Gunhild, d. tidligst 1060, d. tidligst 1060, dronning. G.s far, den norske Sven Jarl Haakonsen, flygtede for Olav den Digre til Sverige og søgte tilflugt hos sin hustrus far, Olof Skotkonung. Det er vel i Gotaland Sven Estridsen har mødt hende, da han i sin ungdom opholdt sig hos hendes halvbror, kong Anund Jakob. Hvornår G. har ægtet Sven ved vi ikke. På grund af hans slægtskab med hende (hendes morfar var en halvbror til Svens mor) satte ærkebiskop Adalbert af Bremen sig meget stærkt imod ægteskabet som han krævede opløst. Sven søgte først at trodse hans forlangende, men bøjede sig omsider, dels af politiske grunde, dels på foranledning af pave Leo IXs indgreb i sagen, og skilsmissen må være kommet i stand kort efter 1050. G. levede derefter på sine svenske godser "idet hun ofrede sig for Gæstfrihed og Almisser og beflittede sig paa fromme Gerninger" (Adam af Bremen). Her modtog hun ca. 1060 en sendefærd fra Bremen under ledelse af dekanen Adalward den ældre; men for øvrigt kender vi intet yderligere til hendes liv. Ved en misforståelse af Adams tekst er hun ofte blevet forvekslet med Anund Jakobs dronning Gunhild.

Familie

Forældre: Sven Jarl Haakonsen (død 1016) og Holmfrid Olofsdatter. Gift Sven Estridsen, født ca. 1020,128(?).4.1074, s. af Ulf Jarl (død ca. 1026) og'Estrid (-1020-).

Bibliografi

B. Schmeidler: Hamburg-Bremen und Nordost Europa, Lpz. 1918. E. Arup i Scandia IV, Sth. 1931 76-80. Sture Bolin sst. V, 1932 230-38. Vilh. la Cour i Hist. t. 10.r. II, 1932-34 507-17.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig