Fritz Clausen

Fritz Clausen, 12.11.1893-5.12.1947, politiker. Født i Åbenrå, død i Vestre fængsel, Kbh., begravet i Åbenrå. C. hvis forældre tilhørte det danske mindretal blev student fra Flensborg 1913 og studerede medicin ved tyske universiteter indtil han indkaldtes til tysk krigstjeneste 1914. Han blev taget til fange på østfronten 1915, kom via Finland til Kbh. 1918, blev cand. med. 1923 og nedsatte sig som læge i Bovrup 1924. - Politisk var C. stærkt højreorienteret, deltog i Dannevirkebevægelsen o. 1920 og påvirkedes i 1920erne af den tyske nazisme. Han fik ved indmeldelse i ritmester Lembckes i 1930 stiftede Danmarks nationalsocialistiske arbejderparti medlemskort nr. 2 og blev 1933 ved kup, støttet af partiets jyske afdelinger, fører for DNSAP. 1939-45 var han medlem af folketinget, valgt i Sønderjylland. - Allerede før anden verdenskrig havde han forbindelse med det tyske nazistiske efterretningsvæsen, fortsatte dermed efter okkupationen af Danmark og modtog væsentlige beløb til nazistisk og antisemitisk propaganda. DNSAP blev under ham organiseret efter tysk-nazistisk mønster med SA- og SS-tropper. C. arbejdede også aktivt for hvervning til Waffen-SS og oprettelse af Frikorps Danmark. Fra LS (Landbrugernes Sammenslutning) fik C. tilslutning sommeren 1940 og tumlede med planer om overtagelse af regeringen. Han støttedes ikke fra Berlin, og Christian X meddelte 15.11.1940 gennem statsministeren at han ikke akcepterede regeringsomdannelse uden om rigsdagen. C.s "aktionsdag" 17.11.1940 blev derfor kun en mislykket demonstration i Kbh. og et "spadeslag" i Haderslev som politiet håndfast neddæmpede. Valget 23.3.1943 gav ikke DNSAP mandatfremgang, og fra november 1943 gjorde C. med rang af Sturmbannführer tjeneste i Waffen-SS på østfronten indtil han januar 1944 indlagdes på lazaret i Würzburg og et par måneder senere hjemsendtes. Da havde andre overtaget ledelsen af DNSAP. 5.5.1945 interneredes C. af modstandsbevægelsen i Gråsten, flyttedes senere som allieret krigsfange til Aisgades skole i Kbh. og overgaves sidst på året til retsforfølgelse ved dansk domstol hvor anklagen mod ham, hvilende på et omfattende materiale bl. a. fra tyske arkiver, skulle have været behandlet januar 1948, men 5.12.1947 døde C. af hjerteslag i Vestre fængsel. - C. skrev artikler i Nationalsocialisten og Fædrelandet og udgav en række agitatoriske småskrifter, deriblandt Den nationale Socialisme, 1934, og Volk und Staat im Grenzland. Zürich 1936. Han kunne være jævn og ligefrem over for sine patienter. Som fører for DNSAP optrådte han brovtende, og hans taler var båret af bombastiske tirader og hul patos. Han manglede politisk indsigt og psykologisk forståelse og evnede ikke at udkonkurrere eller samle rivaliserende nazistiske smågrupper. Ledende kredse i Tyskland anså ham på intet tidspunkt for regeringsduelig. På hans kreditside skal noteres at han konsekvent modsatte sig hjemmetyske krav om grænseflytning.

Familie

Forældre: købmand Friedrich Christian Emil C. (1850-93) og Ane Christine Petersen (1858-1938). Gift 24.8.1923 i Åbenrå med Ebba Larsen, født 8.1.1892 i Kbh., d. af slagtermester Frederik Adolf Andreas L. (1858-1916) og Johanne Marie Christiansen (1864-1966).

Ikonografi

Tegn. af Carl Jensen, 1939. Karikatur som sprællemandsark. Tegn. af A. Hougart, 1942. Buste af Aage Nielsen-Edwin, 1942. Foto.

Bibliografi

Henning Poulsen: Besættelsesmagten og de da. nazister, 1970. Sv. Thorsen: Delt efter anskuelser, 1970 167-70. - Aktstykker vedr. anklagen mod C. i Rigsark.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig