H.I.F.C. Matthiesen

H.I.F.C. Matthiesen, Hans Ivar Frederik Carl Matthiesen, 23.3.1861-8.4.1932, præst. Født på Rærup, Hammer sg., Kær herred, død i Espergærde, begravet i Egebæksvang. M. blev student 1880 fra Fr.borg og 1886 cand. teol.; efter en kort tid som huslærer hos grev Adam Moltke blev han 1886 personel kapellan i Dronninglund, 1887 res. kapellan sst. med bolig i Aså, 1896 sognepræst i Husby og Sønder Nissum, 1900 sognepræst for Ugerløse. Da han under sin præstegerning var blevet kendt og havde vundet et godt navn, særlig inden for Indre mission modtog han 1904 en opfordring til at overtage redaktionen af Kristeligt Dagblad som han ledede til 1913, omend han modstræbende gik ind i denne i mere end én henseende vanskelige stilling; journalistik havde han aldrig givet sig af med, og bladledelse var ham ganske fremmed. Han tog dog sin nye gerning op med stor iver og interesse. Bladet havde i hans tid sit ganske klare præg; det var et indremissionsk dagblad og vandt i de år adskillig udbredelse i Indre missions kredse. Nogle artikler angående en homoseksuel affære hvori de højeste kredse var indblandet pådrog ham ved højesteretsdom 1911 tre måneders fængsel. 1913 blev han sognepræst i Vamdrup. Her fik han i krigsårene en ikke ringe virksomhed bl.a. med at hjælpe flygtninge der kom over grænsen, ligesom han med levende interesse fulgte og så vidt muligt virkede med i forholdene i Sønderjylland for og efter første verdenskrig. Efter genforeningen kåredes han 1921 til sognepræst ved Haderslev domkirke. Af helbredshensyn tog han sin afsked 1927, men udfoldede i sine sidste leveår som rejsepræst en ret omfattende virksomhed. M. var en frugtbar forfatter til skrifter af praktisk-opbyggelig art, bl.a. I Stilhed og Styrke. 1912, Betragtninger over Davids Salmer, Mathilda Wrede. 1930, En Sognepræst (A. Busch), 1931, Paa Sygesengen, 1906.

Familie

Forældre: teglbrænder, senere mejeriforpagter i Karlebo og fæstemand i Fr.borg Nyhuse, Frederik Matthæus M. (1823-82) og Mette Marie Gaarsdahl (1821-1919). Gift 7.7.1896 i Sæby med Karen Kirstine Løwe, født 14.1.1874 i Kbh. (Johs.), død 13.1.1955 i Charlottenlund, d. af handelsgartner Herkules Christian Wilhelm L. (1827-79) og Erica Petræa Cathrine Petersen (1837-76).

Udnævnelser

R. 1923.

Ikonografi

Foto. - Mindesten 1936 på Jels voldsted.

Bibliografi

Aage Dahl: Haderslev bys præslehist., 1933. Emil Steenvinkel: H. I. F. C. M., 1934. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig