt lutherske teologer Abraham Calovius og Quenstedt, siden opholdt han sig i Leipzig, Jena og Giessen. Sidstnævnte sted tog han magistergraden 1653 og forfattede en tale og en afhandling om de troendes samfund. I talen mente de teologiske professorer at kunne spore weigelianisme, og da han ikke ville ændre den tog han også disputatsen tilbage. Den udkom først 1662 under titel Mysterium magnum.

I Giessen trådte han i forbindelse med den mystisk og teosofisk interesserede læge, professor Joh. Tackius der førte ham ind på studiet af forfattere som Paracelsus og Jacob Bohme. For at vinde et dyberegående kendskab til mystikken tog Frederik Brekling 1654 til Hamburg hvor han sluttede sig til en lille kreds der repræsenterede en spiritualiserende kristendom med front over for den officielle verdsliggjorte kirke. Under påvirkning af en apotekersvend i kredsen oplevede Frederik Brekling et åndeligt gennembrud der samlede sig om en fuldstændig forsagelse af alt verdsligt væsen og en større religiøs inderliggørelse. Senere rejste han over Strasbourg til Amsterdam hvor han bl. a. traf sammen med de mystiske sværmere Elias Prætorius (Christian Hohburg) og Ludwig Fr. Gifftheil.

1656 vendte han tilbage til Hanved, virkede under svenskekrigen som vikarierende sognepræst ved Skt. Nicolai kirke i Flensborg, siden som feltpræst og blev 1659 kapellan hos sin far. Hans hele åndelige udvikling i forbindelse med hans oplevelser under krigen havde imidlertid bibragt ham den opfattelse at alle onder i stat og kirke måtte føres tilbage til præsteskabet som han anså for befængt med de groveste laster. Særlig samlede hans harme sig mod generalsuperintendenten Stephan Klotz som han betragtede som legemliggørelsen af den fordærvede gejstlighed. Til konsistoriet i Flensborg indleverede han derfor et skarpt klageskrift over den lutherske kirkes præster. Klotz søgte at hindre dets offentliggørelse, men Frederik Brekling udgav det 1660 i Amsterdam med titlen Speculum seu Lapis Lydius pastorum. Dette skrift medførte at konsistoriet afsatte Frederik Brekling der flygtede til Holland hvor han udsendte en fremstilling af sin sag Veritatis Triumphus, særlig rettet mod Klotz og tilegnet Frederik III.

Nogle år virkede han som præst i Zwolle, dog jævnlig under strid med de strengere lutheranere, særlig konsistoriet i Amsterdam. Da han havde taget en ung sindssyg pige i sit hus med hvem han senere giftede sig vakte det så megen forargelse at han blev afsat fra sit embede 1668. 1672 flyttede han til Amsterdam og 1690 til Haag. Sit underhold fandt han dels som korrekturlæser, dels ved den understøttelse hans venner, deriblandt en kreds af fornemme damer, skænkede ham. Bestandig var han optaget af studier. Han stræbte at sammenfatte sine tanker i et stort system og syslede med planen om at skrive en kirkehistorie med sympatien for de små vakte kredse som bærende princip. Dette opgav han igen da Gottfried Arnold begyndte at udgive sin Kirchen- und Ketzer-Historie hvortil han selv leverede bidrag. Også med P.J. Spener trådte han i forbindelse.

Frederik Brekling var en disharmonisk, stærkt følelsesbetonet, selvstændig personlighed der i sin lidenskabelige kamp for religiøs individualisme ikke formåede at trænge igennem i sin samtid om end beslægtede retninger hos ham har hentet værdifulde impulser. Den overordentlig rige produktion han har efterladt sig virker som helhed ensformig både ved indhold og form. Hans stil er tung og overlæsset, og hovedindholdet i hans skrifter består, foruden af teologiske udviklinger af mystisk art, af de samme bestandigt gentagne, voldsomme angreb på den officielle kirke og dens præsteskab. Som teolog er Frederik Brekling fremfor alt talsmand for en fornyelse af den apostolske kristendom og forkynder af en inderlig Jesuskærlighed, af en fuldkommen forening på mystisk vis (unio mystica) mellem den enkelte sjæl og guddommen.

Familie

Frederik Brekling blev født i Hanved, død i Haag. Forældre: sognepræst, magister Jens Brekling (1589–1672) og Agathe Dame (død 1645). Gift N.N. (død 1706).

Bibliografi

G. Arnold: Unpartheyische Kirchen- und Ketzer-Historie III, 1700 145f; IV, s.å. 773f. Johs. Møller: Cimbria literata III, 1744 72–87. L.J. Moltesen: Frederik Brekling. Et bidrag til pietismens udviklingshistorie, 1893.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig