Gottfried Wedderkop

Gottfried Wedderkop, Gottfried Wedderkopp, 1693-25.1.1741, diplomat. W. blev 1710 kammerjunker hos Frederik IV, 1713 amtmand i Tremsbüttel, 1716 landråd i Slesvig og Holsten. Skønt han var søn af den mand som engang havde været hovedforkæmper for Gottorps uafhængighed af den danske konge, nærede Frederik IV efterhånden så stor tillid til hans sindelag at han 1724 sendte ham som envoyé til Paris for at påvirke den franske regering til gunst for Danmark i spørgsmålet om det af hertug Carl Frederik krævede vederlag for den hertugelige del af Slesvig og i det hele over for gottorperne og deres beskytter Rusland.

Da de politiske forhold fremkaldte ønsker hos den franske regering om en tilnærmelse til Danmark, fandt man dog i Kbh. ikke W. egnet til at føre forhandlingerne. Han fik sept. 1726 tilladelse til at rejse hjem og maj 1727 afsked. Det var i Kbh. man førte de underhandlinger som afsluttedes med undertegnelsen af det dansk-fransk-engelske forbund af april 1727. W. gik herefter i braunschweig-wolfenbüttelsk tjeneste som gehejmeråd og overhofmester.

Fra faderen arvede W. Moisling, men tillige havde faderen 1717 overdraget ham Steinhorst gods. 1719 testamenterede han og hans bror dette til Frederik IV når deres mandslinje uddøde. Som motiv angaves taknemmelighed over for kongen for dennes velgerninger mod faderen, men det synes tillige at have spillet ind at kurfyrsten af Hannover ønskede at erhverve godset som tidligere havde hørt til det under hans herredømme stående Lauenburg. W. blev efterhånden stærkt forgældet og lånte betydelige summer både af kong Christian VI og Hannovers kurfyrste, kong Georg II af England, som ad denne vej stræbte efter at bringe godset på sine hænder.

Rygter om hemmelige aftaler mellem W. og Hannover nåede til Kbh., og det hed sig desuden, at Georg havde planer om at købe flere amter i det gottorpske Holsten. Under den derved opståede stærke spænding mellem de to hoffer lod den danske resident i den nedersachsiske kreds C. A. v. Johnn nov. 1738 en afdeling dragoner besætte Steinhorst.

Dec. s.å. lod Georg II sine tropper drive dem ud. Frankrig og Sverige tilbød Danmark hjælp, men både Horace Walpoles ministerium og den hannoveranske ministerpræsident A. Münchhausen var imod et fredsbrud, og efter C. E. Stolbergs mellemkomst bilagdes striden marts 1739 ved et forlig afsluttet af J. H. E. Bernstorff i Hannover, hvorved Georg II beholdt godset mod at betale Christian VI 70 000 rdl. i vederlag.