H.C. Knudsen

H.C. Knudsen, Hans Christian Knudsen, 4.3.1763-4.3.1816, skuespiller. Teateraspiranter i 1700-tallet skulle helst være studenter, og da H.C. Knudsen var murersvend blev han afvist. Under et murerarbejde på Sorgenfri slot kom han til skade og avancerede til pagetjener hvorved arveprins Frederik lagde mærke til hans muntre sind og hørte hans prægtige sangstemme; han lod ham medvirke ved slotsforestillingerne på Fredensborg og hjalp ham med at få foden indenfor på Det kgl. teater. Skuespillerne ville ikke have en "kalkslager og tallerkenslikker" til kollega, men de kunne ikke hindre hans debut 14.12.1786 som Oldfux i Den Stundesløse hvor hans naturbegavelse, hans vis comica og forvandlingsevne brød igennem og dækkede over svaghederne i hans spil, navnlig ligegyldighed for "Grænselinjen mellem det latterlige og det overdrevne, imellem komisk Natur og Karikatur" (K.L. Rahbek).

H.C. Knudsen var frisk og frejdig; han besad komisk fantasi og styrke, men ikke kultur til at holde sit frodige lune i tømme. Oldfux blev dog efterhånden hans mesterstykke hos Holberg, i hvis komedier H.C. Knudsen i øvrigt mest spillede mindre roller; klassisk anlagt var han ikke, men derimod "moderne Skuespiller", forstået således at skikkelser fra samtiden interesserede ham mest. De gav ham anledning til at benytte sine iagttagelser fra livet til at sætte typer op på scenen som alle kendte. Undertiden kopierede han kendte københavnere nærgående, man han forstod dog at træffe generalnævneren, navnlig når han både komisk og rørende fremstillede mennesker fra almuen, fx skomager Olsen i Dragedukken. Jøder var hans specialitet, snart retskafne og stilfærdige som Moses i Kinafarerne, snart lavkomiske som i Den ellevte Juni, men også poetisk-ærværdige som Scheva i Cumberlands Jøden.

Blandt figurer som han gav den første form på vor scene, og som endnu kendes, var Faldsmaal i Gulddaasen, Leporello i Don Juan, Johan i Ungdom og Galskab og Saft i Sovedrikken. Folk af stand kunne han derimod ikke fremstille, men han følte sig mere hjemme i Oehlenschlägers nye poesi end fx J. P. Frydendahl og Ferdinand Lindgreen. Komikeren som bragte publikum i godt humør blot ved at vise sit joviale ansigt evnede ved sit udtryk for trofast kraft at fremstille både Bue hin Digre i Palnatoke og titelrollen i Stærkodder. Den naive følsomhed hos H.C. Knudsen betingede i forbindelse med sangstemmen at han blev "tvillingrigernes" mest yndede folkesanger. Hans foredrag besad både munterhedens og vemodets trylleri.

Allerede ved Christiansborgs brand 1794 og hovedstadens store ildebrand året efter viste H.C. Knudsen sig som en modig mand, men langt betydningsfuldere blev hans indsats senere. Da den engelske flåde 1801 nærmede sig Kbh. gjorde han teatret til udgangspunkt for en direkte påvirkning af forsvarsbegejstringen idet han tre aftener i træk klædt som matros fra scenen foredrog patriotiske sange der udløste øjeblikkets stemning. Han opmuntrede krigerne, og efter slaget på reden drog "Fædrelandets frivillige sanger" gennem landet for ved "nationalfester" at indsamle penge til "de i Krigen Quæstede og Faldnes efterladte Enker og Børn".

Da ulykkerne voksede efter bombardementet 1807 øgede H.C. Knudsen sine bestræbelser for at hjælpe. Under selve katastrofen bidrog han væsentligt til at redde Trinitatis kirke, og siden fortsatte han indsamlingerne i alle store byer fra Flensborg til Trondhjem. Summen han nåede udgjorde 257533 rdl. plus 30000 rdl. der var overskuddet ved salget af Johs. Senns mindeblad "Fædrenelandsk Kirkegaard" som H.C. Knudsen selv falbød i Danmark og Norge. Når han personlig havde afleveret pengene til kongen blev regnskabet trykt i Statstidende. Til tak tilstod Frederik VI ham nogle beneficeforestillinger; 1801 fik han guldmedaljen Pro meritis, 1809 Dannebrogsmændenes hæderstegn, hvorved H.C. Knudsen blev den første skuespiller der dekoreredes.

Hans protektor, arveprinsen, udvirkede at han fik overdraget færgemandstjenesten ved Jægerspris, og denne bestilling varetog han 1802–11. Også til prins Christian Frederik (Christian VIII) stod han i et udmærket forhold, ikke mindst mens prinsen var regent i Norge. "Krigsgudens Harlekin" som H.C. Knudsen kaldte sig selv undgik ikke misundelsen, hårdest imod ham var Jens Baggesen. De anstrengende rejser og den bestandige solistoptræden undergravede hans helbred og nedbrudt optrådte han sidste gang 27.11.1815 som Arianke Grovsmeds i Den politiske Kandestøber; 16.12. s.å. formåede han kun at sige en epilog ved sin beneficeforestilling. Trods sine kulturelle mangler var H.C. Knudsen en af Danmarks store komiske karakterskuespillere som med oprindeligt lune forbandt lyrisk følsomhed.