Gustaf Munch-Petersen, 18.2.1912-omkring 2.4.1938, forfatter. Munch-Petersen blev student fra Henrik Madsens skole (Skt. Jørgens gymnasium) 1930 og begyndte derefter at studere filosofi og psykologi ved Københavns universitet og siden kunsthistorie i Lund. Han afbrød studierne og rejste 1932 til Grønland hvor han arbejdede med kryolitbrydning i Ivigtut. 1933-34 vagabonderede han i Europa, opholdt sig bl.a. længere tid på Sicilien. 1935 slog han sig ned i Gudhjem hvor han ernærede sig delvis ved fiskeri samtidig med at han modtog støtte fra forældrene. November 1937 rejste han pludselig illegalt til Spanien for at deltage som frivillig på folkefrontens side mod fascisterne under general Franco og faldt i Aragonien året efter.

Munch-Petersens rastløse liv var en stadig selvreviderende søgen; en række forsøg på at realisere personlige – dels anarkistiske, dels messiansk prægede -idealforestillinger. Disse vekslende, kategoriske impulshandlinger kendetegner også titelfiguren i den selvbiografiske roman simon begynder, 1933 der skildrer en ung mands stadige oprør og opbrud i forsøget på at bevare og hævde sit sårbare, sammensatte jeg. Allerede i debutsamlingen det nøgne menneske, 1932 kæmper jeget sin egen anarkistiske frihedskamp. I prosanære digte gøres der op med de borgerlige konventioner, det trygge vane- og normalliv og modsætningsvis fremhæves det kompromisløse, intense, fandenivoldske liv. 1933-35 var Munch-Petersen tilsluttet den surrealistiske bevægelse. Som digter, men også som tegner og maler hengav han sig til underbevidsthedens forestillingsliv og deltog i malervennernes – Vilhelm Bjerke-Petersens, Ejler Billes og Richard Mortensens – kulturrevolutionære aktiviteter. Bl.a. bidrog han med en snes akvareller ved en international surrealistudstilling på Den fri januar 1935. 1933 havde han udgivet digtsamlingen det underste land der i hymniske visioner fremmaner drømmens oplevelseskraft og forvandlingens muligheder. Den surrealistiske freiseslære forkyndes suggestivt og spontaneistisk i mod Jerusalem, 1934, en avantgardistisk eksperimenterende digtsamling der blev en afgørende inspirationskilde for 1960ernes lyriske modernisme. – 1934-35 kredsede M.-P. i digte, skrevet dels på svensk, dels på engelsk, om selvets uanede rigdom. Når han formulerede sig på engelsk var det måske for at komme i et frit, nyskabende forhold til sproget, måske for at demonstrere sin kosmopolitiske indstilling. Det svenske sprog var bogstaveligt hans moders mål, mor og søn talte altid svensk sammen. Svenske malere (Halmstad-gruppen, især Stelian Mörner), svenske og finlandssvenske digtere (Harry Martinson, Artur Lundkvist, Elmer Diktonius, Edith Södergran) var hans åndsbeslægtede og vigtigste inspiratorer.

Munch-Petersens sidste digtsamling Nitten digte, 1937, er afklaret og lakonisk i holdning og formsprog og adskiller sig fundamentalt fra de foregående. Den fysiske omverden, det bornholmske landskab, registreres præcist og anskueligt i fortættede sansninger. Mennesket er afhængigt af materien, hvis genkommende bevægelsesrytme er betinget af de fire grundelementers samvirken. Det var denne nyvundne omverdensbevidsthed, i forening med en letvakt selvhengivelse og et brændende idealistisk engagement, der fik Munch-Petersen til brat at bryde sin omsider lykkeligt etablerede tilværelse af og rejse til Spanien. Til det sidste troede han på folkefrontens sejr, realpolitik optog ham ikke. – Via Røde kors kunne Munch-Petersen korrespondere med hustruen – som han ikke havde drøftet sin afrejse med – og forældrene; med begejstring tilsluttede han sig, også i brevene, den undertrykte menneskeheds sag. Da forholdene i Spanien var kaotiske, nåede underretningen om hans død først frem flere måneder senere. Tom Kristensens mindedigt Til min ven, digteren Gustaf Munch-Petersen affødtes spontant ved dødsmeddelelsen, dvs. først 7.9.1938, og offentliggjordes dagen efter i Politiken: "Pludselig ser vi det hele. / God er en pludselig død. / ... Det, som du sagde var sandhed / samme sekund det blev til; / ... du hviler, skudt ned, skudt ned, / dit livs ubesindigste digt."

Familie

Født i København, død i Spanien. Forældre: professor, civilingeniør J. Munch-Petersen (1873-1939) og lektor, dr.phil. Valfrid Palmgren Munch-Petersen (1877-1967). Gift 7.3.1936 med keramiker Lisbeth Hjorth, født 16.11.1909 i Rønne (gift 2. gang 1947 med maler Paul Høm, født 1905, gift 1. gang 1931 med maler Kirsten Henriksen, født 1906), død 14.12.1997, d. af keramiker Hans Henriksen (1878-1966, gift 2. gang 1936 med lektor, cand.mag. Ida Ohlsson, født 1904) og maler Johanne Marie Tvede, f. Bruhn (1877-1955).

Ikonografi

Tegn. af Ernst Hansen, 1932. Foto.

Bibliografi

G. M.-P.: Saml. skr., udg. Torben Brostrøm I–11, 1959 (2. opl. 1967). -Jørgen Nash i Dialog I, 1950 7-17. Leo Kari: De danske Spaniensfrivillige, 1952. Torben Brostrøm: Digt og læser, 1958 118-39. Samme i Hvedekorn, 1959 170-72. Samme: Poetisk kermesse, 1962 (2. udg. 1968) 77-87. Samme: Ti års lyrik, 1966 34-39. Steffen Hejlskov Larsen i Danske studier, 1960 67-80. Samme i Nord. t. for vetenskap, konst och industri, Sth. 1960 143-57. Tom Kristensen i Politiken 23.4.1960 (optr. i forf.s I min tid, 1963 199-203). Ove Abildgaard i Danske digtere i det 20. årh., 2. udg. III, 1966 157-66. Hans-Jørgen Nielsen i Tilbageblik på 30erne, ved Hans Hertel II, 1967 83-88. P. M. Mitchell i Orbis litterarum XXII, 1967 352-62. Lise Loesch: Tamme fugle længes-vilde flyver, 1980 83-96. – Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig