G. Kirk Christiansen, Godtfred Kirk Christiansen, 8.7.1920-13.7.1995, legetøjsfabrikant (Lego). G. Kirk Christiansen gik syv år i Billund kommuneskole og derefter tre år på teknisk skole i aftenskolen i Grindsted. Da han forlod skolen 1934 kom han i lære på sin fars værksted som maskinsnedker i dennes nystartede legetøjsfabrik LEGO i Billund. 1939–40 havde han et seks måneders ophold på håndværkerskolen i Haslev, men bortset fra den periode koncentrerede G. Kirk Christiansen sig om virksomheden i Billund, og han havde aldrig andre arbejdspladser. 1950 blev han meddirektør sammen med sin far; 1947 var fabrikkens produktion af trælegetøj blevet suppleret med legetøj af plastic, og det store gennembrud for virksomheden kom 1953 da Legosystemet med konstruktionselementer, opfundet af G. Kirk Christiansen, kom i produktion. Teknisk og organisatorisk udviklede virksomheden sig stærkt, og for den økonomiske udvikling i Billund har den haft helt afgørende betydning, Gennem en fond, Ole Kirks fond som blev oprettet 1963, støttede G. Kirk Christiansen en række formål i byen, fx anlæg, svømmebad og kulturcenter, ligesom lufthavnen oprindelig er anlagt af og for Lego. Allerede 1953 blev der produceret på licens i Norge, men ellers tog udlandsudviklingen for alvor fart fra midten af 1950erne, bl.a. i Tyskland fra 1956, Italien 1958 og Frankrig 1959. I 1970erne gik omkring 97 pct. af Legos produktion til eksport.

1968 indrettede G. Kirk Christiansen forlystelsesparken Legoland, bestående fortrinsvis af et miniatureland bygget af Lego-klodser, men i øvrigt med alle de faciliteter der har gjort det til et meget søgt udflugtsmål; blandt attraktionerne er en antik dukkesamling i hvilken der er investeret millionbeløb, bl.a. ved indkøb af det berømte engelske Titania's dukkehus. Legoland blev en større succes end forventet og har ført til lignende initiativer i udlandet først i Vesttyskland.

I begyndelsen af 1970erne besluttede G. Kirk Christiansen at virksomheden ikke mere ensidigt skulle ekspandere i Billund, dels pga. den økonomiske sårbarhed der følger koncentrationen, dels pga. de ulemper der følger af den meget store drift. Derfor blev der indrettet en produktion i Schweiz med nye støbeprincipper 1974, ligesom der blev etableret værktøjsfabrikker i Schweiz og Vesttyskland; en eventuel større produktion til det amerikanske marked vil heller ikke komme til at foregå i Billund.

G. Kirk Christiansen var 1957-75 var administrerende direktør i forskellige LEGO selskaber og 1975-93 bestyrelsesformand i LEGO A/S.

Med sin jævne religiøse folkelighed prægede G. Kirk Christiansen miljøet på Legovirksomheden i Billund der har tiltrukket et stort antal arbejdere fra jysk håndværk, småhandel og landbrug. 1990 blev han æresborger i Billund.

Familie

G. Kirk Christiansen blev født i Billund, Grene sogn, og døde i Billund; begravet på Grene kirkegård, Billund.

Forældre: tømrer- og snedkermester, senere direktør Ole Kirk C. (1891–1958, gift 2. gang 1934 med Kirsten Sofie Jørgensen, 1896-1993) og Hansine Kristine Sørensen (1892–1932). Gift 29.10.1944 i Grene med Edith Nørregaard Knudsen, født 29.5.1924 i Vindblæs sg., Ålborg amt, d. af købmand Knud Nørregaard K. (1896–1974) og Dora Kristensen (født 1898).

Udnævnelser

R. 1970. R1.

Bibliografi

G.K..C. i Fra hytte og slot, red. Margrethe Spies, 1977 164–75. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig