Frederik Nielsen, 1.1.1915-28.5.1983, litteraturhistoriker. Født i Randers, død i Ny Holte sg., begravet Mariebjerg kgd. Om sin opvækst på Christianshavn har N. selv berettet i erindringsbindet Engang for længe siden, 1971. 1934 blev han student fra Christianshavns gymnasium og begyndte derpå at studere dansk, engelsk og tysk i hvilke fag han blev cand.mag. 1941. Efter eksamen fik han foreløbig arbejde som timelærer ved Statens og hovedstadskommunernes kursus for i 1945 at blive adjunkt ved Frbg. gymnasium. S.å. udgav han romanen Faraos fede Aar, et portræt af hans egen mellemkrigsgeneration. I perioden 1946-64 virkede han som ledende litteraturkritiker ved Social-Demokraten, og i tidsrummet 1946-56 var han ansat som undervisningsassistent ved Kbh.s univ. 1948 udgav han sit første litteraturvidenskabelige arbejde, antologien Dansk Litteratur- og Teaterkritik, og året efter fulgte det pædagogiske diskussionsoplæg Litteratur eller makulatur, udgivet for Arbejdernes oplysningsforbund. 1951 flyttede N. sin adjunktstilling til Lyngby statsskole, hvor han blev lektor 1955. Forinden havde han, i 1953, disputeret med afhandlingen J. P. Jacobsen. Digteren og mennesket (3. udg. I-II, 1968). Ved en minutiøs analyse af liv og forfatterskab påviste han her grundlæggende psykiske strukturer af masochistisk art hos denne forfatter. Trods en vis ensidighed i synsvinklen forbliver disputatsen en grundlæggende monografi om J. P. Jacobsen. 1972-74 udgav han J. P. Jacobsens samlede værker i seks bind. 1958 blev N. professor ved Danmarks lærerhøjskole, en stilling han varetog til 1977, og hvori han prægede et par generationer af folkeskolens dansklærere. 1957 udgav han radioens grundbog Dansk digtning i dag, en både indforstået og klar oversigt over den nyere tids litteratur med Martin A. Hansens digtning i centrum. 1961 udsendte han den litteratur-pædagogiske essaysamling Digter og læser. Af ældre forfattere har N. især beskæftiget sig med Poul Martin Møller. 1958 udsendte han en tekstkritisk udgave af En dansk Students Eventyr, og 1961 samlingsbindet Om Poul Martin Møller. Af nyere forfatterskaber har han specielt interesseret sig for Martin A. Hansen, om hvem han udgav monografien Martin A. Hansen. Møder med en digter og hans bøger, 1961 (ny ændret udg. med titlen Fra Martin A. Hansens værksted, 1971) og Nis Petersen om hvem han udgav en studie 1970. N.s interesse for nyere litteratur har tillige givet sig udslag i hans arbejde som medredaktør ved andenudgaven af Danske digtere i det 20. århundrede I-III, 1965-66. -Som litteraturvidenskabsmand har N. til stadighed været optaget af at formidle digtningen for et større publikum. I sit arbejde som forsker og kritiker har han – undertiden med engageret, polemisk skarphed – bestræbt sig på pædagogisk at viderebringe sine egne intense digteriske oplevelser.

Familie

Forældre: skrædder Anton Kristian N. (1891-1916) og Johanne Margrethe Mikkelsen (født 1894). Gift 17.1.1942 i Kbh. (b.v.) med bibliotekar Grethe Hansen, født 17.10.1916 sst., d. af musiker Hans Valdemar H. (født 1880) og Anna Jensen (født 1885). Ægteskabet opløst 1967.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1954 116. F. N.: Engang for længe siden, 1971 (erindr.).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig