Gerda Wegener

Gerda Wegener, Gerda Maria Frederikke Wegener, 15.3.1885-20.7.1940, tegner, maler. Gerda Wegener fik undervisning af maleren Viggo Simesen i Strømmen (Randers) og dimitteredes af Charlotte Sode og Julie Meldahl til kunstakademiet som hun søgte fra efteråret 1902 til foråret 1905. Kun nitten år gammel giftede hun sig og begyndte at udstille portrætmalerier – på Kunstnernes efterårsudstilling 1904-05, 1907-08, Charlottenborg forårsudstilling 1904, 1906, 1909 og den af Journalistforbundet arrangerede udstilling af arbejder afviste fra Charlottenborg 1905. To konkurrencer, "Københavnerinden" og "Gadens Figurer" som Politiken foranstaltede 1908 og 1909, og hvor hun begge gange vandt førstepræmien, i den sidste med en tegning af forfatteren Stellan Rye og skuespilleren Anna Larssen gjorde hende kendt. Hun havde straks sin egen manér og opfattelse, en dekadent elegance som ramte præcist i hine års dyrkelse af bohême og hovedstadsflaneri og lyst til raffinement.

Henrik Cavling knyttede hende foråret 1909 til Politiken som tegner. Hendes billeder vakte almindelig opmærksomhed i hovedstadens litterære og kunstneriske miljø, og hun fik straks den popularitet der grundlægger en stjerneberømmelse. Men hendes ærgerrighed stræbte videre. For præmierne fra Politikens konkurrencer og for en tillægspræmie i Neuhausens konkurs som hendes mand vandt 1907 havde de begge foretaget deres første udenlandsrejser til Paris og Rom, og 1912 bosatte de sig i Paris. Her fandt Gerda Wegener sit rette miljø. Hun følte sig snart som pariser og opnåede næsten lige så hurtigt en endnu større succes. I ly af den franske modeindustri blev hun en feteret tegner og en søgt mondæn portrætmaler. Hun leverede tegninger til reklamebrug og illustrationer i mængde til La vie parisienne, Vogue, L'Illustration og mange andre tidsskrifter. Selv om det alt sammen var døgnliv og ikke nåede frem i række med datidens toneangivende pariserkunst fik det dog en officiel anerkendelse derved at den franske stat dekorerede hende og erhvervede to af hendes malerier til Luxembourg-museet fra de udstillinger hvori hun deltog (bl.a. Salon d'automne), og gennem de guldmedaljer man tildelte hende som fransk deltager i verdensudstillingen 1925. Hun vandt en position i Paris som næppe nogen anden dansk og fastholdt den til langt ind i 1930'erne, men derved slap hun dog ikke forbindelsen med København. Fra 1921 aflagde hun og hendes mand med regelmæssige mellemrum besøg hjemme for at holde egen udstilling hos Haslund og Heyman.

Gerda Wegener kom ikke let til sine arbejder. Hendes karriere hvilede på energi og hårdt slid, tillige på et intimt samarbejde mellem hende og Einar Wegener. Han trådte med sit eget maleri uegennyttigt i baggrunden til fordel for hendes fremgang. Ikke blot tog han sig af de forretningsmæssige anliggender, men malede ofte baggrund og omgivelser på hendes billeder og stod model til de slanke kvindeskikkelser hun malede og tegnede. De kunstneriske egenskaber hvorpå Gerda Wegener straks havde sejret fæstnede sig hurtigt til en lineær stil som hun arbejdede sig dybere og dybere ned i, en art-déco hvis streg med årene blev mere og mere hårdkogt. Lige til det sidste tegnede hun farvelagte helsider til Magasinet fra tid til anden, men ud over den første succes vandt hendes kunst med dens pudrede og malede mode-skønheder, overdrevne rokoko-gratie og perverterede elegance aldrig fodfæste herhjemme, havde i alt fald kun en lille kreds af beundrere. Hendes kunst var dog underlagt psykologiske perspektiver af større rækkevidde gennem sin tilknytning til hendes mands skæbne. Ægteskabet ophævedes fordi han viste sig at være kvinde. Det er nok rigtigt at den stort set udgør en fantasiverden som Gerda Wegener digtede, og hvis skønhedsidealer hun formede dels over manden, dels med sig selv som model. Hun yndede at gengive sig selv, snart i billeder, der mere eller mindre tilsigtede at være portrætter, snart og oftere i digtede idealbilleder over sit eget udseende (fx La dame à l'anémone fra 1923 i Luxembourg-museet). Kunsthistorisk er den en udløber af den fin de siécle-kunst i 1890'erne der efter århundredskiftet skabte den illustrerede presse i udlandet og dagbladsillustrationen herhjemme. Den er både i slægt med de noget ældre tegnere Johannes Holbek og Jens Lund, men den er mere internationalt præget og har en jævnaldrende parallel i Sven Brasch.

Efter sit andet ægteskab boede Gerda Wegener en tid i Marokko, hvor hendes mand var ansat som konsulatssekretær, og hvor hun malede både figur- og landskabsbilleder. Da dette ægteskab opløstes, vendte hun tilbage til Danmark og tilbragte sine sidste år her. Men hendes tid som kunstner var da forbi. 1924 udkom i Paris Le livre des vikings, en genfortælling på fransk af islandske sagaer ved Einar Wegener med tegnet udstyr af Gerda Wegener.