George Schierbeck, Hans Jacob George Schierbeck, 24.2.1847-7.9.1911, læge. Født i Odense, død i Charlottenlund, begravet i Gentofte. S. var først i gartnerlære og bevarede hele livet sin interesse for havevæsen. 1870 blev han student, privat dimitteret, og cand. med. 1876. Efter at have været kandidat på Frederiks hospital rejste han 1876 til Paris for at studere kirurgi og opholdt sig der til 1879. Efter hjemkomsten var han 1880–82 reservekirurg hos professor M. H. Saxtorph der på sin afdeling på Frederiks hospital nylig havde indført den Listerske antiseptik som gjorde store kirurgiske indgreb mulige. Da S. 1883 var blevet landfysicus i Island og forstander for lægeskolen i Reykjavik, indførte han antiseptikken i Island hvor han i det hele fik betydning for lægevæsenets udvikling. Selv vedblev han at drive praktisk kirurgi, ofte under primitive forhold, og viste sin gamle kærlighed til havebrug ved at sætte forsøg over plantekulturer i gang og ved 1885 at stifte Det islandske haveselskab. 1895 udnævntes S. til landfysicus for Sjællands nordre landfysikat med bopæl på Frbg., fra 1901 i Charlottenlund. S. nød megen anseelse i embedslægestanden og valgtes 1903 til formand for foreningen af fysici. 1908 udpegedes han af fysici til medlem af den kommission til omordning af statens civile sundhedsvæsen som fik afgørende betydning for reformeringen af det danske medicinalvæsen; han døde inden kommissionens forslag til omordning af embedslægevæsenet fremkom. Han oprettede et legat for medicinske studenter.

Familie

Forældre: metalstøber Hans George Augustinus S. (1814–1902) og Nicoline Magdalene Høilich (1818–92). Gift 10.9.1870 i Kbh. (Johs.) med Ina Ragnhilda Petersen, født 16.7.1850 i Odense, død 26.6.1920 i Charlottenlund, d. af grosserer Johannes Christian P. (1814–99) og Camilla Adelaide Jensen (1823–97).

Udnævnelser

R. 1890. DM. 1895. K.2 1908.

Ikonografi

Mal. af Fanny Petersen. Buste. Foto.

Bibliografi

Johan Lemche i Ugeskr. for læger LXXIII, 1911 1384f. Vilmundur Jonsson: Lækningar og saga I-II, Reykjavik 1969. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig