G. Forchhammer

G. Forchhammer, Johan Georg Forchhammer, 26.7.1794-14.12.1865, geolog, kemiker. Født i Husum, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Ass.). F. boede i Husum i Slesvig fra 1794 til 1803 da faderen blev leder af lærerseminariet i Tønder. Indtil sin død 1810 underviste faderen børnene i naturhistorie, og F.s interesse blev vakt, navnlig hvad angår havets virksomhed ved Slesvigs vestkyst. Dette emne behandlede han senere i flere afhandlinger. 1810-15 var han atter i Husum som apotekerdiscipel. 1815-18 var F. indskrevet ved universitetet i Kiel som stud.chem. & pharm. Han blev ansat som amanuensis hos sin lærer professor C. H. Pfaff der underviste i fysik, kemi og farmaci. Det var her han anlagde sin første mineralsamling. På grund af nogle usikre løfter om at blive leder af et kommende gasværk i Kbh. rejste F. hertil 1818. Planerne om gasværket blev opgivet ligesom forskellige hverv stillet i udsigt af Ernst Schimmelmann heller ikke blev til noget, men H. C. Ørsted udvirkede at F. efter C. Münsters forfald sammen med Ørsted og L. Esmarch kom til at deltage i undersøgelserne af Bornholms mineralske råstoffer 1818 og 1819. Dette betød dels en forbedring af F.s økonomi, men navnlig at han fik lejlighed til at foretage geologiske undersøgelser i felten på egen hånd. Disse rejser gjorde definitivt F. til geolog. Efter at have fået bevilget et toårigt rejsestipendium (England) og for at have en bedre position inden rejsen påbegyndtes, forsvarede F. 1.4.1820 sin doktordisputats om manganets kemi, et emne Pfaff og han havde beskæftiget sig meget med i Kiel. Rejsen til England 1820 hvor han studerede de geologiske forhold, besøgte bjergværker og fabriksvirksomheder og stiftede bekendtskab med flere fremragende naturforskere, efterfulgtes efter yderligere rejsebevillinger af en rejse til Færøerne (1821) hvor han skulle undersøge øernes geologi og mineralrigdomme, især kullene, samt søge at komplettere sin og samtidens viden om Nordeuropas geologi.

Som umiddelbart resultat af rejsen udkom 1824 Om Færøernes geognostiske Beskaffenhed. Efter at F. i en kort periode 1822-23 havde været farvelaborant ved Den kgl. Porcelainsfabrik til en ret beskeden gage sørgede H. C. Ørsted for, at han forblev i Danmark ved at få ham udnævnt til lektor i kemi og mineralogi ved Kbh.s univ. 1823.1829 blev F. professor ved den nyoprettede polytekniske læreanstalt. Undervisningsområdet var mineralogi og kemi. 1831 blev han tillige ekstraordinær professor i mineralogi og geognosi ved Kbh.s universitet. Efter professor G. Wads død 1832 reorganiserede F. samlingerne i "Grev Moltkes Universitetet tilhørende Mineralogiske Museum", således at der blev seks undersamlinger foruden en studie- og undervisningssamling. Af museumsetiske grunde overdrog F., mod betaling af skabe og æsker, sin private samling til museet. Denne samlings indhold af materiale fra Danmark har sikkert bidraget væsentligt til den betydelige vækst som i disse år fandt sted i "Den danske geognostiske samling" der også fortsat voksede som følge af F.s undersøgelser og rejser rundt i landet. Det øgede kendskab til Danmarks geologi udmøntedes dels i samlingernes vækst, dels i forskellige afhandlinger om Danmarks geologi og kulminerede foreløbig 1835 med den første udførlige Danmarks geologi. Skønt F.s modersmål var tysk og universitetsprogrammet hidtil var skrevet på latin blev den skrevet på dansk med titlen Danmarks geognostiske Forhold, forsaavidt som de ere afhængige af Dannelser, der ere afsluttede. Dette viser F.s interesse i at udbrede videnskabens resultater til det størst mulige publikum og svarer til hans indsats på Polyteknisk læreanstalt og i forskellige selskaber hvor hans forelæsninger søgtes af mange. Ligeledes forfattede han en del halv- og helpopulære afhandlinger, bl.a. om pedologiske emner med adresse til landbrugere. F. udbyggede og korrigerede sin viden om Danmarks geologi i årene efter 1835 og var to gange langt fremme med en udvidet udgave af sin Danmarks geologi. 1848 opgav han den tyske udgave Danemarks Geognosie pga. de politiske forhold og 1854 opgav han den danske pga. et meget stort arbejdspres og manglende tid til fornyet feltarbejde. 1858 udgav han en oversigt over Danmarks geomorfologi i universitetsprogrammet, en opsummering af en række undersøgelser foretaget i årenes løb over Danmarks terrænforhold. I disse var han også kommet ind på rullestensleret (moræne) hvis glaciale oprindelse han ikke kunne anerkende idet han opfattede de erratiske blokke som intruderede i en marin aflejring som følge af endogene processer.

F. var en af de første der gik ind i det tværfaglige naturhistorisk-arkæologiske samarbejde idet han mente, "at Menneskeslægtens ældste Historie har sit naturhistoriske og geognostiske Element". To gange var han medlem af antikvarisk-geologiske kommissioner nedsat af Videnskabernes selskab. Runamo-Komiteen, der foruden F. bestod af sprogforskeren Finnur Magnússon og historikeren C. Molbech, undersøgte 1833 nogle formodede runer, omtalt af Saxo, på en diabasgang i Blekinge. Komiteen bekræftede at det drejede sig om runer, men blev 1844 kraftigt tilbagevist i J. J. A. Worsaaes Runamo og Braa-vallaslaget. Lejrekomiteen, bestående af J. Steenstrup, J. J. A. Worsaae og F., anstillede fra 1848 arkæologiske undersøgelser over skaldynger som lå nær hævede kystlinier. Resultatet blev at komiteen anså skaldyngerne for menneskeværk, senere benævnt køkkenmøddinger. Hvad angår geokemiske undersøgelser og eksperimenter var F. med i den tidlige udvikling. Han beskæftigede sig med lerdannelsen, specielt kaolinets dannelse og efterviste eksperimentelt orthoklasens omdannelse til kaolin. Kemiske analyser af havvand foretog han i mange år på prøver leveret ham fra danske og engelske marineskibe overalt på kloden. 1859 publiceredes Om Søvandets Bestanddele og deres Fordeling i Havet der er et grundlæggende arbejde indenfor den kemiske oceanografi, samtidig med at det, som hensigten var, belyser stoffernes kredsløb i naturen. F. blev ordinær professor ved Kbh.s univ. 1850 og efterfulgte 1851 H. C. Ørsted som direktør for Polyteknisk læreanstalt. F. var medlem af kommissionen til forbedring af Københavns belysning og vandforsyning som udvirkede, at byen fik gasbelysning 1857, og han var en af de drivende kræfter bag Videnskabernes selskabs Nyholmboring, 1831-47, som ikke nåede de af F. forventede vandførende grønsandslag, hvilket kompenseredes ved at vandboringer, anbefalet af F. i området imellem Køge og København gav gode resultater. F. deltog i oprettelsen af og ledede Rosenborg brøndanstalt, og til høring hos ham blev oversendt sager vedrørende mange praktiske projekter med tilknytning til geologi. F. foretog flere geologiske rejser til udlandet, hyppigst til England, og førte en omfattende korrespondance med danske og udlændinge. Mange førende udenlandske videnskabsmænd korresponderede han med i lange perioder. Ch. Lyell, der 1834 under et besøg i Danmark fik overbevist F. om at Møns klints skrivekridt var fra kridttiden og ikke tertiært, er et godt eksempel. Hans påvirkning er også klar i publikationen om Danmarks geologi fra 1835. – F. modtog 1824 Videnskabernes selskabs sølvmedalje for sin afhandling om Færøernes geologi og blev samme år medlem af selskabet. Han efterfulgte 1851 H. C. Ørsted som dets sekretær. F. var som udtryk for sin internationale orientering og anerkendelse medlem af flere udenlandske videnskabelige foreninger. – Etatsråd 1851. Konferensråd 1857. – R. 1836. DM. 1854. K. 1860.