H.C. Hansen, Hans Christian Svane Hansen, 8.11.1906-19.2.1960, statsminister. Med de mærkelige, svigtende tidsproportioner, der er kendetegnende, når det gælder den nærmeste fortid, tales der om H.C. Hansens epoke, H.C. Hansens tid osv. Det glemmes at han kun var partileder og statsminister i fem år, 1955-60. Medvirkende til tidsforvridningen er dog at H.C. Hansen så længe var i frontlinien i dansk politik, og at hans statsministertid var kendetegnet af markante begivenheder.

H.C. Hansen blev født i et arbejderhjem i et af Århus mest udprægede arbejderkvarterer. Det var et hjem uden nød, men dog blandt de mindste. To af H.C. Hansens søskende placerede sig i dansk politik, syndikalisten Johs. Sperling – senere opbyggeren af Dansk folkeferie – og amtsborgmester Robert Svane Hansen. Efter folkeskolen kom H.C. Hansen i typograflære og blev straks engageret i lærlingeforeningens arbejde. Gennem denne kom han ind i den kreds af unge socialister der samledes i ungdomsbevægelsens lokaler i Amaliegade, en kreds der både lokal- og landspolitisk satte sit præg på socialdemokratiet med navne som E. Stecher Christensen, Bernhardt Jensen, Robert Svane Hansen, Albinus Jensen, Hans Hedtoft, Chr. Christiansen (f. 1895) og med snæver forbindelse til intellektuelle som Svend Unmack Larsen, Holger Eriksen og Albert Olsen. Livet i denne kreds gav H.C. Hansen politisk skoling, men åbnede tillige hans sind for et bredere kulturelt udsyn. De der kom her øjnede mulighederne i ændrede vilkår for arbejderne. Det var ikke nøden arbejderklassen skulle rykkes ud af, men ganske enkelt drejede det sig om at komme ud af et liv hvis rammer blev sat af toværelsers lejligheder på 30-35 kvadratmeter og med 4-6 personer. Selv det mindste fremskridt ville fylde et stort behov. H.C. Hansens politiske indsats blev kendetegnet af en aldrig svigtende glæde ved selv de mindste praktiske resultater. Politisk fik H.C. Hansens karriere sin start i Dansk socialdemokratisk ungdom (DSU). I 1924 kom han i den lokale ledelse, 1929-33 var han landssekretær og 1933-37 var han landsformand. På flere poster efterfulgte han vennen og arbejdskammeraten Hans Hedtoft. I disse år var ungdomsbevægelsen inde i sin såkaldte kulturperiode: sang, mandolinspil, talekor, skuespil, lejrture med lejrbål og ringdans satte sammen med kamp mod smudslitteratur sit præg på bevægelsen. Noget var flugt fra en grå hverdag, andet et bevidst forsøg på at hæve arbejderungdommens kulturelle stade. H.C. Hansen var levende med i dette; selv var han musisk begavet, spillede og skrev både talekor og digte – i 1932 kom digtsamlingen Tro og Trods. Flere af sangene synges stadig, både kampsangen Lyt til nye Tiders Tanker og det alvorlige farvel i Blødt på Baaren hviler.

Da ungdomsbevægelsen skiftede signaler i 30erne viste H.C. Hansen en anden side af sit talent. Nu gjaldt det en organisatorisk og udadvendt kamp mod kommunisme og nazisme. Ordenssans, forståelse for detaljens betydning, evnen til at vælge ledere, til at formulere sig skriftligt og mundtligt og arbejdsvilje gjorde ham egnet til at opbygge en kamporganisation der som hovedregel undgik den militante bevægelses tilbøjelighed til at blive et mål i sig selv. I 1937 forlod H.C. Hansen DSU for at efterfølge Hedtoft som leder af HIPA, Hovedorganisationernes informations- og propagandaafdeling. To år senere efterfulgte han atter Hedtoft, nu som partisekretær. Af folketinget var han blevet medlem 1936, valgt i København. H.C. Hansens indsats i ungdomsbevægelsen havde måske længerevarende betydning end hans manddoms gerning som minister. Sammen med Hedtoft har han fortjenesten af at have givet en ungdom indhold i livet og at have organiseret den på demokratisk grundlag i en periode hvor arbejdsløsheden gjorde den usikker. For H.C. Hansens videre arbejde betød disse år også at han i sin ministertid kendte snart sagt alle partiets organisatoriske ledere på alle planer.

I den almene politik gjorde H.C. Hansen sig ikke meget gældende før anden verdenskrig. Han blev dog bemærket som en af de ledere der vendte sig mod de pacifistiske tendenser i partiet og ikke mindst i ungdomsbevægelsen. Hans udtalelse i 1936: "Skulle tilfældige bander kunne gå over grænsen, uden at vi satte ind over for dem?", skal på den anden side ikke tages som et udtryk for ønsker om at føre en eksistenskamp. Den var skabt af disse års frygt for at tyske, halvmilitære organisationer skulle overrumple i Sønderjylland.

Da H.C. Hansen var blevet partisekretær, og da han havde vænnet sig til folketinget kom besættelsen og satte bom for regulært politisk arbejde, så meget mere som han sammen med Hartvig Frisch og Hedtoft allerede i 1941 efter tysk krav måtte frasige sig alle hverv undtagen folketingsmandatet. Han havde i øvrigt i sommeren 1940 sammen med bl.a. Hal Koch været en af initiativtagerne til Dansk ungdomssamvirke.

Trods den tvungne tilbageholdenhed bevarede og styrkede H.C. Hansen sin position inden for partiet og blandt Christiansborg-politikerne. Efter 29. august 1943 da samarbejdet mellem politikerne og frihedsbevægelsen begyndte at tage form kom H.C. Hansen med blandt politikernes talsmænd. Han var medorganisator af det arrangement der overførte statsmidler til frihedskampen, han var med i den kreds der bragte generalstrejken i 1944 til afslutning, og trådte sammen med Aksel Møller ind i kontaktudvalget mellem politikerne og frihedsbevægelsen. Allerede i sommeren 1944 nævnes han også blandt ministrene i den kommende befrielsesregering.

Da Vilhelm Buhl dannede regering 1945 blev H.C. Hansen finansminister. Sammen med udenrigsministeriet regnes dette efter statsministeriet typisk for et "fint" ministerium. Der var allerede dengang tale om det bemærkelsesværdige i at partiformanden Hedtoft måtte "nøjes" med socialministeriet. Bortset fra en række komplicerede konstellationsnødvendigheder der spillede ind hænger placeringen også sammen med at Buhl havde fattet forkærlighed for H.C. Hansen, men dispositionen startede talen om rivalisering mellem Hedtoft og Hansen som belastede deres venskab i de følgende år. Realiteterne er svært afdækkelige, og i hvert fald udadtil trådte H.C. Hansen altid loyalt tilbage for partiformanden, mens Buhls spil undertiden kunne antage karakteren af bristende respekt for partiloyaliteten og det demokratiske udvælgelsessystem. Finansministeriets politik som sådan var egentlig ikke H.C. Hansens sag hverken i befrielsesregeringen eller i den tid, 1947-50, hvor han havde samme post i ministeriet Hedtoft I. Vurderinger af finanspolitikkens mere langsigtede virkninger foretog han ikke, og han havde altid en naturlig uvilje mod skatter. Både i 1945 og senere, også uden for finansministeriets område, blev det mere og mere åbenbart at det var det enkelte konkrete problem der fangede H.C. Hansens interesse. Det er også karakteristisk at selv om han var med i drøftelserne om programmet "fremtidens Danmark", i forhandlingerne om en eventuel partimæssig sammenslutning med kommunisterne, om tilslutningen til Atlantpagten og om forfatningsreformen i 1953 så var han aldrig mere end med. I befrielsesregeringen var de to markante sager under finansministeriet loven af 7.7. om retsforfølgning af tjenestemænd for unational holdning og loven af 23.7. om ekstraordinær formueopgørelse, herunder pengeombytning. Begge love var for så vidt forberedt før H.C. Hansen overtog ministeriet; den første især af Viggo Kampmann der var med i ledelsen af Frit Danmarks tjenestemandsgrupper.

Da Hedtoft dannede regering 1947 blev H.C. Hansen igen finansminister og blev på posten til 16.9.1950, hvorefter han i regeringens sidste halvanden måned var handelsminister. I denne periode var det den store lovgivning i kølvandet af Marshalllånene fra 1948 der stod i centrum, senere penge-opsugende love og – mest omtalt i offentligheden – loven af 1948 om tipning. H.C. Hansen søgte bestandig at opnå forlig med oppositionen – det var i den periode yngre partifæller formulerede det som hans valgsprog: hellere et dårligt kompromis end et godt resultat. I disse år trådte også modsætningen til Hedtofts økonomiske rådgiver, J.O. Krag, jævnligt frem. Mod slutningen af regeringsperioden kulminerede det med at Krag som handelsminister ville have en hurtigere afvikling af rationeringerne end H.C. Hansen – støttet af Buhl – ønskede. Ved regeringsomdannelsen i september 1950 trak Krag sig tilbage som handelsminister, Hansen overtog posten, og kort efter mødtes regeringen af denne forespørgsel: "Vil ministeren straks ophæve smørrationeringen?" Da svaret var nej kom regeringen i mindretal, og Hedtoft demissionerede. Det viste sig i øvrigt hurtigt – sådan som Krag havde vurderet det i modsætning til H.C. Hansen og Buhl – at ophævelsen af rationeringen overhovedet ikke påvirkede betalingsbalancen.

I partiets oppositionstid, 1950-53, blev det mere og mere klart at H.C. Hansen stilede mod udenrigsministerposten. Han foretog flere lange udenrigsrejser og han tog kursus i engelsk – tysk kunne han nogenlunde efter et ophold i 1920erne på partiskolen Tinz i Thüringen. Da ministeriet Hedtoft II blev dannet i september 1953 blev H.C. Hansen da også udenrigsminister, den første socialdemokrat på denne post. Dansk udenrigs- og forsvarspolitik var da fast forankret i NATO, og det var ikke store afgørende beslutninger der skulle træffes. Mest iøjnefaldende var vel forhandlingerne om Tysklands optagelse i forsvarsalliancen, også fordi de førte til de dansktyske erklæringer i 1955 – efter at H.C. Hansen var blevet statsminister – om mindretallene nord og syd for grænsen. Her som i andre funktioner lagde Hansen en betydelig professionalisme for dagen.

Da Hedtoft uventet døde i Stockholm i januar 1955 var der ingen tvivl om at H.C. Hansen var hans efterfølger. Han var derefter til sin død statsminister, indtil oktober 1958 tillige udenrigsminister. Den sidste post engagerede ham, og han gjorde sig godt som Danmarks repræsentant på den internationale scene, udmærket støttet af ministeriets ledende personale som han havde fået et godt og ligefremt forhold til. Højdepunkter var foruden de nævnte forhandlinger med Tyskland et besøg i Sovjetunionen i 1956, der førte til en gunstig handelstraktat, der imidlertid ikke havde afgørende betydning for dansk økonomi. Forhandlingerne og den dygtighed H.C. Hansen ledede dem med stod dog som et udtryk for hans evner til at opnå resultater og var på samme tid for den vestlige verden et vidnesbyrd om Kruschchov-periodens åbning. Også under Suez-krisen samme år formåede H.C. Hansen at gøre sig og Danmarks interesser gældende under møderne i London. Hans fravær under disse forhandlinger og på mange andre internationale møder samt på jævnlige repræsentative rejser, til fx Østen i 1957 der førte til bogen Blandt nye naboer, bragte ham i vanskeligheder hjemme. Oppositionen kritiserede H.C. Hansen for den fortsatte sammenkæden af stats- og udenrigsministerposten, også selv om han i efteråret 1955 havde udnævnt Ernst Christiansen til "viceudenrigsminister" og i stigende grad lod Krag tage sig af udenrigsøkonomien, fra 1957 ligefrem som minister for udenrigsøkonomi. På statsministerposten var han ubestridt lederen; men i afgørende situationer lod han andre tage affære. Under Klaksvig-affæren med det tilspidsede forhold til Færøerne lod H.C. Hansen Kampmann løse problemerne, ligesom Kampmann var initiativtageren til dannelsen af trekantregeringen i 1957 mellem socialdemokrater, radikale og retsstatsfolk.

I de afgørende økonomiske forhandlinger med de kommende regeringspartnere var Kampmann og Krag de ledende. Året før havde regeringen haft store vanskeligheder på arbejdsmarkedet der havde ført til de største demonstrationer der har været i Danmark. Regeringen havde ophøjet et mæglingsforslag til lov, og det udløste demonstrationerne, ledet af "situationens generalstab". De belastede H.C. Hansen stærkt; men efter lovindgrebet var det nødvendigt at lade begivenhederne forløbe, og de døde da også ud uden at der var slået dybe revner i forholdet mellem parti og fagbevægelse. I efteråret 1958 blev H.C. Hansen syg og gennemgik en operation for cancer i halsregionen. Han kom sig tilsyneladende efter operationen og fungerede 1959 igen som statsminister og foretog lange rejser. Sidst på året 1959 brød sygdommen imidlertid frem igen, og fra nytår 1959-60 var han til sin død indlagt på hospital. H.C. Hansens tidlige død gjorde et dybt indtryk landet over, og man anede de muligheder der ikke kunne opfyldes. Ville han være blevet en ny Stauning, var spørgsmålet hos mange.

Familie

H.C. Hansen blev født i Århus (Frue sogn), døde i København, urne på Vestre kirkegård. Forældre: skomager, senere skomagermester Christian Hansen (1875-1944) og Helene Sperling (1876-1933). Gift 26.4.1930 i Århus med Gerda Nielsen, født 28.8.1907 i Århus, død 25.7.1985, d. af møbelsnedker Frederik Rasmus Nielsen. (1880–1927) og Anna Marie Kirstine Clausen (1883-1960). – Bror til Robert Svane Hansen.

Ikonografi

Mal. af Axel P. Jensen (folketinget). Buste af Sv. Lindhardt (Bot.have i Århus; Chr.borg). Afbildet på tegn. af Bjarne Laursen, 1974 (Amalienborg). Foto.

Bibliografi

Bogen om H.C. Hansen, red. Viggo Kampmann og Jul. Bomholt, 1960. Carl Th. Jørgensen: Hverdage med H.C. Hansen, 1960. Peder Tabor: Nærbilleder, 1961. Sigvald Kristensen i Fra folket de kom, red. H.P. Sørensen, 1962. Gerda H.C. Hansen: Mit lykkelige liv med H.C. [1965], Sv. Thorsen: Folketinget i nærbillede, 1974. De danske ministerier 1929-1953, ved Tage Kaarsted, 1977. Poul Møller: Gennembrudsår, 1977. – Papirer i Arbejderbevægelsens ark. og bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig