H.C. Lumbye

H.C. Lumbye, Hans Christian Lumbye, 2.5.1810-20.3.1874, komponist. H.C. Lumbye forlod som dreng Kbh. med faderen, der ved sit regiments opløsning 1816 overgik til det i Randers garnisonerende jyske regiments lette dragoner, og kom til at tilbringe sin barndom og første ungdom i provinsen. Ved istransporten over Storebælt pådrog han sig en ørelidelse der gjorde ham døv på højre øre for livstid. Udsigten til en fremtid i musikkens tjeneste syntes derfor ikke god. I Randers fik han hos organisten en nødtørftig undervisning i violinspil, og da han 1821 fulgte faderen til Odense var det den stedlige stadsmusikant D.J. Sivertsen (Sivert) der fik øje på drengens ualmindelige musikalske anlæg og bibragte ham et spinkelt teoretisk grundlag.

Ret naturligt var det garnisonsbyen der satte sit præg på hans musikudvikling, og skønt han allerede skrev flere småsange var det de militære musikformer der fangede ham ind. Kendere var allerede da klar over hans talent. Dagen før han fyldte fjorten år fik han ansættelse som trompeterelev ved faderens regiment, fynske lette dragoner, hvis Stabstrompeter Chr. Fr. Hansen 1825 gav ham lærebrev, og her lagdes grunden til hans gennem hele livet bevarede færdighed i og sans for dette instrument. Hestgardens trompetere var et elitekorps, og til dette overflyttedes han til Kbh. efter ansøgning 1829 ved hvilken lejlighed regimentet gav ham det skudsmål at han var "en fortrinlig god Trompeter med megen musikalsk Genie" hvem man kun ugerne og særlig af hensyn til hans fremtid gav afkald på. I dette nye københavnske miljø tog hans musikalske udvikling fart, ikke mindst takket være en fænomenal autodidaktisk receptivitet, og han blev snart musikantersvend hos stadsmusikanten C.G. Füssel i hvis tjeneste hans første, nu kun til dels bevarede danse, blev til, danse der for øvrigt i det hele bærer tidens gammeldags præg.

Et nyt afsnit i den hjemlige dansemusiks historie begynder med året 1839 da et steiermarksk musikselskab under musikdirektør Siegl fra Wien kom hertil og gav "Concerter à la Strauss" hvor man for første gang hørte de sprudlende Straussiske og Lannerske valse der satte byen på den anden ende. Mest lydhør af tilhørerne var måske H.C. Lumbye der her følte sit slægtskab med de nye toner, og som også straks gik i gang med sammen med sine kammerater at opdyrke genren. I hestgardens fægtesal i Filosofgangen holdtes prøverne, og kun Frederik VI's død hindrede en øjeblikkelig udnyttelse af Strauss-begejstringen. Snart brød det løs med fornyet voldsomhed. En styrtsø af koncerter fastslog det Lumbyeske selskabs succes, og fra nu af var H.C. Lumbye i en menneskealder i spidsen for denne side af vort musikliv. Også kompositorisk blev han førende for denne retning. Den første "straussiske" komposition han skrev var Danmarksvalsen, 1840, endnu lidt mat i sammenligning med forbillederne, men samtiden fandt den fuldstændig i Strauss' manér. Forbavsende hurtigt tilegnede han sig genren, og overalt hvor livsglæden havde til huse hørtes hans toner. Da Georg Carstensen 1841 vendte tilbage til Kbh. og i tilslutning til sin udgivervirksomhed påbegyndte sine "Figarofester" med vauxhall og koncerter i Rosenborg have o.fl. steder allierede han sig som den aktualitetens mand han var med H.C. Lumbye der var disse festers sikre trækplaster, og det var da en selvfølge at da Tivoli 1843 åbnede sine porte var også dér H.C. Lumbye en selvskreven attraktion, og dette etablissement skulle blive hovedskuepladsen for hans virksomhed gennem årene, stedet hvortil hans navn for stedse er knyttet, hvor hans folkeyndest i gode og dårlige tider skulle være samlingspunktet og hvorfra hans ry skulle spredes ud i verden.

Det er på baggrund af førstegrøden i hans produktion – hans berømteste ting var endnu ikke blevet til – at modtagelsen i udlandet under hans første rejse må ses. Med offentlig understøttelse tiltrådte han sent 1844 en udenlandsrejse der gik over Paris hvor selveste Hector Berlioz hyldede ham, Wien hvor Johann Strauss hilste ham som jævnbyrdig, og Berlin hvor han fandt opmuntring hos Giacomo Meyerbeer, og på hvilken hans verdensry fastsloges. Først n.å. møder vi kronen på hans skaben i den til Tivolis fødselsdag 1845 komponerede Champagnegalop hvis elektriserende livskraft endnu er usvækket, og fra 1846 stammer hans Drømmebilleder der netop har bevaret sin friskhed ved at være et yndefuldt minde om 1840'erne. Når H.C. Lumbye senere var på koncertrejse i ind- eller udlandet, som vinteren 1846 i Berlin eller de fem måneder han 1850 opholdt sig i St. Petersborg (Leningrad), fornyede besøg i Paris, Berlin, Hamborg o.fl. steder samt gentagne besøg i Sverige, navnlig 1860 da han med sit orkester var i Stockholm ved Karl XV's kroning, havde han bag sig noget af det ypperste der skyldtes hans pen.

H.C. Lumbyes tilknytning til det københavnske folkeliv var ikke udtømt med hans herskerstilling i Tivoli. Også om vinteren fandt man ham i spidsen for sit orkester, og i tidens løb var han knyttet til en lang række af de etablissementer hvor muntre toner lød, som Hippodromkoncerterne (1846-47), Casino (fra 1847), Casinomaskeraderne (fra 1849), Pricernes forestillinger på Hofteatret, Sommerlyst (1858), Thors hal (1864-65), foruden ved spredte koncerter i Rosenborg have, Christiansborg slots ridehus o.fl. steder. Ved næsten alle disse lejligheder rystede han nye melodier ud af ærmet, og det er intet under at tallet på disse beløber sig til mellem 600 og 700 thi selv om H.C. Lumbyes gennembrud i 40'erne betegner tyngdepunktet i hans produktion vedblev han højt op i årene at skabe med en lethed og friskhed der bærer geniets stempel. Af hans dansemelodier skal her nævnes en række som er blevet stående som typiske for det bedste han har ydet: af polkaer: Agnes, Petersborgerinden, God Nat, Brilla, Amager og Otto Allins Trommepolka, af valse: Veemod. Kroils Ballklänge, Amélie, Arabella, Hesperus. For Gamle og Unge, Dronning Louise og Rosa og Rosita Valsen. Dertil en række prægtige marcher som Frederik VII's, Christian IX's og Karl XV's honnørmarcher, endvidere Pariser, Skandinavisk og Les Zouaves kvadrillerne, og fremfor alt i den form hvor han ubetinget overgik sine wienske forbilleder og i det hele indtager en ubestridt førsteplads, de uforlignelige galopper: Döblers Zauber, Manøvre, Corsikaner, Telegraf, Storm, Kjøbenhavns Jernbane Damp, Nordisk Fostbrødre, Salut for Bournonville, Bouquet Royal og En Tur paa Dyrehavsbakken.

Forscenen skrev han dansedivertissementerne Polka Militaire, La Lithuanienne, Polacca guerriera og Maritana, og af hans nære samarbejde med August Bournonville fremgik Indiansk Krigsdans af Fjernt fra Danmark og de uopslidelige finaler såvel af den nævnte ballet som af Livjægerne paa Amager og Napoli, alle af Det kgl. teaters repertoire. H.C. Lumbyes tilknytning til sekondteatrene gav ham fremdeles anledning til at skrive musik og sange til en række syngestykker som Berthas Claveer (Recke), Den sidste Nat (Recke), Altfor smuk (Glükstad) m.fl. Heller ikke uden held dyrkede han den lille naive vise: Violen (Du spørger min Dreng), Invaliden, Sypigen m.fl. Foruden deallerede nævnte Drømmebilleder har han af fantasier skrevet fx Drømmen efter Ballet, Krigerens Drøm og Den unge Moder, desuden en yndet Concert Polka for to violiner med orkester der i hans egen tid hyppigt opførtes med sønnerne som solister. Endelig må ikke forglemmes hans 48 lette danse med tekst for klaver som var uadskillelige fra et tidligere slægtleds musikundervisning.

H.C. Lumbye var ikke blot den store dansekomponist der skabte sine melodier med fantastisk lethed. Han var tillige en af de populæreste figurer i det glade hovedstadsliv. Sådan som vi kender ham fra træsnittet til Bournonvilles nekrolog over ham i Illustreret Tidende stod han bred og jovial for datidens københavnere som et uundværligt stykke af deres samtid. Men denne jævne borgerlige gemytlighed havde ligesom præget hans melodier der i mærkbar modsætning til Wienforbillederne har en egen hjemlig tone som i tilknytning til de omgivelser hvorefter de er opkaldt i virkeligheden gør disse melodier til lige så mange kulturskildringer fra det gamle kongens København. Men i øvrigt kunne han glæde sig ved anerkendelse fra alle sider, og denne fulgte ham til det sidste. Da hans hørelse på det hidtil raske øre også svækkedes måtte han give op midt i Tivolisæsonen 1872, og dermed gled han selv ud af det glade liv hvis midtpunkt han altid havde været.

H.C. Lumbye blev som den autodidakt han var ingen sinde nogen "lærd" musiker, men inden for sit begrænsede område ejede han en genialitet der har bevaret hans skaben frisk og levende. Heller ikke må det glemmes at det var ham der i Tivoli indførte det store repertoire, først og fremmest symfonien, ved hvilke lejligheder han ombyttede violinen med taktstokken. Men først og fremmest er han det klassiske udtryk for det glade Kbh., og som sådan er han også i eftertiden gjort til midtpunkt i dramatiske interiørskildringer fra fyrrerne, af Axel og Charles Kjerulf i "Tivoli" (Det ny teater, 1910) og af Poul Holck Hoffmann, Flemming Lynge og Alfred Kjærulf i Champagnegaloppen (Casino, 1935), og den sidste senere bearbejdet for filmen (1938). Af hans uendelig rige melodiskat har Det kgl. teater i de senere år øst både musik og stof til forskellige balletdivertissementer. Talrige af hans kompositioner foreligger trykt i ind- og udland, men størsteparten forblev utrykt.

Krigsråd 1860.