H.C.D. Müller

H.C.D. Müller, Hans Christian Diderik Müller, 5.9.1835-4.2.1902, præst, politiker. Født i Odense, død i Herfølge, begravet sst. M. blev student 1854 fra Odense og cand.teol. 1859, var nogle år lærer i Kbh. og blev 1875 sognepræst i Bregninge på Tåsinge, 1882 i Ledøje og Smørum og 1886 i Herfølge (til 1893 med Sædder som anneks). Fra ungdommen interesserede han sig for kirkeretlige og kirkeorganisatoriske forhold og var ikke lidt af en jurist. Han studerede kirkeret i Tyskland og Schweiz 1859, havde fra 1866 flere års ministeriel understøttelse til lignende studier og udgav 1868-71 det ufuldendte arbejde Om Stat og Kirke eller de religiøse og kirkelige Forhold i Danmark efter Danmarks Riges Grundlov hvor han som altid hævdede kirkens uafhængighed af staten. 1896 var han medstifter af og en tid næstformand i Præsteforeningen. Også sociale spørgsmål interesserede ham, og 1866 udarbejdede han det første udkast til en samlet velgørenhedsplan for Kbh. I politik var han tidligt virksom, repræsenterede 1869-72 Middelfart i folketinget og tilhørte mellempartiet, faldt 1873 og søgte senere forgæves valg som højremand dels i Middelfart, dels i Køge. Han var i sine senere år en af højres mest energiske og kundskabsrige agitatorer der dog manglede klarhed og flugt. 1866 og 1894 udgav han nyttige håndbøger over rigsdagsvalgene 1848-66 og 1866-94 og 1867 over ministerierne. Hans store politisk-historiske arkiv skænkedes efter hans død til Statsbiblioteket i Århus.

Familie

Forældre: kasserer ved Odense fattigvæsen og i Fyns stifts sparekasse, kancelliråd Hans M. (1800-71) og Marie Margrethe Lutken (1795-1874). Gift 1. gang 8.9.1870 i Kbh. (Johs.) med Cornelia Marie Nicoline Frimodt, født 18.9.1836 på Birkendegård, Værslev sg., død 12.9.1888 i Herfølge, d. af godsinspektør på Lerchenborg, kammerråd, landvæsenskommissær, exam.jur. Johan F. (1792-1855) og Nicoline Cathrine Nielsen (1798-1882). Gift 2. gang 21.4.1891 i Roskilde med Ida Juliane Jacobine Bull, født 3.10.1850 i Kbh. (Trin.), død 25.3.1901 i Herfølge, d. af litograf Otto Adolf Emil B. (1814-74) og Elise Margrethe Frantzen (1821-90). – Far til Christian Frimodt-Møller.

Udnævnelser

R. 1895.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Østsjællands folkebl. 25.2., 27.2. og 2.3.1902.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig