Frederik Hammer

Frederik Hammer, Frederik Abel Hammer, 13.9.1791-10.12.1877, krigsfrivillig. Født i Asminderød, død i Fredensborg, begravet i Asminderød. Da faderen 1807 meldte sig som frivillig for at deltage i Kbh.s forsvar mod englænderne fik den sekstenårige H. tilladelse til at følge med. De deltog sammen med herregårdsskytterne i udfaldene og erhvervede sig stor popularitet ved deres mod, gode humør og udmærkede skydning. På opfordring af kronprinsen (Frederik VI) indtrådte H. i guidekorpset og fulgte flere gange denne på rejser under krigen. Efter Kielfreden fik H. ansættelse i forstvæsenet, blev 1817 inspektør ved Esrom kanal og senere distrikts-kommissær. 1848 stillede han sig atter til hærledelsens disposition og blev ansat ved den frivillige husareskadron hvor han forrettede officerstjeneste. En øjenlidelse bevirkede at han allerede i slutningen af 1848 måtte udtræde af den militære tjeneste. St. St. Blichers digt "En ganske ny Vise om en Kroermand og hans Søn" (1838) beretter om H. og hans far 1807. – Kammerråd 1859.

Familie

Forældre: smed og kromand i Asminderød Johannes Christian H. (1754-1830, gift 2. gang 1797 med Clarine Kirstine Holst, 1769-1838) og Martha Zarine (Sarine, Serene) Egersted (ca. 1758-96). -23.3.1820 i Esbønderup med Elisabeth Kirstine Lemvigh, født 7.10.1794 i Esbønderup, død 8.2.1849 i Asminderød, d. af prokurator, senere birkedommer Otto L. (1758-1834) og Else Johanne Ørsnes (1770– 1844).-Far til O.C.H.

Udnævnelser

DM. 1809. R. 1859.

Ikonografi

Træsnit af H. P. Hansen, 1873. Foto.

Bibliografi

Dansk folkebl. 10.6.1842 (optr. i Danebrog II, 1881 97-105). K. C. Rockstroh: Kongens livjægerkorps 1807, 1907. St. St. Blicher: Saml. skr. XXI, 1928 179-83: XXVI, 1930 38f 280.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig