Georg F.L. Sarauw

Georg F.L. Sarauw, Georg Frederik Ludvig Sarauw, 12.11.1862-17.2.1928, botaniker, arkæolog. Født på Petersværft ved Kalvehave, død i Göteborg, begravet sst. S. blev student fra Herlufsholm 1881 og tog 1882 filosofikum fra Kbh.s univ. Efter en studierejse 1883–84 til München, Rostock, Berlin og Paris blev han forstkandidat 1888. Han gik dog ikke ind i praktisk forstvirksomhed, men fortsatte sine naturvidenskabelige studier, især inden for plantefysiologi, og 1892 modtog han Videnskabernes selskabs guldmedalje for en afhandling om bøgens svamperødder. Når S. 1894 tilknyttedes Nationalmuseet og blev arkæolog, skyldtes det ikke mindst de forventninger der stilledes til studiet af korn som følge af de af lærer Frode Kristensen, Tørring, indsendte lérkarskår fra yngre bronzealder med kornaftryk. Endvidere var museet også i bekneb for en kender af de fra oldtiden bevarede trærester. S.s endelige ansættelse ved Nationalmuseet kom dog først et par år senere på grund af hans vaklen mellem en forstmæssig karriere og et liv inden for museumsverdenen. S. forblev imidlertid indtil videre på museet hvor han blev fastansat 1897. Det var oldtidens kornavl der havde hans store interesse, og S. gjorde omhyggelige og banebrydende studier med vid hensyntagen til både det danske og udenlandske kildemateriale, om end han ikke nåede at publicere sine studier som han arbejdede med til det sidste. De var egentlig tænkt som emne for en disputats, men arbejdet svulmede voldsomt op, og S. kom i mellemtiden i gang med andre opgaver. 1900 havde lærer M. J. Mathiassen, Mullerup, nemlig opdaget Maglemose-bopladsen, det første fund af den kultur som efter den bærer navnet Maglemose- eller Mullerup-kulturen. Undersøgelsen heraf overdroges S. og resulterede i den meget værdifulde afhandling En Stenalders Boplads i Maglemose ved Mullerup, sammenholdt med beslægtede Fund, Aarbøger for nord. Oldkyndighed, 1903, hvori han tager særligt hensyn til naturmiljøet og inddrager et omfattende komparativt materiale. Vekselvirkningen menneske-natur optog S. stærkt og var tidligere kommet ti! udtryk i Lyngheden i Oldtiden. Iagttagelser fra Gravhøje, sst. 1898. Dette spændende naturvidenskabelige indslag i museets arbejdsform blev først taget op igen en menneskealder senere, og 1956 fik Nationalmuseet sin egen naturvidenskabelige afdeling. At hans historiske interesse tog til med årene fremgår bl.a. af afhandlingen Kongehøjene og Runestenene i Jelling, sst. 1926, men på dette tidspunkt havde han på grund af samarbejdsvanskeligheder med Sophus Müller for længst forladt Nationalmuseet hvor han aldrig fandt sig rigtig godt til rette.

1911 søgte han sin afsked, og 1912 ansattes han i en nyoprettet stilling som intendent for den forhistoriske afdeling ved det kulturhistoriske museum i Göteborg, en stilling der gav ham en selvstændighed der passede til hans karakter, og som han virkede i, lykkeligt optaget af dette museums trivsel, lige til sin død. Han gennemførte en fuldstændig nyordning af samlingerne som blev suppleret med adskillige værdifulde fund fra hans årlige udgravningsrejser. Fra 1915 ledede han en arkæologisk kortlægning af Götaälvområdet. S.m. J. Alin udgav S. 1923 Götaälvsområdets fornminnen som indbragte de to forfattere Oscar Montelius-prisen som S. dog ikke nåede at modtage inden sin død. 1923 blev S. æresdoktor ved Göteborgs högskola hvor han sideløbende med sit museumsarbejde havde været ekstraordinær underviser i arkæologi fra 1915. I sine senere år skrev S. afhandlinger om Göteborgs ældre historie og topografi og udgav redegørelser for sine arkæologiske fund. Fra 1915 redigerede han Göteborgs och Bohusläns fornminnesförenings tidskrift.