Frederik Ludvig Norden

Frederik Ludvig Norden, 22.10.1708-22.9.1742, søofficer, arkæologisk rejsende. Født i Gluckstadt, død i Paris, begravet sst. N. blev kadet 1723, sekondløjtnant 1732, premierløjtnant 1737, kaptajnløjtnant 1739 og kaptajn s.å. N. var 1726 med en eskadre til Reval. Under sin uddannelse på Søkadetakademiet havde han bl.a. udmærket sig i tegning, og 1727 blev han beordret til at udføre en del kort til kongen. 1732 ansøgte han kongen om at måtte rejse til udlandet for at uddanne sig i videnskaberne, hvad der blev anbefalet af F. Danneskiold-Samsøe. S.å. blev N. sammen med løjtnant F. Wegersløff beordret til at foretage en rejse til udlandet for at studere takkelvæsen, fortifikation og vandbygningsvæsen og i det hele taget lade foretage tegninger af alt hvad han så af interesse. Rejsen gik først til Holland hvorfra han hjemsendte tegninger af en mølle. N. forblev i Amsterdam til 1734 for efter ordre at sætte sig fuldstændigt ind i forhold omkring digers vedligeholdelse. Under opholdet i Amsterdam stiftede N. bekendtskab med den berømte tegnemester og kobberstikker Jan de Ruyter der lærte ham at radere og ætse stik. I maj 1734 gik rejsen videre med skib over Marseille til Genua, Livorno, Venezia og Malta hvor N. havde til opgave at undersøge dokker, møller, arsenaler og galejers konstruktion. N. var meget arbejdsom og hjemsendte oplysninger, tegninger og modeller bl.a. af galejer. I admiralitetet var der tilfredshed med N.s fremskridt, og han fik tilladelse til indtil videre at opholde sig i Italien for at fortsætte sine studier. Under opholdet i Italien blev N.s interesse for antikkens kunst og arkitektur vakt. I Firenze stiftede han bekendtskab med den kendte kunstsamler og arkæologisk interesserede Philippe baron de Stosch, og gennem denne fik N. kendskab til gammel egyptisk kunst og kultur. I Stosch's hjem traf N. den nürnbergske maler Carl Marcus Tuscher der senere på dennes anbefaling kom til Danmark og virkede her en årrække. N. blev i Firenze knyttet til akademiet i byen og blev "associé å l'Académie de dessein" og medlem af den såkaldte antikvitetsorden hvis ordenstegn blev båret skjult. I 1737 blev N. beordret til at foretage en rejse til Egypten. Det har tidligere været antaget at N. på grund af sin egyptologiske interesse selv havde ansøgt om at måtte foretage en sådan rejse. I virkeligheden kom rejsen meget ubelejligt for N. og havde et ganske andet formål end videnskabeligt at studere de egyptiske fortidsminder. I 1736 havde en europæisk lykkeridder, franskmanden Pierre Joseph le Roux greve d'Esneval, henvendt sig til Christian VI for at foreslå at der etableredes handelsforbindelser mellem denne og kejseren af Etiopien som han påstod at have forbindelse med gennem en udsending fra kejseren der opholdt sig i Rom. d'Esneval havde allerede 1721 henvendt sig til Frederik IV for at få denne til at foretage en ekspedition til Madagaskar. Imidlertid gik Christian VI ind på at støtte d'Esneval, men på den betingelse at der på den planlagte ekspedition deltog en særlig repræsentant for den danske konge. Da N. opholdt sig i Italien kunne man bekvemt gøre ham til denne kontrolofficer. N. forsøgte uden held at undgå denne udkommando der ville afbryde hans studier, ligesom d'Esneval uden held søgte at undgå at få N. med således at han havde friere slag med sit vidtløftige foretagende. 1737 rejste ekspeditionen der skulle søge at nå Etiopien via Egypten, fra Italien. Ud over kontrolfunktionen hedder det i N.s instruks at "alle "informationer" der kan være af interesse og gavn for fædrelandet søges indhentet". Ekspeditionen nåede Alexandria og opholdt sig omkring fire måneder i Cairo hvorfra man rejste videre på Nilen.

N. var, sin alder taget i betragtning, blevet sat på en meget vanskelig opgave. Overalt stødte man på vanskeligheder i dette land hvor der herskede såvel politisk som administrativt kaos. Af N.s dagbøger fremgår det at d'Esnevals charlatanen afslørede sig mere og mere. Ved flere lejligheder var det tilsyneladende kun N.s snarrådighed der reddede ekspeditionen. I januar 1738 var man nået frem til den nubiske by Derri. Problemerne med at fortsætte sydover var nu så store på grund af almindelig lovløshed og vanskeligheder med at skaffe tilstrækkeligt loyale medhjælpere at man besluttede at vende om. Under hele rejsen havde N., på trods af de daglige talrige vanskeligheder og trakasserier med d'Esneval, som den interesserede og opmærksomme iagttager konstant været i gang med skitseblokken ligesom han førte dagbog og andre omhyggelige notater over de ting han så. Ud over pyramiderne omkring Cairo fik N. også lejlighed til at aftegne og gøre notater vedrørende ruinerne ved Theben og Assuan samt på øerne Elefantine og Filæ. Maj 1738 forlod N. Egypten medbringende sine optegnelser og tegninger i intakt stand. Materialet kan yderligere suppleres med fyldige skildringer som N. i løbet af rejsen sendte hjem til de Stosch. N.s optegnelser og opmålinger var på den tid enestående og blev banebrydende for europæernes kendskab til og fornyede interesse for den egyptiske fortid (egyptologi). Derudover giver N. bidrag til etnografien ved sine tegninger og notater vedrørende hans samtids Egypten med dets fattigdom og kaotiske tilstand. Kontrasten var også for N. slående, og han noterer at det er "beklageligt, at saa smukke Monumenter ere i saa vilde Umenneskers Hænder". I en fælles rapport redegjorde N. og d'Esneval for ekspeditionens forlis. I juli nåede man Messina hvorfra N. rejste via Venezia tilbage til Danmark. d'Esneval rejste til Rom. Hjemkommen modtog N. anerkendelse for sin konduite under den etiopiske ekspedition og nød stor bevågenhed fra F. Danneskiold-Samsøes side. Et stik som N. udførte 1739 i anledning af den store doks indvielse på Holmen var da også tilegnet denne. S.å. blev N. indsat i konstruktionskommissionen der overvågede flådens skibsbyggeri. 1740 rejste han efter ordre til England for at deltage i den østrigske arvefølgekrig ombord på den engelske flåde. En ondartet brystsygdom tvang ham imidlertid i land. Rejsen til Egypten havde allerede skaffet N. et navn blandt ansete videnskabsmænd, og i London blev han optaget i videnskabernes selskab og udgav i den anledning en prøve på sit materiale i værket Drawings of some ruins and colossal statues at Thebes in Egypt, 1741. N. søgte helbredelse ved at tage til Rivieraen, men undervejs dertil døde han i Paris. Blandt videnskabsmænd i Europa imødeså man med forventning det store værk som N. havde under forberedelse. Hans tegninger og optegnelser blev bragt hjem til Danmark hvor F. Danneskiold-Samsøe fik udvirket at staten stillede midler til rådighed for udgivelsen. Allerede i 1743 blev C. M. Tuscher indkaldt fra London for at forsyne værket med 159 kobberstik. Selve udgivelsen lod dog vente på sig. Det blev overladt Hans Gram at udgive værket, men han nåede det ikke inden sin død 1748 hvorefter arbejdet gik over til Bernhard Møllmann der fik værket ud 1755 efter at Videnskabernes selskab i København havde fået overladt N.s papirer mod at stå for udgivelsen. Værket Voyage d'Egypte et de Nubie kom i et begrænset oplag og er et fornemt eksempel på dansk boghåndværk. 1757 blev det udgivet på engelsk ved P. Tempieman, på tysk 1779 ved J. F. E. Steffens, og i en forkortet dansk udgave ved J. Stauning 1775. En ny fransk udgave på tre bind "avec des notes et des additions" udkom 1795-98 i Paris ved L. Langlés. N. var en teknisk begavet, præcis og nøgtern iagttager der ræsonnerede over de ting han så. Hans optegnelser blev banebrydende for egyptologien og var mønstergyldige i deres metodiske gennemførelse. Danmark var for lille for N., og han tilhører nok mere det europæiske end det danske åndsliv, men han er samtidig et resultat af den solide uddannelse som enevælden herhjemme gav sine embedsmænd og de muligheder man åbnede når man erkendte et talent.