Gottfred Eickhoff, Gottfred Poul Georg Eickhoff, 11.4.1902-26.7.1982, billedhugger. Efter at være blevet student 1920 påbegyndte Gottfred Eickhoff et juridisk studium. Han nærede imidlertid en så varm interesse for kunst at han opgav studiet for 1926 at blive elev hos Harald Giersing. Da han imidlertid blev klar over at han ville være billedhugger bosatte han sig 1927-33 i Paris. Hernede kom hans egentlige uddannelse til at ligge som elev af Charles Despiau og i tilknytning til en kreds af samtidige billedhuggere, franskmændene Jean Osouf og Paul Cornet, belgieren Charles Leplae, hollænderen Han Wezelaar, svenskeren Bror Hjorth og danskerne Adam Fischer og Astrid Noack, hvis venskab og kammeratskab fik betydning for hans udvikling (jf. Gottfred Eickhoff i Grønningens katalog 1942). 1933 fik han sin debut på Grønningen (medlem fra 1935). Hans arbejder her vakte interesse, og kunstmuseet og Ny Carlsbergfondet sikrede sig straks to af de udstillede buster: Kvindehoved. Merete Bodelsen, 1931 (fransk kalksten, kunstmuseet) og Gerda, 1931-32 (brændt ler, Horsens museum). I disse tidlige år søgte han på sine rejser oftest til Frankrig, Belgien og Holland og kunne 1936 med Ny Carlsbergfondets romerlegat foretage en længere rejse til Italien, Grækenland, Egypten og Tyrkiet.

Gottfred Eickhoffs arbejder fra denne periode er med deres stræben efter ro og balance og deres fint nuancerede modellering præget af tilknytningen til fransk skulptur. De virkede herved som en bevidst reaktion mod den hjemlige skulptur, dels den Kai Nielsenske frodige kraftudfoldelse, dels den Utzon-Frankske stilbevidste elegance. Men for Gottfred Eickhoff blev ikke alene Aristide Maillol (og dermed antikken) og Despiau af betydning ved opholdet i Paris. Noget uhåndgribeligt i fransk væsen og livssyn, en vis balance og harmoni som han følte sig i slægt med gav ham sikkerhed i opfattelsen af hans kunsts udtryksmuligheder. Af de tidlige figurer og statuetter kan fremhæves den Stående dreng (Georges Ulmer), 1933 (bronzestatuette, Ålborg museum, 1969 gentaget i større format) og den stående kvindefigur (der trækker sin trøje op over hovedet), 1935 (bronze, kunstmuseet m.fi. steder), Marseillepiger, 1935 (statuettegruppe i fransk kalksten, Nasjonalgalleriet, Oslo), Corfupige, 1939 (statuette i bronze, sst.), Roepiger, 1939 (monument i bronze på torvet i Sakskøbing, også eksemplar i Musée en Plein-Air, Middelheim), og stående kvindefigur Guapa, 1943 (bronze) opstillet bl.a. uden for Ny Carlsberg Glyptoteket.

Efter anden verdenskrig genoptog Gottfred Eickhoff sine rejser, af hvilke et otte måneders ophold i Italien 1950 som rekonvalescent efter en kulilteforgiftning skulle blive af afgørende betydning. Sammen med sin hustru boede han først en tid på Sicilien hos den danskfødte maler Lisa Boligno og hendes mand og senere på San Cataldo. 1952 vendte han tilbage til Sicilien og opsøgte derefter Syditaliens fattige og øde egne, Calabrien og Apulien, hvor menneskenes liv synes at have fortsat sig i et ubrudt kulturmønster. Året efter var han i Spanien og Marokko hvor det fremmedartede i livsvaner og klædedragt virkede overrumplende og gav et dybt perspektiv tilbage gennem tiderne. Efter 1954 at være blevet professor ved akademiet fortsatte han sine rejser, ofte med sine elever, og trængte stadig dybere ind i fremmedartede egne i Tyrkiet, Jugoslavien og Egypten. Under den lange svækkelsestilstand hvor Gottfred Eickhoff helt havde måttet lægge skulpturen til side, kastede han sig over tegningen som under rejserne blev en enestående værdifuld terapi der skulle give hans kunst en ny dimension. I stedet for i atelieret at opstille sin model færdedes han nu bestandig med tegneblokken mellem hænder, blandt grupper af mennesker der bevægede sig i sydens skarpe lys og dybe skygge i dagligdagens virkelighed. Som han selv udtrykker det var atelierets vægge pludselig faldet, og han stod ansigt til ansigt med det levende liv.

Hans rejsetegninger fra disse år er blevet til under voldsom koncentration. Især en tegning fra San Cataldo (1952) af en ko der har kælvet, som udtrykker dyrets voldsomme desperation da kalven bliver fjernet, eller fra Marokko af en café i Nicastro, 1952 og fra en butik i Zauen, 1953 hvor et skærende lys træder frem af dunkle, lukkede rum, bærer vidnesbyrd om at her i denne mystik er dybtliggende lag af kunstnerens temperament blevet afdækket. I forbindelse med sådanne arbejder er Goya, Daumier og Rembrandt blevet nævnt. Selv har han fremhævet Lisa Bolignos betydning for ham som tegner.

I denne pause fra modelleringen var det mennesker, figurer og figurgrupper han tegnede, så anskueligt og så plastisk opfattede at han år senere har kunnet bruge skitserne til at modellere efter. Det er nu både i statuetterne og de større kompositioner samspillet mellem figurer han foretrækker som motiv, de udtryksfulde bevægelser i det menneskelige samvær som i statuetten Afskeden eller i Mañana I, mor og barn, i kunstmuseet i to eksemplarer, bronze, 1954 (54,5 cm) og 1960 (131 cm); samme i Göteborgs kunstmuseum (1955) og skolen i Oxbøll (begge 140 cm), desuden forstørret eksemplar (200 cm) i Mødrehjælpen i Kbh., tre siddende kvindestatuetter: Solbad, 1960-62 (bronze, Nasjonalgalleriet, Oslo) samt San Sebastian (kvinde med spidshue) og Ibiza (kvinde der ordner sit hår) (erhvervet af Glyptoteket) (begge bronze, 1964), Ibiza, i Randers i stort format (alle tre i 1977 reproduceret i chamotte af Den kgl. Porcelainsfabrik), Navigare, liggende kvinde (bronze, 1967), Grenå gymnasium, Mañana II, mor og barn (bronze) opstillet ved Horsens hospital 1968, tillige eksemplarer i biblioteket i Præstø og ved udløbet af åen sst. Sammen med disse arbejder kan nævnes det store bronzerelief fra 1953 i Glyptoteket, et oplevet motiv som viser en procession af lygtebærende kvinder. Et lykkeligt fund blev motivet af pigen med den ene lange fletning hun selv holder fast i bag ryggen. Det varieres med to eller tre piger i en række statuetter for endelig at blive til Solpiger, 1966-69 ved Frbg. bibliotek. Her gives et hverdagsmotiv en stilfærdig og blivende monumentalitet. I Sol, 1962 (Amtsgården i Roskilde) er Gottfred Eickhoff gået tilbage til den store enkeltstående figur. Dragten er søjleagtigt forenklet og alene med mildheden i kvindens opadvendte ansigt er nået en gribende tidløs monumentalitet som uden påtrængenhed gør menneske og idol til ét. Af monumenter kan foruden Roepigerne i Sakskøbing nævnes: Mindesmærke for modstandskampen, 1953-54 (granit, Frøbjerg Bavnehøj, udført i samarbejde med Hans Georg Skovgaard), 4.-Maj monumentet, 1956 (bronze, foran Sønderjyllandshallen i Åbenrå) og Stenomonumentet, 1963 (bronze, Fr. Bajers plads, Kbh.).

En meget betydelig side af Gottfred Eickhoffs store produktion er desuden den lange række indtrængende og åndfulde portrætter han har givet af sine samtidige, bl.a. Henrik Pontoppidan, 1933, Gustav Falck, 1944, Henri Nathansen og Jens Nørregaard, 1949, Knud Højgaard, 1951, Christmas Møller, 1952, Hans Hartvig Seedorf Pedersen, 1954, Poul Nørlund, 1954-55, Ejnar Mikkelsen, 1956, Jørgen Sthyr, 1965 og Knud Brøchner-Mortensen, 1976. Et af Gottfred Eickhoffs seneste arbejder er interessant derved at det søger at bryde med den konventionelle portrætform, busten. Det er en portrætstatuette af Erling Bløndal Bengtsson, i færd med at spille cello, 1979 (bronze, Fr.borg). Her er det forsøgt at sætte portrættet ind i et rum i en levende virkelighedssammenhæng. Der fornemmes at der er atmosfære hele vejen rundt om figuren. Der er tegninger af Gottfred Eickhoff i kobberstiksamlingen og i øvrigt er han repræsenteret i de fleste danske provinsmuseer samt på museerne i Oslo, Göteborg, Lund, Ystad, Haag, Middelheim, Riga og Budapest.

Gennem årene har Gottfred Eickhoff deltaget i en lang række officielle internationale udstillinger og har haft separatudstillinger i Kunstforeningen 1934, -38 og -71, i Århus og Ålborg 1935 og -44 (sammen med Gerda Eickhoff), i Maribo 1971. På initiativ af Haavard Rostrup afholdt Glyptoteket 1951 en udstilling af Gottfred Eickhoffs tegninger fra Italien og 1973-74 havde kobberstiksamlingen en omfattende udstilling af hans tegninger. (Udst.nr. 139, stencileret katalog med introduktion af kunstneren selv).

Af legater har Gottfred Eickhoff modtaget Kai Nielsen 1942, Henri Nathansen 1951, Ancker 1952, Viggo Jarl 1962 og -74 og Ole Haslund 1971. – Han var professor ved akademiet 1955-72 og prorektor 1956-65. 1955-72 medlem af akademirådet, ekstraordinært medlem 1974. 1956-68 medlem af bestyrelsen for Accademia de Danimarca i Rom og desuden medlem af bestyrelserne for San Cataldo, for I.P. Lunds fond og for Herholdts legat. – Gottfred Eickhoff modtog Eckersberg medaljen 1944 og Thorvaldsen medaljen 1976.

Familie

Gottfred Eickhoff blev født på Frbg., død i Kbh., begravet på Frbg. kgd. Forældre: maskinfabrikant, civilingeniør Johan Gudfred August Eickhoff (1872-1961) og Åsa Louise Caroline Brandt (1876-1935). Gift 20.9.1927 i Kbh. (Hans Egede) med maler Gerda Edith Arensback Andersen, født 4.7.1898 på Frbg., død 18.5.1979 (Frbg. k.), d. af arkitekt Anders Martin Andersen (1861-1944) og Marie Pauline Arensback (1866-1935).

Udnævnelser

R. 1960. R.1 1968.

Ikonografi

Afbildet på tegn. af Hans Bendix udst. 1958. Tegn. 1965 (Kgl.bibl.). Buste af Mogens Bøggild (glyptoteket). Foto.

Bibliografi

G. E. Tekst af Haavard Rostrup, 1949 = Vor tids kunst XL. G. E. Tegninger. Tekst af Haavard Rostrup, 1968. – G. E. i Grønningens katalog 1942. – Luc og Paul Haesaerts i Tilskueren, 1935 II 166. Haavard Rostrup i Samleren, febr. 1940. Samme i Konstrevy, Sth. 1940 96. Samme i Grønningens kat. 1940. Samme i Årstiderne, 1949 5-11. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig