Gunnar Seidenfaden

Gunnar Seidenfaden, 24.2.1908-9.2.2001, diplomat. Gunnar Seidenfaden blev student fra Sorø akademi 1926, cand.polit. 1940, s.å. ansat i udenrigsministeriet, handelsattaché og økonomisk rådgiver ved ambassaden i Washington 1945–50, kontorchef i udenrigsministeriets økonomiafdeling 1950–55, næstformand for generalaftalen om told og udenrigshandel (GATT) 1953–55, gesandt i Bangkok og seks andre østasiatiske hovedstæder 1955, fra 1958 ambassadør, i Moskva 1959–61, derpå chef for udenrigsministeriets politisk-juridiske afdeling 1961–67, uden for nr. 1967–1968. Herefter var Gunnar Seidenfaden formand for ekspertudvalget under regeringsudvalget om Danmarks sikkerhedsproblemer 1968–70, Danmarks repræsentant ved internationale miljøkonferencer 1971–81 og fik afsked fra udenrigstjenesten 1973. Gunnar Seidenfaden blev æresdoktor fra Chulalongkorn universitetet i Bangkok 1964, fra Kbh.s univ. 1969. Medlem af Videnskabernes selskab 1974.

Gunnar Seidenfadens løbebane var mindre traditionel end det fremgår af ovenstående data. Efter studentereksamen studerede han botanik og besvarede allerede i rusåret en prisopgave fra Kbhs univ. om plankton. Den banede vej for deltagelse i en ekspedition til Vestgrønland 1928. I de følgende seks år deltog Gunnar Seidenfaden i Lauge Kochs ekspeditioner til Østgrønland, først som botaniker, siden som udrustningschef. Han skrev en række afhandlinger om arktisk flora, og erfaringerne udnyttedes bl.a. til deltagelse i en svensk forfatterkonkurrence hvor Gunnar Seidenfadens Moderne arktisk Forskning, 1938 fik førsteprisen og offentliggjordes i Sverige, Danmark, England og USA. Men interessen for Grønland førte til forsømmelse af Danmarks botanik med det resultat at Gunnar Seidenfaden dumpede til magisterkonferensen i botanik. Inspireret af sine erfaringer som udrustningschef gik han derpå over til at læse statsvidenskab og blev efter afsluttet eksamen ansat i udenrigsministeriet. Han blev her sekretær i flere udvalg der havde til opgave at varetage Danmarks økonomiske interesser over for den tyske besættelsesmagt.

Gunnar Seidenfaden benyttede sin stilling til at bistå modstandsbevægelsen ved på grundlag af den viden han indhentede i ministeriet at redigere en nyhedstjeneste der dels blev en vigtig kilde til det illegale Information og BBCs danske udsendelser, dels blev grundlag for en række sabotager mod danske virksomheder der arbejdede for den tyske værnemagt. Selve ordet "værnemager" skal være Gunnar Seidenfadens opfindelse. I besættelsens sidste år fik Gunnar Seidenfaden til opgave efter især fhv. statsminister Vilh. Buhls anvisninger at udarbejde en oversigt over Danmarks varebehov efter befrielsen, der illegalt sendtes til London. Arbejdet med varelisten førte efter befrielsen Gunnar Seidenfaden til ambassaden i Washington hvor den tidligere udrustningschef fik til opgave at fremskaffe mangelvarer. Især efter Marshallplanens ikrafttræden 1948 blev det en for Danmarks forsyninger central post. 1947–48 var Gunnar Seidenfaden desuden dansk repræsentant ved Havanakonferencen om en international handelsorganisation. Han fik her sin første skoling i konferencediplomati. Med J. O. Krags udnævnelse til økonomisk rådgiver i Washington 1950 vendte Gunnar Seidenfaden tilbage til ministeriet med OEEC, GATT og FNs økonomiske Europakommission som vigtigste arbejdsområde. 1955 fik han til opgave at opbygge en dansk diplomatisk tjeneste i Sydøstasien med station i Thailand som Gunnar Seidenfaden havde besøgt allerede i sin studentertid. Det gav mulighed for påny at dyrke de naturvidenskabelige interesser idet Thailand, der aldrig havde været koloni, var en hvid plet på det botaniske landkort. Gunnar Seidenfaden kastede sig især over studiet af orkideer og gennemførte i årene 1956–80 omkring 20 indsamlingsekspeditioner til Thailands bjerg- og jungleområder. 1959 blev han flyttet til Moskva. Men allerede 1961 kaldte udenrigsminister Krag ham hjem og udnævnte ham trods direktør Nils Svenningsens modstand til chef for ministeriets politiske afdeling. Det var første gang en økonom beklædte denne post. Krag ønskede at omgive sig med rådgivere som han på en gang havde tillid til, og som ikke var jasigere. Han mente det gav ham det sikreste beslutningsgrundlag. Det personlige tillidsforhold blev dog brudt da Krag 1967 under indtryk af Hans Tabors indsats som formand for FNs sikkerhedsråd under seksdageskrigen gjorde ham til udenrigsminister. Gunnar Seidenfaden trådte i protest i et år uden for nummer. Han vendte efter Kragregeringens fald tilbage og fik af Trekantregeringen overdraget at lede et udredningsarbejde om Danmarks sikkerhedspolitiske stilling efter det 20-årige traktatbundne Atlantpagtmedlemskabs ophør 1969. Resultatet blev forelagt i 1970 i Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik som konkluderede at der ikke umiddelbart fandtes nogle realistiske alternativer til et fortsat Atlantpagtmedlemskab.

Efter dette arbejde fik Gunnar Seidenfaden lejlighed til at forene sine naturvidenskabelige interesser med sin diplomatiske erfaring som Danmarks repræsentant i en række internationale miljøkonferencer. Han blev en af hovedmændene bag Østersøkonventionen, Nordsødumpingkonventionen og Bernkonventionen om bevarelse af dyre- og plantelivet i Europa. Samtidig fik han, især efter 1973 tid til at koncentrere sig om hvad han mere og mere anså for sit livs hovedopgave: at skabe et udtømmende oversigtsværk over Sydøstasiens orkidéarter. Under sine ekspeditioner til Thailand indsamlede Gunnar Seidenfaden efterhånden henved 10 000 orkideer til sit laboratorium på Borsholmgård i Nordsjælland. De blev først og fremmest beskrevet i Orchid Genera of Thailand, 1-14, 1975-88. Over 120 hidtil ukendte arter blev opdaget, beskrevet og navngivet af Gunnar Seidenfaden. Mange planter indsamledes uden blomster og kunne først efter adskillige års dyrkning i Botanisk haves drivhuse bestemmes og beskrives og blomsterne konserveres i sprit. Flere orkidearter er opkaldt efter ham. Hans samling i Botanisk have anvendes i dag til forskning.

Gunnar Seidenfadens styrke som diplomat var at han forenede naturforskerens seje tålmodighed med et ligevægtigt væsen og et sikkert blik for det mulige. Samtidig var hans selvstændighed blevet lutret i arktiske og tropiske opdagelsesrejsers krævende skole så han næppe nogensinde forfaldt til at snakke sine politiske chefer efter munden. -F.M.2. med spænde 1935.

Familie

Gunnar Seidenfaden blev født i Varde.

Forældre: herredsfuldmægtig, senere politidirektør i Kbh. Aage S. (1877–1966) og Anna E. R. T. Harck (1887–1928). -3.1.1939 i Vigersted med Alix Emilie Arnstedt, født 26.5.1914 på Frbg., død 3.4.1993, d. af gesandt, godsejer Niels Peter A. (1881–1954) og Johanne Larsen (1889–1974). -Bror til Erik S. (født 1910).

Udnævnelser

R. 1951. R1. 1957. K. 1964. K1. 1974.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Carl Christensen: Den danske botaniske lit. 1912–39, 1940 266. Alfr. Hansen: Den danske botaniske lit. 1940–59, 1963 49 262f (bibliografi, med efterfølgende lister i Botanisk t.). – Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbhs. univ. nov. 1969 253–55. Interview i Jyllandsposten 7.10.1979. – Danm. besat og befriet, red. Hartvig Frisch m.fl., 1945–48. Erik Lund: Fire millioner frie ord, 1970. Sig. Jensen: Levevilkår under besættelsen, 1971. Mogens Berendt i Weekendavisen 13.7.1973 og 9.5.1974. -Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig