Frederik Madsen, Frederik Christian Madsen, 6.10.1834-23.4.1882, skuespiller. Født i Kbh. (Helligg.), død i Århus, begravet i Kbh. (Holmens). M. var udlært urmager da teaterlysten, som var blevet næret ved dilettantoptræden i "Kalkeballen" bl.a. med de senere skuespillere A. Helsengreen og Harald Kolling drev ham til at gøre legen til alvor: han fik engagement ved M. V. Bruns selskab, debuterede 3.9.1856 i Haderslev og vakte navnlig opmærksomhed som Hans Mortensen i Aprilsnarrene og Peter i Et Eventyr i Rosenborg Have. De tre følgende sæsoner tilhørte han provinserne, især Odense, men om sommeren spillede han på Alhambra i Kbh. hvor H. W. Lange opdagede ham og fik ham knyttet til Folketeatret; her virkede M. fra 1859 til 1870 og vandt ry som en af landets ypperste komiske skuespillere, navnlig i farcer. Styx i Orfeus i Underverdenen blev (11.10.1860) M.s egentlige gennembrudsrolle, en fantasifuld tragikomisk figur hvis form blev kopieret, men aldrig udfyldt af senere fremstillere. Han skabte - vejledt af Frederik Høedt - to typer for sin samtid: den danske håndværkssvend og den franske fusentast fra Palais Royals viltre farcer (Rosenville i Rejsen til Kina. Cæsar i Verdens Herkules, Tamerlan i Den svage Side). Grundlaget for dem begge var smittende elskværdighed, men mens svenden (fx i bageren i Store Bededagsaften, sadelmageren i Lige Børn leger bedst og skrædderen Peter Ravn i En Spurv i Tranedans) var professionelt karakteriseret med mange komiske småtræk fra livet, blev "galfrandsen" formet over én grundtype: han boltrede sig gennem de mest ellevilde situationer med frisk humør, spillende vid og forsorent lune. Betegnelsen genial kunne her anvendes med fuld ret; M. var, skrev Edvard Brandes, efter J. L. Phisters afgang "den første komiske Skuespiller vor By ejer". Men hvis rollen krævede elegance og overlegen ro, fx franske markier eller advokaten i En Fallit, slog hans evne og dannelse ikke til: han havde talent for overgivenhed, men ikke for værdighed. Klassisk anlagt var han ikke, men derimod øjebliksmenneskets fremstiller med sin egen af publikum i høj grad accepterede form som ikke interesserede Phister, da han søgte en arvtager. Han ønskede tværtimod et uprøvet, modtageligt talent og fandt det i Olaf Poulsen.

Allerede 1870 brød M. med Folketeatret og havde siden intet blivende sted, men spillede snart i provinserne og Norge, snart på Casino (1871-72; 1876-80) hvor han viste sig sidste gang i Kbh. ved sin 25-års jubilæumsforestilling 27.8.1881 bl.a. som husaren i Adolf og Henriette. Det var hans glansroller, Søren Pipperup i Redaktionssekretæren. Peter Ravn og Hans Styx, der bar ham gennem nedgangens år, i hvilke stemmens hæshed tiltog og der gik slid på hans evne som følge af et forceret liv. Edv. Brandes beundrede på den tid hans geniale drukkenbolt Bardolph i Henrik IV. og slog (1876) forgæves et slag for hans ansættelse ved Det kgl. teater, men selv følte M. sin tilbagegang og led derunder; få dage før sin død stod han, kun 48 år gammel, sidste gang på Århus teater som Bjørn i Valdemar Sejr. De yngre skuespillere J. F. S. Dorph-Petersen, Carl Wulff og William Pio delte hans roller, men deres fremstillinger blev kun konventionelle kopier uden hans komiske ånd. M. var den kunstner Olaf Poulsen beundrede mest i sin ungdom, og der var i hans Brown i Soldaterløjer tydelig påvirkning fra M.s spil. - Hans anden hustru, Caroline Recke-Madsen, der havde frekventeret balletskolen og 1851 debuterede i skuespillet på Det kgl. teater, var i nogle år en nydelig, om end affekteret fremstiller af lystspillenes unge piger på Folketeatret. Den duftvaudevilletone, som fru Heiberg (Johanne Luise) anslog på Det kgl. teater fortsatte R.-M., en let sentimental romantik der også præger faderens kompositioner, fx i Drømmebilleder og Amélies Vals. Men der var ingen udviklingsmuligheder i hendes spæde talent som stod i et modsætningsforhold til en rolle som fru Alving i Gengangere hvis første fremstiller hun blev i de danske provinser. 28.3.1896 optrådte hun sidste gang ved en særforestilling på Dagmarteatret bl.a. som guldbruden i En Guldbryllupsaften.

Familie

Forældre: restauratør Jens M. (Tjørnelund) (1791-1853) og Karen Larsdatter (1800-78). Gift 1. gang 27.5.1862 i Gentofte med skuespiller Louise Cecilie Lange, født 16.11.1839 i Århus, død 10.2.1866 i Kbh. (Garn.), d. af teaterdirektør H. W. L. (1815-73) og Juliana M. Michaelsen (1799-1866). Gift 2. gang 19.3.1870 i Kbh. (Trin.) med skuespiller Caroline Margrethe Georgine Lumbye, født 17.3.1833 i Kbh. (Helligg.), død 1.4.1901 i Ystad (gift 1. gang 1851 med forfatter Adolph v. d. Recke, 1820-67), d. af komponist H. C. L. (1810-74) og Georgine M. H. Hoff (1813-71).

Ikonografi

Træsnit 1867 og 1868. Litografi 1870 og i samme type, med hustru, på litografi af A. Jacobsen og R. Hartnack s.å. Træsnit 1881 efter foto, efter samme flere træsnit 1882, bl.a. af C. Hammer og H. P. Hansen. Tegnet i rolle af C. Bayer (Teatermus.). Afbildet i rolle på litografi. Foto.

Bibliografi

Breve i Af dagens krønike, 1889 404-06. - Edv. Brandes i Morgenbladet 13.10. og 15.10.1876. Benjamin Pedersen i Julekalender IV, 1888 21-32. Karl Schmidt: Medd. om skuespil og teaterforhold i Odense I, 1896. Rob. Neiiendam i Danm. i fest og glæde, red. Jul. Clausen og T. Krogh IV, 1935 422 448f. Samme: A/S Kbh.s Hippodrom. Folketeatret 1845-1945, 1945. Gunnar Sandfeld: Thalia i provinsen, 1962 (2. udg. 1968). Samme: Komedianter og skuespillere, 1971.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig