H.A. Nielsen, Hans Andreas Nielsen, 27.10.1850-22.7.1932, læge, hygiejniker. Født i Skærbæk, død i Ordrup, begravet i Kbh. (Vestre). N. blev student 1870 fra Herlufsholm, tog medicinsk embedseksamen 1877 og praktiserede efter kandidatuddannelsen i Søndersø 1878-85. 1883 studerede han bakteriologi på en udenlandsrejse og bosatte sig 1885 i Kbh. hvor han 1887 udnævntes til kredslæge under Kbh.s sundhedskommission og desuden praktiserede. Både i sit praktiske arbejde som kredslæge og i sit videnskabelige arbejde interesserede N. sig særlig for drikkevandshygiejnen og kom på dette område til at spille en rolle. Hans disputats 1890 handlede Om Bakterierne i Drikkevand. På Statens lærerkursus underviste N. i hygiejne fra 1890, først sammen med professor C. G. Gædeken, senere alene, indtil stillingen nedlagdes 1909. Fra 1893 var han midlertidig docent i hygiejne ved universitetet, men opnåede ikke den faste docentstilling i faget der oprettedes 1905. – N. var medudgiver af Medicinsk Aarsskrift (1894-96), skolelæge i Kbh. (fra 1897), censor ved lægevidenskabelig embedseksamen (fra 1900, formand i censorkollegiet 1915). Han skrev talrige hygiejniske afhandlinger, især om drikkevand. Han interesserede sig også for antropologi og medicinsk arkæologi og offentliggjorde 1906, 1911 og 1915 i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed afhandlinger om "Vort Oldtidsfolks Anthropologi", hvori et omfattende skeletmateriale fra yngre stenalder og ældre jernalder er gjort til genstand for opmåling og bestemmelse. – Tit. professor 1899.

Familie

Forældre: kroejer, postekspeditør Tobias N. (1820-70) og Christiane Charlotte Sophie Godskesen (1813-91, gift 1. gang 1836 med gæstgiver Hans Andreas Spinn, 1810-46). Gift 2.5.1878 i Ribe med Emma Sophie Kathrine Bertelsen, født 3.10.1851 i Kbh. (Petri), død 21.12.1927 i Kbh., d. af kateket ved Holmens k., senere sognepræst i Frederiksstad, Slesvig, sidst i Bjolderup, Nis B. (1815-64) og Sophie Christiane Marie Louise Reumert (1819-72).

Udnævnelser

R. 1913.

Ikonografi

Afbildet på Tycho Jessens mal., 1893, fra det gi. serumlaboratorium (Fr.borg, dep. på seruminst.).

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. 1890 59f. -Ugeskr. for læger XCIV, 1932 786. Th. [Lausten-Thomsen] i Sønderjysk månedsskr. IX, s.å. 33f. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig